Snart vil ejendomme komme med i jagten på afkast. Det kan skabe kortvarig glæde og på længere sigt en boble.

Mine børn har med stor iver kastet sig over den virtuelle ønskeseddel, Ønskeskyen. Her kan man sætte links ind til de ting, man ønsker sig. Lige fra en rejse til månen til alverdens elektronisk udstyr – uden bekymring om, hvad ting koster. Umiddelbart en stressende faktor for enhver forældre, der vil kunne holde meget mere fri, hvis deres børns fantasi var mere udviklet.

På den anden side er det ganske befriende, at de yngste medlemmer af familien stadigvæk har et hav af ønsker. Det er straks værre, når det handler om børnenes tilbagevendende spørgsmål: Hvad ønsker du dig, far? Svaret er ofte kedeligt – fx en hyggelig dag eller en ting, du selv har lavet. Sandheden er jo, at jeg ingenting mangler.

Rigdom og mindre forbrug skaber øget opsparing

Netop dét ikke at mangle noget, er hele miseren. Vores generation er rigere end vores forældres generation, som er rigere end vores bedsteforældres generation osv. Samtidig stiger levealderen, og den gennemsnitlige ældre har et mindre forbrug end den gennemsnitlige yngre, der er i etableringsfasen.

Brug-og-smid-væk-tendensen er aftagende, og tendensen går nu mere i retning af at slide tingene op fremfor løbende at skifte ud, fordi man kan. Samlet betyder det, at der spares op som aldrig før.

Jagten på afkast er gået ind

Når der er et stort udbud af noget, som i dette tilfælde er likviditet, så falder prisen på likviditet. Derfor står vi nu med rekordlave og endda negative renter. Men det ændre imidlertid ikke på, at der ikke rigtigt er noget alternativ til at spare op – for hvad skal man bruge pengene på?

Derfor spår jeg, at boligmarkedet bliver ét af de steder, hvor jagten på afkast vil gå ind. Som Katrine i Matador – man køber fast ejendom, når tiderne er usikre. Der er nemlig ikke meget afkast at hente i obligationsmarkederne.

Ser man på handler med udlejningsejendomme gennem de seneste år, så handles de i Danmark med et løbende afkast på mellem 3,5 og 4 %. Det er historisk lavt, men i en international sammenligning er det væsentligt over niveauet i eksempelvis München, hvor afkastkravet er godt 2 %, og Taiwan hvor vi nærmer os 1 %.

Så set i internationalt perspektiv kan man godt forstå, at de udenlandske investorer kigger mod Danmark. Her er heller ikke nogen valutakursrisiko, som en følge af den danske fastkurspolitik til euroen. Og her udmærker Danmark sig i forhold til eksempelvis Norge og Sverige.

Der er immervæk langt fra 3,5 og 4 % og ned til den rente, man kan få ved at købe en obligation i dag. Så jeg tror, de professionelle investorer vil holde fast i deres ejendomme fremfor at sælge ud, også selv om priserne er kommet højt op.

Matador-Katrine kunne lugte en god handel

På helårsboliger er prisstigningstakten lige nu mellem 1 og 3 % på landsplan med store regionale forskelle. Selv for den mindre opsparer kan det altså være fristende at jagte afkast på boligmarkedet. I den forbindelse også fordi mange unge skubbes ud i at leje en bolig i de store byer, idet de ikke nødvendigvis kan købe en lejlighed uden at komme i konflikt med de såkaldte god-skik-regler. Det er regler om, at man ikke må belåne sin indkomst mere end fire gange. Den bevægelse det skaber mod lejemarkedet, vil gøre det mere interessant for andre at investere og leje ud.

Så selv om priserne på boligmarkedet ikke stiger så meget, som de har gjort, så er boligmarkedet trods alt et sted, der giver mere til investorerne end obligationer gør.

Derfor tror jeg, at priserne på boligmarkedet generelt holder sig oppe på et vist niveau – for de bliver et middel i kampen for afkast. Katrine i Matador kunne lugte en god handel – mon ikke mange flere vil begynde at tænke som hende.

Faresignal om en spekulationsboble

Hvis jeg får ret i, at ejendomme bliver et element i jagten på afkast, så ligger der for enden af den forudsigelse også en advarsel om en mulig spekulationsboble.

Der er en vis risiko for, at der kan gå spekulation i det. Så overvejer du at gå ind i jagten på et ejendomsafkast, så vil jeg her komme med nogle gode råd. Især bør man holde sig for øje, at der er en del modvind på lejlighedsmarkedet.

Fire gode råd til jagten på afkast

  1. Det at købe bolig er en langsigtet investering og bør ikke ske med henblik på en hurtig gevinst. Særligt lejlighedsmarkedet har igennem tiderne haft perioder, hvor man har set meget spekulationskøb, boble-tendenser og tab. Vær klog.
  2. Vær opmærksom på, at boligmarkedet traditionelt stiger meget i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Der ser vi lige nu, at priserne ikke stiger trods de faldende renter. Det skyldes, at der er regler for hvor mange gange, man kan belåne sin indkomst. Lige nu bremser denne regel mere end renten speeder markedet op, så her skal man passe på ikke at give for meget for en bolig.
  3. Der er nye boligskatter på vej. De vil alt andet lige bremse lejlighedsmarkedet og give medvind til villaerne. Der er bred konsensus om, at lejlighedspriserne vil falde mellem 5 og 10 % på grund af skatterne. Det skyldes, at de nye vurderinger forventes at være noget højere på lejligheder, idet Skat tidligere har meldt ud, at man har undervurderet værdierne på etagebyggeri
  4. Givet, at både skatter og vækstvejledninger kun gælder i de store byer, kunne man være fristet til at købe bolig på de såkaldte sekundære placeringer – fx uden for storbyerne. Her viser al erfaring, at priserne svinger meget mere end på de primære placeringer. Så det skal man passe på med, med mindre man har en meget lang tidshorisont eller vil være den sidste beboer. 
https://www.facebook.com/menyfredericia/