Fredericia Teaters underskud på 20 millioner kroner bekymrer borgmester Jacob Bjerregaard, der sætter alt ind for at redde Fredericia Teater. Det er en bunden opgave og økonomien vil blive monitoreret fra måned til måned, fortæller Borgmesteren i dette interview med Fredericia AVISEN.

Fredericia AVISEN fanger borgmester Jacob Bjerregaard på telefonen fra Christiansborg, hvor han har møder i dag. Han er meget ærgerlig over Fredericia Teaters underskud, og sætter nu alt ind på at redde Fredericia Teater.

“Det er et enormt ærgerligt regnskab. Det kan der ikke være to holdinger til. Det er frustrerende. Jeg tror, at vi alle har tænkt; det er godt nok mange penge at lave i underskud. De budgetmæssige forudsætninger har vist sig at være for optimistiske”, siger Jacob Bjerregaard og fortsætter:

“Vi holder alle meget af Fredericia Teater. Fredericia Teater er en stor driver i vores by, derfor handler det om at få reddet Fredericia Teater. Det er opgaven nu, og så skal økonomien konsolideres, så vi ikke havner i en situation uden et teater. Det er en alvorlig opgave, vi skal løse.”

Fredericia Teaters kulturelle succeser er ikke til at tage fejl af, men er bestyrelsen sat rigtigt sammen, mangler der ikke en erhvervsmand, der kan stille de økonomiske meget negative spørgsmål og se igennem et regnskab?

“Vi står med en helt ny sammensat bestyrelse. Beslutningerne der har givet underskudet går tilbage til gammel tid, lige nu er fokus at redde teatrets økonomi. Det er en klar hovedopgave,” siger Borgmesteren og uddyber:

“Så er det klart, at når vi når længere hen, så skal vi se på Fredericia Teaters setup, men det er ikke opgaven lige nu. Opgaven er at få reddet og konsolideret Fredericia Teater.”

Kan du forstå, at borgerne er nervøse for kommunens investeringer i Fredericia Teater, samt at de er bekymret for Fredericia Teaters økonomi?

“Jeg forstår godt bekymringen. Jeg er selv bekymret, men der er meget, der peger på, at forestillingerne i Fredericia gør det godt, mens dem udenfor Fredericia er skyld i det negative regnskab. Derfor noterer jeg mig også, at man skal spille i Fredericia, og skal man udenfor er det med livrem og seler. Jeg mener kort sagt, at Fredericia Teater skal spille i Fredericia,” siger Bjerregaard og fortsætter:

“Vi har stor gavn af de mennesker, der kommer til Fredericia og bruger vores restauranter og hoteller. Den del vil ingen miste, det er grundlaget for succesen i bymidten, og heraf skabes der mange arbejdspladser. Når det er sagt, så ønsker Fredericia Kommunes Økonomiudvalg en helt systematisk monitorering hver måned af indtægter og udgifter. Som jeg læser regnskabet, så er udgifterne styret, men det er et for højt skøn i billetsalget, der har svigtet. Det er en bunden opgave at få styr på økonomien, og hvis Fredericia Teater skal reddes og spille videre, så skal der være en anden opfølgning på tingene nu. I dag og i morgen handler det dog om at redde teateret, og så kommer der en fase to, hvor vi skal ind i nogle andre samtaler, hvor vi skal se på Fredericia Teater i forhold til at være bæredygtig på lang sigt”.

Hvad med et Fredericia Teater i Kanalbyen?

“Det er lidt væk lige nu. Lige nu er opgaven meget klar. Vi skal redde Fredericia Teater, og så kommer næste fase,” slutter borgmester Jacob Bjerregaard.

Læs også

https://www.facebook.com/SuperBrugsenErrisoe/

5 KOMMENTARER

  1. Jeg tror jeg taler for mange Fredericianere når jeg mener at nok er nok.
    Hvor længe skal skatteyderne i Fredericia holde hånden under teatret som jo gang på gang, har bevist, at det ikke er økonomisk levedygtigt.

  2. Tør nu øjnene og betal regningen. Vi der bor i Hovedstaden sætter stor pris på de mange fine forestillinger I laver for os her på vores hjemmebane. 😀😀😀

  3. Spændende hvor borgmesteren vil finde penge til en redningsaktion, når der ikke kan findes nogle håndører til vedligeholdelse af byens springvand – som alle har glæde af!

  4. Det er gribende så lidt politikerne har tilovers for kontanthjælpsmodtagere, når de samtidig giver 14 millioner kroner i tilskud til et teater, der så sætter 20 millioner ekstra til. En billet til 600 kroner kan de færreste på overførselsindkomst ikke betale, så Fredericia Teater er vist ikke noget for de ældre, syge eller børn. Men betales, det skal der, for det er fint.

  5. Ekstraordinære millioner på vej til Fredericia Kommune. Regeringen etablerer overgangsordning i udligningssystemet mellem landets kommuner. Ældreudgifter betyder, at Fredericia får 9,6 millioner kroner. Modelfoto: Jørgen Flemming, Colourbox
    Overgangsordning i udligning mellem kommuner begunstiger Fredericia. Borgmester mener dog, at Christiansborg efter et valg bør sætte sig ned ved lejrbålet og rede trådene ud./ Ja så bliver der råd til teateret også

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her