Trekantområdets Jazzfestival er netop klar med årets musikprogram, der tæller mere end 120 koncerter med kunstnere fra både ind- og udland. Med årets helt store hovednavn Omer Avital er der dømt jazzmusik i verdensklasse, når en af landets mest betydningsfulde jazzfestivaler rammer Trekantområdets syv kommuner i slutningen af august.

For femte år i træk løber Jazz I Trekanten af stablen under Trekantområdets festivaluge fra fredag d. 23. august til søndag d. 1. september. Festivalen strækker sig over ti dage med koncerter i hele Trekantområdet. Festlighederne bliver skudt i gang under Kulturnatten i Kolding med både Street Parade og Jazzlounge efterfulgt af en række store koncerter med bl.a. soul-jazzgruppen Blast på Axeltorv.

Årets helt store hovednavn, Omer Avital, er en af tidens mest markante jazzmusikere. Han har base i New York og er med sin kontrabas blevet kendt som “Israels Charles Mingus”. På Godset i Kolding spiller han koncert med sin drømmekvintet Qantar, hvor han skubber til den moderne jazz, når han inkorporerer mellemøstlige og spirituelle toner fra sit hjemland Israel.

Sekretariatschef for Jazz I Trekanten, Karsten Bech, er begejstret over årets ambitiøse program:

“Jeg er meget stolt over, at vi både kan præsentere en række store jazznavne, som vil tiltrække inkarnerede jazzkendere fra hele Danmark, og samtidig et omfattende program, der når ud til et stort lokalt publikum”.

Karsten Bech pointerer, at det er en stor fordel, at festivalen ligger sammen med Trekantområdets festuge og fortsætter: “Vi har en enestående mulighed for at præsentere bredden i jazzen for de mange mennesker under festugen, og på den måde vise, at der findes jazz for enhver smag”.

Krydsfelt og “Artist in Residence”

Fokus for dette års festival har været at præsentere flere store navne på de mange spillesteder og samtidig udvikle nye projekter og koncertformater. Sidste år tog det musikalske eksperiment “Krydsfelt” form, da to musikere fra forskellige musikkulturer fandt sammen og udviklede helt ny musik. I 2018 var det jazzmusikeren Mads Mathias og elektronisk musiker Joakim Moesgaard, der sammen fusionerede de to stilarter og skabte et helt nyt udtryk. Projektet vandt en DMA Jazz pris for årets nytænkende koncertoplevelse 2018. Krydsfelt er derfor også at finde på programmet i år, både med de to kunstnere fra sidste år, men også årets nye “Artist in Residence”, Mathias Heise, i forening med elekronisk musiker Joakim Moesgaard.

Igen i år sætter Jazz I Trekanten fokus på en af tidens danske jazzmusikere under konceptet “Artist in Residence”. I år har festivalen inviteret Mathias Heise, som er blevet verdenskendt med sin mundharpe. Han vil under festivalen spille sammen med flere forskellige kunstnere. Lørdag d. 31. august gæster han Harmonien i Haderslev i et unikt set-up, hvor han har skrevet musik til et møde mellem sit eget funk-band Mathias Heise Quadrillion og militærorkesteret Slesvigske Musik Korps.

Højdepunkter

Kolding bliver alle festivalens ti dage vært for en perlerække af jazzkoncerter. Årets helt store navn, Omer Avital kommer hele vejen fra New York med sin kontrabas, hvor han fredag d. 30. august vil tryllebinde publikum med sin anmelderroste drømmekvintet Qantar. Cæcilie Norby og Lars Danielsson spiller deres stemningsfyldte koncert “Just the two of us” i Kulturforum Würth tirsdag d. 27. august og Tobbers Madbar forvandles tirsdag til fredag til JazzHouse for unge kunstnere. 

Jazz I Trekanten er igen i år en del af Vejle Fjord Festival, og på haven i Vejle kaster Julie Berthelsen sig ud i et nyt projekt, hvor hun sammen med Pojken Flensborg Kvartet synger jazzede versioner af sine egne hits. I Vejle vil der under hele festivalugen være masser af jazz og som noget helt exceptionelt gæster Niels Jørgen Steen med sit A-Team Bygningen i Vejle d. 1. september, hvor de vil runde dette års Jazz I Trekanten af med manér.

C-byen i Fredericia har en helt særlig atmosfære og stemning, som i år danner rammen om en helt ny duo. Det sker ofte at de to kunstnere Mads Mathias og Mathias Heise bliver forvekslet med hinanden, og det skal der laves om på. Søndag d. 1. september spiller de to kunstnere for første gang en koncert under samme navn, Mads Mathias Heise.

Lillebælt Værftet i Middelfart er en stemningsfyldt lokation, der får industri og musik til at mødes i smuk forening. Værftet vil under festivalen være vært for flere koncerter, heriblandt Koppel og Søn torsdag d. 29. august. På CLAY kan man opleve “PH på ny”, hvor Margrete Grarup og Michael Sunding fortolker Poul Henningsens ord og sange lørdag d. 24. august.

Haderslev har foreningen SG25 lavet en minifestival i deres lokaler i Slotsgade 25, og Sinne Eeg åbner festivalen fredag d. 23. august. Hun er et af Danmarks stærkeste bud på en jazzsangerinde med internationalt format, og sidste år begejstrede hun publikum i en fyldt koncertsal på Trapholt. Lørdag besøger det prisvindende unge orkester Aloft Quartet SG25, og søndag giver brødrene Thomas og Andreas Fryland, som er opvokset i Haderslev, en koncert med lokale musikere.

Billund bliver der også rig mulighed for at høre masser af skøn jazzmusik. I Billund samler Melissa Inya sangerinderne Karen Mukupa og Donna Cadogan og spiller sammen med et stort orkester hyldestkoncerten “Aretha Franklin Tribute” på Byens Plads lørdag d. 24. august. I Grindsted er der også lagt op til en af de helt store musikalske oplevelser, når Dario Campeotto gæster Torvet sammen med Flensborg Kvartet fredag d. 30. august.

Der er dømt jazz for alle, når ni musikere fra “I Think You´re Awesome” og Taïga indtager Vejen Idrætscenter hele lørdag d. 31. august. I forskellige konstellationer vil orkestret spille koncerter tilpasset de mange steder i idrætscentret, som fx Jump Funk i springhallen og Float i svømmehallen. Arrangementet er både for børn og voksne.

FAKTA

  • Festivalen Jazz I Trekanten afholdes i dagene 23. august til 1. september 2019
  • Festivalen består af over 120 jazzkoncerter i alle syv kommuner i Trekantområdet: Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle.
    Hele programmet kan ses på www.jazzitrekanten.dk og på www.LiveJazz.dk
  • Årets helt store navn er den israelske komponist og kontrabassist, Omer Avital, der gæster Godset fredag d. 30. august med sin drømmekvintet Qantar. Billetter til denne og andre udvalgte koncerter kan allerede nu købes gennem jazzitrekanten.dkog livejazz.dk.
  • Trekantområdet, Kolding Kommune og Spar Nord fonden er hovedsponsorer, og festivalen modtager også støtte fra Statens Kunstfond og en række private fonde og sponsorer.
  • Festivalen arrangeres af foreningen Jazz I Trekanten, som er en paraplyorganisation for mere end 15 foreninger i alle syv kommuner.
https://www.ibc.dk/hf-vuc/