Siden hun var kun 8 år har Familieafdelingen i Fredericia Kommune forsøgt at få fat i hende. Retten har for mange år siden besluttet, at hun har det bedst hos sin mor, men alligevel fortsætter man overfor den 15 årige pige.

Inger Nielsen fra Dansk Folkeparti er gennem lang tid blevet kontaktet af mange borgere, der oplever rigtig dårlige sager hos Familieafdelingen i Fredericia Kommune. Indtil videre føler hun ikke, at hun får de svar, hun beder om. Senest har hun under forhandlingerne til budget 2021 krævet en uvildig undersøgelse af Familieafdelingen, så man kan komme til bunds i de mange påstande, der kommer fra borgerne.

»Vi får at vide at det bare en enkeltsager, og at der nærmest ikke er nogen. Den virkelighed har jeg svært ved at genkende. For det første er mange af de her forældre bange for at stå frem, fordi de så pludselig skal undersøges ekstra eller der sker andre ændringer i deres sager. Derfor skal vi som politikere og de endelige ansvarlige i kommunen virkelig være bekymret for, om vi får alle fakta på bordet. For det andet ser jeg et mønster, hvor ledelsen i Familieafdelingen er utrolig nidkære i deres opfattelser. Det bekymrer mig rigtig meget«, siger Inger Nielsen.

Dansk Folkeparti vil have undersøgt Familieafdelingen i Fredericia Kommune (Foto: AVISEN)

I en del af sagerne er det forældrene, der fortvivlet har kontaktet Inger Nielsen. Også her på redaktionen er vi gennem lang tid blevet kontaktet af rigtig mange forældre, der har underlige forløb hos Familieafdelingen. Sagerne er ofte svære at fortælle om, fordi det handler om børn, og her er det bedst at børnene lever så anonym en tilværelse som muligt. Vi har derfor valgt at anonymisere denne historie, hvor den 15-årige pige, som vi for nemhedens skyld kalder for Amanda, står frem. Vi bygger vores oplysninger på sagsakterne, og de andre dokumentationer vi har indsamlet. Der har været adskillige kontakter med forvaltningen undervejs, der aldrig har villet forklare deres handlinger med andre begrundelser, end at man gør som man skal.

Amanda har også kontaktet Inger Nielsen, der er rystet over mange af oplysningerne i hendes sag.

»Jeg bliver snart 16 år. Jeg kan godt læse aviser, og jeg er træt af at Familieafdelingen altid siger, at de gør det for børnenes skyld. Vi er altså nogle børn, der ikke synes de gør det særlig godt. Jeg vil bare gerne have et normalt liv, og det får jeg ikke, hvis de ikke lader os være i fred nu«, siger Amanda.

I dag går hun på en ungdomsuddannelse, og hun fik en rigtig god afgangseksamen fra folkeskolen. Rent fagligt ligger hun i toppen, på trods af de mange udfordringer, hun har haft i sit liv. Hendes sag starter ellers helt normalt for 8 år siden. Amandas far drikker voldsomt, og politiet er flere gange nød til at komme til hendes hjem, fordi hendes mor er slået i gulvet. Flere skadesstuerapporter viser tegn på vold. Eksempelvis er Amandas mor blevet skubbet ned af en trappe, så hun får ødelagt nerven i sit ene ben. Eller hun er blevet slået bag i hovedet, så hun er bevidstløs.

Under en af episoderne tager politiet Amandas far med på detentionen, men næste dag er han hjemme igen. På et tidspunkt vælger Amandas mor at forlade hendes far, selvom hun er meget bange for hans reaktion. Men hun frygter at han vil slå Amanda eller hende ihjel, hvis hun ikke kommer væk. Hun planlægger forløbet i hemmelighed, og tager en dag Amanda med på krisecenter.

»Min mor henvendte sig til Fredericia Kommune. Jeg fortalte om alt hvad jeg havde set og oplevet. Jeg fortalte også at min far drak meget, og at der lå flasker allevegne. Om morgenen når jeg stod op, lå det ofte knust glas og ødelagte ting. Jeg kunne høre han slog og råbte om natten«, fortæller Amanda.

Kommunen taler med Amanda, og de bliver så bekymrede, at de fraråder at Amandas far har kontakt med hende. Det skriver de i et notat til Familieretshuset. På den baggrund vælger Familieretshuset at nægte Amandas far samvær med hende. Samtidig skriver Amandas far i Familieretshuset under på, at han ikke længere skal have forældremyndighed over Amanda. Den bliver derfor tildelt Amandas mor. På dette tidspunkt ser det således ud til, at sagen kører som man normalt kan forvente i en volds- og misbrugssag.

Men pludselig ændrer det hele sig. Nogle måneder senere begynder Amandas far at opsøge hende på skolen. Hun gemmer sig på et toilet. Han begynder også at skrive og ringe til Fredericia Kommune. Her fremkommer han med mange anklager mod Amandas mor, blandt andet at hun er voldelig og farlig. Begyndelsen til 8 års utallige underretninger og anmeldelser starter. Han går også til politiet, hvor han får anklaget Amandas mor for vold. Nu skifter Familieafdelingen i Fredericia Kommune pludselig kurs, fra den ene dag til den anden. Bag kursændringen står ledere i Familieafdelingen. Det er de samme ledere, der indtil videre har meldt Amandas mor to gange til politiet, har forsøgt at tage familiens indtægt fra dem for at tvinge dem til samarbejde, har behandlet sagen personligt selv efter at de er blevet politianmeldt og på trods af 2 domme ved Retten i Kolding, har nægtet at anerkende Amandas mor som en ansvarlig forælder.

Senest i marts 2020 fastholdte de at de har grund til være bekymret, på trods af at stort set alle andre fagfolk og kommuner er uenige med dem. Tilmed Ankestyrelsen, der er den øverste myndighed på området.

Helvedet begynder

En tidlig morgen for 8 år siden, sender Amandas mor hendes datter i skole. Det er en ganske normal dag, og hun ved ikke noget om, hvad der er i gære. Men Fredericia Kommunes modtagelse og socialrådgivere kender hendes far i arbejdsmæssig sammenhæng. Han har nemlig arbejdet sammen med dem. Familieafdelingen har planlagt at hente Amanda i skolen sammen med politiet, uden at hendes mor ved det. De har også planlagt, at hun måske skal ud til hendes far, hvis afhøringerne viser noget. Selvom de selv har skrevet notater om hans vold og druk, mener socialrådgiverne i Fredericia Kommune, er dette er en mulighed.

»Jeg kom i skole. Pludselig står der nogle fra kommunen og siger jeg skal komme med dem. Jeg bliver meget bange. Jeg spørger efter min mor, men de siger hun nok skal få besked. De kørte mig 50 km væk, og så blev jeg afhørt på video«, siger Amanda med tårer i øjnene. Hun ryster, mens hun fortæller om episoden. Siden den dag har hun været bange for at gå i skole:

»Jeg er altid bange for om de kommer. Hver gang jeg ser nogen, jeg ikke kender, så tror jeg det er kommunen. Og at jeg måske aldrig skal se min mor igen«.

Afhøringerne af Amanda viste ikke noget om at Amandas mor var voldelig. Tværtimod fortalte Amanda om hendes fars vold og misbrug. Alle disse oplysninger får Fredericia Kommune øjeblikkeligt, da de er med selv. Politiet vælger derfor at lukke sagen, da der ikke var begrundet mistanke om at hendes mor havde begået vold. Men efter oplevelsen flygtede de begge på krisecenter. For imellemtiden havde Amandas far fundet ud af, hvor de boede. Ifølge sagsakterne er oplysningerne kommet via stalking. I en mail skriver Amandas far til Fredericia Kommunens socialrådgivere, om hvor hun opholder sig.

Denne gang var de gået under jorden på en ukendt adresse, og dermed havde de end ikke meldt adresseskifte til Folkeregistret. Alligevel dukker der pludselig to socialrådgivere op på adressen, og spørger efter Amanda. Hvor havde de adressen fra? Hvem havde fortalt dem, hvor Amanda opholdte sig?

»Jeg hører at Amandas mor opholder sig hos x«, skriver Amandas far til Familieafdelingen.

Efter 2 års tungt forløb vælger Amandas mor at kaste håndklædet i ringen. Hun tror ikke længere på, at hun kan få en normal sagsbehandling i Fredericia Kommune. Hun rejser derfor til en anden kommune og anmelder sagsbehandlerne til politiet for en længere række af forhold. I den nye kommune henvender hun sig til Familieafdelingen der. De iværksætter en paragraf 50 undersøgelse og sætter ind med psykologhjælp. Undersøgelsen munder ud i, at der ikke er noget galt med Amandas mor. Amanda og hendes mor begynder at få mere ro, og nu kan Amanda igen begynde at gå i skole. Nu i 6. klasse. Amandas mor skifter navn og får hemmelig adresse.

Freden varer dog kun i 6 måneder. For ud af det blå dukker Amandas far pludselig op på hendes nye skole. Han trænger ind på skolen, hvor han bliver stoppet af nogle lærere. Politiet tilkaldes, men han er forsvundet. Selvom han kan ses på videoovervågningen, vælger politiet ikke at gøre noget. Men prisen for Amanda er høj. Hun tør ikke længere gå i skole:

»Vi kunne ikke forstå, hvordan han havde fundet os. Vi var i en ny by. Hvorfra havde han vores adresse? Min mor er sikker på, at han har fået den via hans forbindelser. Men jeg turde ihvertfald ikke være i skolen længere. Efter nogle måneder besluttede den nye kommune at hyre en bodyguard, der kunne følge mig i skole hver dag. Så kom jeg tilbage. Men det blev aldrig det samme. Jeg var kendt som pigen med en psykopatfar. Skolelederen havde nemlig skrevet et brev til alle skolens forældre om episoden, hvor han dukkede op og politiet kom. Jeg kunne ikke længere få nogle legeaftaler«.

På trods af gentagne anmodninger om at få et tilhold sker der ikke noget. Vi har spurgt politiet, Rigspolitiet og Statsadvokaten, men vi har aldrig fået et svar fra dem om hvorfor anmeldelserne ikke fører til tilhold. På et tidspunkt flytter Amanda og hendes mor også til en tredje kommune på en ukendt adresse. Men også her dukker Amandas far pludselig op på gaden. De flygter igen på krisecenter, først i Århus og senere i Ringsted. Alt imens behandler domstolene sagen ved retten, da Amandas far har anlagt en sag om forældremyndighed, som han ender med at tabe.

Men i et notat står der, at ledere fra Familieafdelingen i Fredericia Kommune personligt har ringet til den nye kommune, og på et fællesmøde med rådgivningsmyndigheden VISO, foreslår man at tage indtægten fra Amanda og hendes mor, så hun ikke har noget valg andet end at aflevere sit barn. Den nidkære interesse for Amanda gentages stort set allesteder, hvor Amanda og hendes mor tager ophold. De når sammenlagt at være på flugt i 2 år, indtil sagen endeligt afsluttes ved retten.

På trods af de mange udfordringer lykkes det Amanda at få passet sin skolegang. Hun når at gå på utallige skoler. Hun bliver fagligt dygtig, og hun har også rigtig meget lektietid, fordi der ikke er nogen kammerater, der må være sammen med hende. Efter en periode når hun frem til 9. klasse, og hun vil meget gerne på en ungdomsuddannelse i en større by. Det betyder også at det er mest hensigtsmæssigt at komme tilbage til Fredericia, hvor Amanda har sine rødder. Amandas mor kontakter derfor ledelsen i Familieafdelingen. Hun vil gerne have en dialog med dem, så hun ikke risikerer nye anmeldelser og sager i modtagelsen.

Sagen er jo slut.

Dette afviser ledelsen i Familieafdelingen dog. De vil ikke mødes med Amanda. De forsikrer hende blot om, at de vil behandle sagen objektivt. Amandas mor er meget opsat på, at de medarbejdere der er blevet politianmeldt, ikke skal beskæftige sig med hendes sag. De flytter herefter tilbage til byen. Amanda er blevet 15 år og kan tale for sig selv. Der er lavet mange undersøgelser, og sagen er gennembelyst. Det stoler de på er sikkert nok.

Farvel Fredericia (Foto: Fredericia AVISEN)

5 måneder senere startede de samme medarbejdere Amandas sag op igen, med begrundelse i de samme anklager, de brugte sidst, som politiet og anklagemyndigheden en gang har afvist grundlaget for, og som to domsafsigelser om forældremyndighed modstrider. En morgen bliver Amanda derfor igen nød til at blive hentet ud af klassen, da der står en socialrådgiver fra Fredericia Kommune.

»Jeg græd. Jeg vidste godt, at nu skulle vi under jorden igen. De lod som om det var omsorg for mig. Men de har aldrig lyttet til mig eller min mor. Jeg har flere gange fortalt dem, at min far stalker os. At han drikker og slår. De er ligeglade«, siger Amanda.

Samme dag anmeldte lederne i Familieafdelingen Amandas mor til politiet for vold. Samtidig brugte de anmeldelsen som begrundelse for at nægte hende aktindsigt. Derfor kunne hun i flere måneder end ikke se, hvad hun nu var anklaget for. Et forhold Ankestyrelsen valgte at kritisere. De nægtede også at udlevere sagsakterne til Ankestyrelsen, hvilket Ankestyrelsen også kraftigt kritiserede.

Amandas mor blev ringet op af politiet, der forlangte at de omgående kom til Kolding. Her blev hun igen afhørt, og atter afviste politiet at forfølge sagen. Som bisidder var det en socialchef i den anden kommune, der havde fulgt Amanda gennem mange år, der stod for håndteringen: De var nemlig flygtet tilbage til den anden kommune, der nu havde fået ansvaret igen. Hele sagen blev lukket på få uger. Der var med andre ord ingen som helst grund til den sag, som lederne i Fredericia Kommune på ny havde etableret i 2020.

I dag lever Amanda igen på en skjult adresse. Hun passer sin ungdomsuddannelse. I mellemtiden kom der adskillige underretninger, en af dem til Ankestyrelsen. De undersøgte også sagen, og nåede frem til den samme konklusion som den anden kommune, og ikke Fredericia Kommune. Sagen er nu lukket, men alligevel frygter Amanda Familieafdelingen:

»Jeg nægter at de skal tage min ungdom fra mig. Familieafdelingen tog min barndom fra mig. Nu siger jeg fra. Jeg står frem. I skal ikke ødelægge min ungdom. Lad mig være i fred. Det er alt, hvad jeg beder om. Jeg ved godt at I har arbejdet sammen med ham. Men det er mit liv, og jeg er en af de børn, I påstår I hjælper. Det gør I ikke. I kommer ud af det blå og skræmmer børn på skolen. I truer os med at vi ikke kan være sammen med vores familie. I ødelægger os«, slutter Amanda.

I sagsakterne fremhæves det hos Fredericia Kommune gentage gange, at deres interesse i Amanda skyldes bekymring for hendes trivsel. Dette på trods af deres egne afhøringer, politiets afhøringer, domstolenes afhøringer og den anden kommunes afhøringer. Familieafdelingens opfattelser modstrides dermed af socialcheferne i den anden kommune, Ankestyrelsen og domstolene.

Amanda sidder sammen med Inger Nielsen. Sagen har berørt byrådspolitikeren dybt, der mener at bare en sag af denne slags er for meget. Hun har lige nu kontakt med flere borgere med sager, der ønsker en undersøgelse af Familieafdelingen:

»Vi skal ikke have metoder, der skaber dårlige sager. Jeg kan ikke bare afvise alle de borgere, der henvender sig. Når jeg kan høre fra en ung pige, hvordan hun oplever vores Familieafdeling, så vælger jeg at tro på, at det kan vi gøre bedre. Vi har allerede haft en tilbundsgående undersøgelse af Jobcentret, hvor vi inddrog borgerne. Det skal vi også gøre med Familieafdelingen. Der er for mange eksempler på sager, der er kørt helt af sporet. Her er det ledelsens ansvar, at sørge for at kursen er lagt korrekt og til gavn for børnene. Hvis man ved, at der er vold og alkohol, skal man ikke sidde og skrive, at det er en mulighed at bringe et barn hjem til den slags«, siger Inger Nielsen.

Hun fokuserer også på andre undersøgelser, der peger i kritiske retninger. I 2018 lavede SFI, Socialforskningsinstituttet, en undersøgelse af forholdene for børn og unge i landets kommuner. Fredericia Kommune tilhører landets allermest belastede kommuner, slår undersøgelsen fast. Kommunen har det højeste belastningstal i Jylland, og det deles med Norddjurs Kommune. Rapporten kan læses her.

»Jeg ved godt at det er upopulært nogle steder, at vi rejser spørgsmål til sagerne. Men det er der desværre god grund til, og jeg tror kun at svarene kommer, når vi begynder at inddrage borgerne i en undersøgelse af deres påstande. Og så vil jeg gerne sige, at nu skal den her pige have noget ro«, slutter Inger Nielsen. ■

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar til sagen fra Fredericia Kommunes ledelse. Kommunens holdninger er dog citeret i sagsakterne og mails til Amandas mor, og sagen har i årevis været velkendt hos ledelsen. Vi har udeladt detaljer, der kan afsløre Amandas identitet men bygger artiklen på omfattende research og interviews.

Følg
Notikation om
guest
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Brian Steff Magnussen
Brian Steff Magnussen
1 måned siden

Alle borgere har aktindsigt i deres egne sager, Som det der er beskrevet i artiklen. Alligevel er det meget få af befolkningen der benytter sig af den ret mens kommune, amt og stat kører rundt med menneskers liv for at få det passet ind i det offentliges forfejlede systemer.

Hasse Jensen
Hasse Jensen
1 måned siden

Det er skemalagte metoder, der skaber falske sager.

Det sker i hele Danmark.

Systemet skaber falske børnesager, for at skabe vækst i de offentlige forvaltninger.

Metoderne er gammelt kente metoder, til at skabe bedrageri, med falske påstande og magtovergreb.

#peacemakerprojekt

Kristina Nielsen
Kristina Nielsen
1 måned siden

Ja voldelige og alkoholiske fædre med kommunal baggrund skal selvfølgelig beskyttes! Så må mor og børn på flugt fra ikke kun eksmandens vold, men også fra systemets vold. Godt der findes krisecentre hvor mødre og børn kan få hjælp!

Anonnym
Anonnym
1 måned siden

Dejligt kommunen griber ind. Og børn vil altid tage deres forældres parti, uanset hvor dårlig de trives i hjemmet

Anonym M
Anonym M
27 dage siden

Jeg har læst om Amanda, der står beskrevet at hun og hendes mor flytter til forskellige kommuner fordi far har fundet dem. Jeg tror ikke på at det er gennem kommunen far har fået oplyst deres nye adresser, til gengæld ser det ud som om familieafdelingen til en forandring har stillet spørgsmålstegn ved om problemet ligger hos far eller hos mor. Det var måske før denne afdeling blev skræmt af begrebet forældre fremmedgørelse. Denne historie er helt sikkert noget div advokater vil hive frem for at fastholde en fars eller mors jerngreb i deres barn.