I efterårsferien kan hele familien få sjove, finurlige og fantasifulde musikoplevelser, når Jazz I Trekanten igen inviterer til børnejazzfestivalen Jazz for Kids i Trekantområdet. Årets program er klar og tæller 12 koncerter i henholdsvis Vejle, Kolding og Middelfart. Koncerterne har børnene som fokus ved at inddrage alle sanser gennem leg, dans og fortælling.

Der er rig mulighed for at lade kreativiteten, fantasien og musikaliteten få frit løb når børnejazzfestivalen Jazz for Kids On Tour præsenterer jazzmusik af højeste kvalitet for børn og deres forældre eller bedsteforældre i efterårsferien fra lørdag d. 12. oktober til søndag d. 20. oktober.

Jazz I Trekanten har netop afholdt sin årlige jazzfestival i forbindelse med Trekantområdets Festuge i uge 35 med stor succes, men dette får ikke folkene bag foreningen Jazz I Trekanten, til at hvile på laurbærerne. For anden gang inviterer de hele Trekantområdet til børnejazz, for hos Jazz I Trekanten er der nemlig et helt særligt ønske i forhold til også at nå den helt unge målgruppe: ”Vi ønsker at bringe musikken tættere på det helt unge publikum og give børnefamilier musikalske oplevelser fra øverste skuffe. Mange tilbud til børn er i dag styret af læringsmål eller lukkede spilscenarier – her mener vi jazzen har en helt særlig evne til at åbne og stimulere fantasien, samt inspirere til spontan sang og dans.”, udtaler initiativtager og sekretariatschef for Jazz I Trekanten, Karsten Bech. Han er derfor begejstret for igen i år at kunne arrangere Jazz for Kids On Tour i samarbejde med Copenhagen Jazzfestival og lokale arrangører.

En festival med vokseværk

I 2018 fandt Jazz for Kids On Tour sted for første gang i Trekantområdet, og allerede i år har børnejazzfestivalen fået vokseværk: Fra 8 koncerter sidste år til 12 koncerter i år, der for første gang også tager til Vejle, Børkop og Jelling med prisvindende navne som Astro Buddha Agogo, Kira Martini, Michala Østergaard-Nielsen og skuespiller Ellen Hillingsø.

Målet med børnejazzfestivalen er at møde børnene i børnehøjde gennem jazzen, og der gås ikke på kompromis med kvaliteten. ”Vi ønsker at vise børn og deres forældre kvaliteten og mangfoldigheden i jazzen som genre. Jazzkoncerterne er under denne festival selvfølgelig målrettet børn, men man skal ikke forvente traditionelle børnesange i jazzede udgaver. Koncerterne er med dygtige, professionelle jazzmusikere som i et originalt set-up spiller den musik de også spiller for det voksne publikum, men hvor børnene inddrages ved at spille på alle sanser.” siger Karsten Bech.

Programmet er alsidigt og henvender sig både til dem med krudt i numsen og til de mere stille hvor der bliver plads til fordybelse. Alle koncerter er gratis undtagen én enkelt koncert på Godset. Koncerter i Nicolai for Børn er gratis, når entréen til børnekulturhuset er betalt.

Højdepunkter

Kom med på en drømmerejse

En af de helt særlige oplevelser der er blevet udviklet til lige netop dette års børnejazzfestival er en drømmekoncert der kombinerer jazzmusik og fortryllende visuals. Her kan du komme med på en helt unik drømmerejse, når bandet Hvalfugl inviterer til koncert i ’Den 2. verden’ i Nicolai for Børn, hvor vægge og loft bliver baggrund for visuelle, animerede fortællinger med musikken som udgangspunkt. Her kan man finde sig til rette med sin voksne og måske sit yndlingsputtedyr og følge med ind i Hvalfugls smukke og drømmende univers på en rejse gennem lys, billeder og lyd. Koncerten finder sted på Nicolai For Børn i Kolding onsdag d. 16. oktober.

En magisk koncertfortælling

Skuespiller Ellen Hillingsø er et af de kendte ansigter under festivalen. I en poetisk og medrivende koncertfortælling bydes publikum med på en eventyrlig rejse, når nogle af de mest kendte fortællinger fra den legendariske eventyrbog “Tusind og én nat” opføres i et samspil mellem oplæser Ellen Hillingsø og jazzmusiker Michala Østergaard-Nielsen og band. Resultatet er en helstøbt koncertfortælling for hele familien, hvor man drages ind i eventyrernes fantastiske verden med oplæsning og musik. Arrangementet kan opleves både på Vejle Bibliotekerne og Kolding Bibliotek fredag d. 18. oktober.

Herudover kan du under børnejazzfestivalen bl.a. opleve sange om pudsige skabninger og finurlige møder, trommerejser, energifyldte blæsere og små frække rytmevæsener.

Find hele programmet med tid og sted på www.livejazz.dk eller www.jazzitrekanten.dk

FAKTA

  • Jazz for Kids On Tour er en børnejazzfestival der afholdes i efterårsferien i uge 42 med start lørdag d. 12. oktober og sidste koncert søndag d. 20. oktober
  • I mere end 30 år har Copenhagen Jazz Festival arrangeret jazzkoncerter for børn, og gennem årene har koncerterne udviklet sig til koncerttemaet Jazz for Kids.
  • I 2018 indgik Copenhagen Jazzfestival samarbejde med Jazz I Trekanten om at udbrede konceptet til også at omfatte Trekantområdet.
  • Jazz for Kids On Tour arrangeres af Copenhagen Jazzfestival og Jazz I Trekanten i samarbejde med Børnekulturhuset Nicolai For Børn, Tobbers Madbar, Middelfart Bibliotek, Vejle Bibliotekerne, Kolding Bibliotek og Jazz6000.
  • Årets program består af 12 koncerter fordelt i Kolding, Vejle og Middelfart
  • Programmet kan findes på www.livejazz.dk samt www.jazzitrekanten.dk
  • Jazz for Kids On Tour blev afholdt for første gang i Trekantområdet i 2018 med 8 koncerter – i år er festivalen vokset til hele 12 koncerter.
  • Børnejazzfestivalens sponsorer er: Spar Nord Fonden, EWII, Nordea Fonden, Trekantområdet, Kolding Kommune og Vejle Kommune.