Fra midten af februar vil italienere på 50 år og opefter blive pålagt at blive vaccineret mod covid-19.

I et forsøg på at dæmme op for smitten har Italien allerede nu udelukket ikke-vaccinererede fra at deltage i en række aktiviteter, men nu tager den italienske regering endnu et skridt.

– Vi ønsker at bremse smitten og opfordre italienere, der endnu ikke er blevet vaccineret, til at blive det. Vi har især fokus på den aldersgruppe, der er i størst risiko for at blive indlagt, for at reducere presset på sundhedsvæsenet og for at redde liv, siger Italiens premierminister Mario Draghi i en erklæring.

Det nye krav træder i kraft fra den 15. februar, men det fremgår ikke hvilken eventuel sanktion, der bliver, hvis man ikke lader sig vaccinere. Til gengæld indføres der fra samme dato krav om, at man skal have et gyldigt vaccinepas for at må gå på arbejde. 

Allerede fra den 10. januar træder der nye restriktioner i kraft. For at få adgang til offentlig transport, hoteller, restauranter og fitnesscentre skal man have et vaccinepas.

Det drejer sig om i alt 28 millioner italienere, der i aldersgruppen +50 år vil blive pålagt at lade sig vaccinere.

Skriv en kommentar