Foreningen Jazz I Trekanten arbejder på højtryk for at få live-jazz oplevelser ud til hele Trekantområdet så hurtigt det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Der arbejdes nu med nytænkende alternativer til de mange jazzfestivaler, som jo desværre er aflyst hen over sommeren.

Nye tider kræver nye tanker – det gælder også for kulturområdet. Festivalen Jazz i Trekanten skulle efter planen løbe af stablen under Trekantområdets Festuge i uge 35, 21.–30. august 2020. Mere end 120 sprudlende jazzkoncerter var planlagt, men grundet følgerne af Coronakrisen, er det ikke muligt at afholde festivalen og festugen på samme måde som tidligere år. Den samme skæbne er overgået mange andre festivaler i hele landet, og lige nu er der risiko for, at der opstår et kulturelt tomrum gennem den danske sommer.

Så tiden er til at tænke kreativt og finde nye veje, hvor kulturen kan flyde fra de trængte musikere ud til de hungrende musikelskere. Jazz i Trekanten arbejder på flere fronter i tæt samarbejde med kunstnerne og de mange involverede arrangører. Sekretariatschef Karsten Bech fra foreningen forklarer: ”Vi arbejder med mange forskellige ideer til at få musikken ud, og vi opdeler dem i en række scenarier afhængigt af hvor mange tilskuere, der kan samles under betryggende omstændigheder. På den måde er vi klar til at afholde koncerter i takt med, at myndighederne åbner op for kulturlivet.”

Jazz I Trekanten også er helt bevidste om, at lige nu er der helt lukket for at samle folk omkring kulturbegivenheder, og i værste fald kan der går uger og måneder endnu før dette er muligt.

”Vi arbejder ud fra en worst-case betragtning om, at det kan tage lang tid før der bliver åbnet. Så kan man jo altid blive positivt overrasket” griner Karsten Bech og fortsætter. ”Derfor er vi lige nu i gang med at etablere en lukket scene, hvorfra vi kan live-streame koncerter i virkelig god kvalitet. Det sker i samarbejde med Mungo Park Kolding – Kolding Egnsteater og de mange unge frivillige, som tidligere har drevet vores unge jazzscene, JazzHouse, på Tobbers Madbar i Kolding.”

Inspirationen til scenen kommer fra initiativer som ’Baggårdsjazz’, hvor musikere har spillet koncerter i det fri og samtidig streamet koncerterne på Facebook. Jazz I Trekanten samarbejder nu med genreorganisationen JazzDanmark og en række spillesteder i hele landet om at lave en fælles platform for streamede jazzkoncerter, og de planlægger den første koncert sendt direkte fra foyerscenen på Mungo Park Kolding – Kolding Egnsteater allerede i weekenden 2. og 3 maj.

”Det er vigtigt for os at sende disse koncerter i super lækker kvalitet, både på lyd og billedsiden. Derfor vil vi træne de unge, frivillige fra JazzHouse til at betjene udstyret og producere spændende udsendelser. Vi kommer også til at ekspimentere med mange forskellige formater, så vi ikke blot sender normale koncerter, men også krydrer med historier, spændende billedeffekter, talkshows med musikerne og meget mere. Kun fantasien sætter begrænsninger.” siger Sussie Bech fra Jazz i Trekanten, som er tovholder på hele projektet. ”Vi tror også, at streamingkonceptet kan bruges senere i efteråret, når vi forhåbentlig må samle et publikum igen. Der vil være mange ældre og sårbare personer, som ikke må eller tør gå til koncerter, hvor de risikerer at blive smittet. De vil nu kunne sidde trygt hjemme i deres stuer og få leveret fantastiske koncerter fra vores egne, lokale spillesteder.”

Streaming set-up er kun første fase i en lang række af nytænkende initiativer, som Jazz I Trekanten planlægger. På listen er også ting som drive-in koncerter, udendørskoncerter i parker eller private haver og koncerter i lokaler hvor det er let at placere publikum med passende afstand. Foreningen har sikret, at streaming udstyrer er transportabelt, så der vil være mulighed for sende de koncerter på nettet, også når et begrænset publikum kan deltage. En tjeneste man også gerne vil hjælpe arrangører i hele Trekantområdet med at bruge.

”Vi støtter naturligvis 100 % op om Trekantområdets plan om at fordele de arrangementer, der var planlagt i uge 35 festugen ud over efterårsmånederne. Det er en rigtig god ide, og vi følger tæt hvilke muligheder, vi kan tage i brug når vi kommer så langt”, siger Karsten Bech, og henviser til meldingen om, at Festugen nu vil foregå i perioden fra september til november under temaet ’På den anden side’. Han fortsætter: ”Vi har samtidig en ambition om at udfylde det kulturelle tomrum, som aflysninger af festivaler og store begivenheder hen over sommeren har efterladt. Derfor starter vi allerede nu ud med streaming og små koncerter når det er muligt.”

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer