Jens Clausen modtog i mandags en check i forbindelse med GF Forsikrings “tak for dit overskud”-arrangement i Tøjhuset i mandags. Jens modtog den for sit virke hos Idræt i dagtimerne, hvor han er frivillig på femte år.

Det er torsdag eftermiddag. Naturligvis, fristes man til at skrive, er Jens at finde i Fredericia Idrætscenter. Jeg kommer gående på gangen, og Jens hilser på mig.

Fem minutter senere sidder vi sammen med Tony Brazil i et mødelokale hos Idræt i dagtimerne, og får en snak.

“Jeg har været her i fem år efterhånden. Der har været knald på, og er blevet større og større, der er kommet flere og flere medlemmer. Det er rart, at der er gang i,” siger Jens og kommer ind på, hvad det er, der tiltaler ham ved at være frivillig:

“Det er folket, og der er gode mennesker. Det er hyggen med personalet i Idræt i dagtimerne og halpersonalet,” fortæller Jens.

Jens Clausen i Tøjhuset til “gør en forskel”-uddelingen i Tøjhuset. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Jens er i hallen nærmest altid. Forleden dag spurgte jeg, hvornår jeg kunne finde Jens i hallen: “Han er her altid, du skal bare komme,” lød svaret. Hvis det ikke er i forbindelse med Idræt i dagtimerne, gør han rent og andre ting i hallen.

“Jeg laver alt lige fra at finde redskaber frem, til at sætte anlæg til og alt muligt andet praktisk. Jeg gør også rent og lignende,” forklarer Jens, og kommer ind på, hvordan det hele startede for ham:

“Jeg kommer her af egen fri vilje. Det startede, da Dorthe Pedersen var her. Jeg startede som bruger, da jeg havde hørt om tilbuddet, og så meldte jeg mig til. Det tog så fat, da Tony Brazil blev leder her,” udtaler Jens, der selv spiller meget badminton i forbindelse med Idræt i dagtimerne.

Jens Clausen og GF Forsikring Trekantsområdets bestyrelsesformand, Jens Peter. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Jens’ far er den tidligere leder på Fredericia Fritidscenter, Bernhard Clausen. Ham snakker Jens også tit med brugerne ham.

“Det er lidt sjovt, da der er mange herude, der kan huske min far. Især de ældre brugere snakker om ham. Når det først går i gang, kommer der mange fortællinger ham om og det er rigtig hyggeligt,” forklarer Jens.

GF Forsikrings “gør en forskel”-pris

Jens fik mandag overrakt 1000 kroner, da han blev hædret af GF Forsikring i forbindelse med “gør en forskel”-priserne, der bliver uddelt hvert år. Det var slet ikke noget, som han var forberedt på.

“Overhovedet ikke. Jeg var overvældet over det, og jeg troede bare, at der skulle være nogle taler og snak, og så var det dét,” siger Jens og kommer ind på det at få prisen:

“Det var egentlig på en måde lidt underligt, men jeg var også rigtig stolt.  Det giver mig mod på mere, fordi man føler sig værdsat,” udtaler Jens.

https://goo.gl/MSbg7k