Hej Ove,

Du har fuldstændig ret i ordets faktuelle betydning, det er helt bevidst, jeg har brugt ordet pøbel. Klummen her, og alle de andre klummer jeg har forfattet på godt og ondt, er tænkt som en humoristisk indgangsvinkel til tingene. Jeg er naturligvis glad for, at du har gidet at læse min klumme og ydermere har taget dig tid til at have en mening. 

Jeg brugte ordet pøbel som en henvisning til at politikerne har opført sig dumt og at vi i pøblen føler vi er blevet set ned på. Det vigtigste i det gamle Rom for den romerske kejser og det romerske senat, var at tilfredsstille folket, altså populus. Ordet populus blev til det franske ord peuple og heraf den fordanskede version pøbel. Et kort studie i sprog ville nok hurtigt kunne kæde det engleske ord people ind her også. I det gamle romerske rige var der kun eliten og pøblen, og pøblen havde i sidste ende magten, for hvis pøblen ikke var glade, blev den siddende leder aflivet. I henført betydning var det derfor folkets tur til at tale ved valgurnene og det gjorde vi.

Jeg vil ikke undskylde for at bruge ordet pøbel i min indledning for jeg gjorde det med fuldt overlæg og ser mig selv som en del af pøblen. Jeg brugte ikke ordet af ringeagt for mine medborgere, men af respekt for selvsamme og for , i underforstået forstand, at minde om lederne om hvem der i sidste ende bestemmer fremtiden, nemlig os i populus.

Som modsvar til din glimrende analyse af ordet pøbel sender jeg en beskrivelse af ordet populist, der er udledt af populus og vel egentligt fint illustrere min bevæggrund for brug af ordet pøbel:

“Populisme er afledt af det latinske ord populus som betyder “folk”. Begrebet bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for det jævne folk, som regel i modsætning til en elite, herunder en politisk, økonomisk eller kulturel elite.”

Kilde Wikipedia.

Mvh

Frank