Den 2. december indledes den nervepirrende kamp, når kommunens 6. klasser mødes i Tøjhuset i jagten på den eftertragtede titel: ”Danmarks klogeste Klasse”. Fredericia kommunes 6. klasser har igen i år mulighed for at vise, at de har styr på så forskellige emner som f.eks. historie, film, natur & teknik og eventyr.

Den landsdækkende læse- og vidensquiz Smart Parat Svar udfordrer ikke kun børnenes hjerneaktivitet, hukommelse og deres evner til at tænke hurtigt, men også til at samarbejde. I den lokale runde dyster 9 klasser med hver sit hold på fem elever, men kun én klasse vil blive kåret som vinder og dermed gå videre til den regionale runde, hvor de skal møde hele regionens dygtigste klasser. Den regionale runde finder sted på Vejle Bibliotek den 13. januar. Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kr. udspiller sig den 3. februar i Magasinet i Odense, og igen i år afholdes finalen i samarbejde med alle 8 TV2-regioner. Sigurd Kongshøj er vært – og alt kan ske!

Baggrund
Smart Parat Svar er en læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005.  Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og  almen dannelse. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og kloge åger – og viser, at det er sejt at være klog!