Der venter Fredericia jazzoplevelser i særklasse, når JAZZ I TREKANTEN slår dørene op til årets festival den sidste uge i august.

På plakaten er blandt andet Jesper Thilo All Stars, der gæster Det Bruunske Pakhus torsdag den 1. september 2016. Til lejligheden har Thilo samlet sine favoritmusikere til en omgang swingmusik i verdensklasse. Lørdag den 3. september 2016 er der dømt børnejazz og sjov og ballade for børn og barnlige sjæle, når Jesper Bauder Børnejazz spiller jazzede udgaver af kendte børnesange i C-Byen. Som afslutningskoncert på årets festival JAZZ I TREKANTEN optræder Dorado Schmitt Quartet med Maria Montell i forgrunden søndag den 4. september 2016 på Det Bruunske Pakhus. Orkesteret byder på forrygende gypsy-jazz, der nærmest genialt møder den blødeste bossa nova-jazz. Orkesterets lokale islæt er bysbarnet Esben Strandvig på guitar.

Festivalen JAZZ I TREKANTEN inviterer til jazzfest i alle syv kommuner i Trekantområdet. Af andre store koncertoplevelser kan bl.a. nævnes RIEL/PASBORG feat. Annissette, Mikkelborg m.fl., Cæcilie Norby & Lars Danielsson, Horse Orchestra, Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk, Claus Waidtløw Trio, Stig Rossen Jazz Quartet, Jazz Five, Blood Sweat Drum + Bass feat. Palle Mikkelborg og Jeppe Kjellberg, som er kendt fra bandet WhoMadeWho, Gunde on Garner og I Think You’re Awesome.

”Vi har ønsket at skabe et program med noget for enhver smag. For jazz er utrolig mange ting. Det vil vi gerne vise på vores festival. Vi er meget stolte over at kunne byde på jazzoplever i absolut særklasse”, udtaler Karsten Bech, der er formand for festivalen JAZZ I TREKANTEN.

Det fulde program for JAZZ I TREKANTEN 2016 kan ses på jazzitrekanten.dk og på livejazz.dk.

FAKTA
Festivalen JAZZ I TREKANTEN afholdes i dagene 26. august til 4. september 2016
Festivalen JAZZ I TREKANTEN tæller mere end 80 koncerter og events i alle syv kommuner i Trekantområdet
Til mange af årets koncerter er der gratis entre
Trekantområdet er hovedsponsor, men festivalen har også modtaget støtte fra Statens Kunstfond og private fonde (Sydbank, Nordea-fonden og Kai D-fonden)