Kulturminister Joy Mogensens forslag om at pålægge tech-giganter som Google og Facebook at betale for journalistisk indhold på deres platforme gennem en kollektiv forhandling mellem medierne og giganterne, møder stor opbakning hos PROSA – forbundet af It-professionelle.

Formand Niels Bertelsen udtaler:

– Det er et vigtigt og kærkomment forslag, som kulturministeren præsenterer her. Vi har længe været bekymret for, at tech-giganter som Facebook og Google har snyltet på de journalistiske medier, tjent penge på dem og været med til at bringe dem i knæ – uden selv at stå til regnskab for hverken redaktionelle standarder eller reelt betale for journalistikken. Det her forslag kan være med til at balancere magtforholdet.

– Når vi ser, hvordan Facebook er klar til at afvise alt journalistisk indhold, fordi den australske regering beder om en kompensation til medierne, så bliver vi meget bekymrede som it-professionelle. Vi ved, hvor hurtigt data, magt og kapital bliver koncentreret i store selskaber, og nu kan vi tydeligt se konsekvenserne for demokrati og oplyst debat. De er mildt sagt ikke kønne.

– Hvis vi skal sikre kvalitetsnyheder og styrke kampen imod fake news, så er det vigtigt at skride ind over for tech-giganterne med regulering og omfordeling.

– Det er vigtigt at vi rammer de rigtige med det her lovforslag. Der bør ikke være tale om en generel skat på links, ligesom vi mener, at kooperativer, foreninger og lignende bør friholdes, så forslaget ikke ender med at hæmme muligheden for at opbygge alternativer til tech-giganterne. Målet er tech-giganterne, ikke foreninger eller almindelige mennesker. Det er vi klar til at hjælpe regeringen med. Men overordnet set er vi stærkt positive.

– Metoden med en kollektiv forhandling er fair og fremsynet. Vi har gode erfaringer med kollektive forhandlinger igennem den danske model, og vi har flere gange efterlyst, at en lignende model blev bredt ud, så den også dækker tech-giganternes brug af data og indhold.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer