Bestyrelsen på Fredericia Maskinmesterskole er glade for at kunne tilbyde Jens Færgemand Mikkelsen jobbet som den kommende rektor.

Formand for Fredericia Maskinmesterskoles bestyrelse, Kim Baarsøe udtaler: 

-Det er glædeligt, at vi har fundet en afløser for vores nuværende rektor, Torben Dahl. Vi har blandt mange kvalificerede ansøgere valgt den person og profil, vi er overbevist om, er den rigtige til at lede FMS gennem de næste mange år. Jens har siden 2009 kørt et stærkt parløb med Torben Dahl omkring ledelsen og udviklingen af Fredericia Maskinmesterskole.

Jens Færgemand Mikkelsen er 53 år og har lang ledelses- og maritim erfaring. Han er selv uddannet maskinmester fra Fredericia Maskinmesterskole. Jens har gennem en 10-årig periode bl.a. sejlet som maskinmester og som skibsfører, da han også har navigatøruddannelse. Jens har desuden været ansat 10 år i Farvandsvæsenet (i dag Søfartsstyrelsen), hvor han de sidste 6 år var leder af Farvandsvæsenets Driftscenter i Korsør. 

Jens vendte tilbage til Fredericia Maskinmesterskole som underviser i 2007, hvor han primært underviste i ledelsesfag. Siden 2009 har han været en del af ledelsen af Fredericia Maskinmesterskole og har kørt et stærkt parløb med Torben Dahl. De har i perioden stået i spidsen for udviklingen af Fredericia Maskinmesterskole fra en skole med 30 ansatte og 150 studerende, til at være en moderne uddannelsesinstitution med campus i Fredericia og Esbjerg og samlet set 75 ansatte og mere end 500 studerende.

Jens har i hele ansættelsen været kvalitetsansvarlig og var dermed også ansvarlig for opgaven med at få Fredericia Maskinmesterskole positivt institutionsakkrediteret, hvilket skete tilbage i 2017.

-Da Fredericia Maskinmesterskole allerede er i gang med at forberede organisationen til næste institutionsakkreditering, er vi glade for, at Jens søgte rektorstillingen og fortsat kan stå i spidsen for den store opgave, det er, at blive akkrediteret, fortæller bestyrelsesformand Kim Baarsøe.

-Samtidig oplever vi lige nu stor optimisme og øget efterspørgsel efter vores maskinmestre og de efter- og videreuddannelsesaktiviteter, Fredericia Maskinmesterskole udbyder. For bestyrelsen er det vigtigt, at vi har en rektor, der kender til aftagernes behov. Det gør Jens, og han har allerede et stort netværk i de brancher og blandt de aftagere, der findes i vores dækningsområde. Dette har også spillet ind i valget af vores kommende nye rektor. Vi er i bestyrelsen overbevist om, at vi med Jens i spidsen står med et stærkt hold til at arbejde med de nye vækststrategier vi lige nu, i bestyrelsen, arbejder på at færdiggøre, slutter Kim Baarsøe. 

-Jeg er meget beæret og utrolig glad for at få lov til at stå i spidsen for Fredericia Maskinmesterskole, siger Jens Færgemand Mikkelsen og fortsætter:

-Fredericia Maskinmesterskole er en fantastisk arbejdsplads med meget kompetente og engagerede medarbejdere. Vi har været igennem nogle hårde år med besparelser på dagsordenen pga. regeringens omprioriteringsbidrag, men vi har en solid økonomi. Vi har et rigtig godt udgangspunkt for at skifte fokus fra intern tilpasning, til igen at kunne kigge ud og udvikle os mod de ønsker og behov vores aftagere har. Vi ser ligeledes stor interesse fra unge potentielle studerende, der ønsker at læse til maskinmester eller automationsteknolog. Et bedre udgangspunkt kan man ikke ønske sig, og jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den tillid og de forventninger, der er til mig i min nye rolle.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer