Sådan sagde min farmor altid, når hun blev udsat for en stor skuffelse i livet – eller noget var gået helt galt. For hun mente, at selvom det tingene var slemme, så ville de også kaste noget godt af sig. Og det vidste hun en del om, for livet havde budt hende mange prøvelser som kvinde, fattig og tyende på gårde i starten af forrige århundrede.

Jeg har altid syntes, det var en god rettesnor i livet. 

Januar: Jeg deltager sammen med min mand i en galla, der skal fejre Genforeningen i 1920, hvor sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Der er planlagt mere end 1.000 arrangementer, som skal fejre hundredeåret, men mange ender med at blive aflyst på grund af corona.

Så selvom jeg lige nu mest mindes 2020 for corona, afsavn og et voksende behov for en normal hverdag, så har året også bragt mig noget positivt. Og forhåbentligt er det de også de indtryk, der ender med at var længst.

Februar: SF’s formand Pia Olsen Dyhr og jeg besøger den Blå Oase i Aabenraa, som havde lukket deres natherberg på grund af manglende økonomi. Det er katastrofalt, fordi Sønderjylland ikke har mange muligheder for den type hjemløse, som søger herbergene. Vi lover at kæmpe for midler, og vi lykkes senere på året med det. Denne vinter har den Blå Oase igen åbent.

Først og fremmest føler jeg en dyb taknemmelighed for, at Danmark er sluppet nådigt gennem corona indtil videre. Jeg husker rædselsbillederne fra Italien med lastbilerne fulde af mennesker, som bukkede under for sygdommen, og hvor sundhedssystemet brød helt sammen. 1.298 danskere har i skrivende stund mistet livet til corona. Selv er jeg gået ram forbi: Jeg har ingen mistet, jeg har selv livet i behold, og jeg bor i et velfærdssamfund, hvor vi har systemer, der kan reagere og sikre, at vi også kan komme på sygehuset, når vi har brug for det. Der er meget at takke for.

Marts:
Justitsminister Nick Hækkerup og jeg besøger grænsen. Fotoet viser den fælles dansk-tyske grænsepatrulje – når kriminaliteten bliver grænseoverskridende, må politisamarbejdet også være det. Besøget er en optakt til det politiforlig, som først ender med at blive færdig i december.

Og så en stor optimisme på menneskehedens vegne. Vi er stået sammen, har sunget fællessange, købt ind for de sårbare og spist take-away for at støtte de lokale butikker. Vi har udvist samfundssind med mundbind, håndsprit og afstand. Også selvom julen, nytåret og sommerferien ikke blev som vi havde regnet med. Så flot af os alle! 

April: I april er meget nedlukket, og jeg bruger tiden på onlinemøder, men skal af og til også til København for at behandle lovforslag og stemme hastelove igennem. Jeg har et barn hjemme fra skole, og vi bruger meget tid på at gå ture på alverdens stier i lokalområdet. Vi tager også turen til tulipanmarken i Fole for at hente buketter til de ansatte på plejehjemmene – når vi ikke kan bruge penge på 1. maj-arrangementer, bruger vi i stedet budgettet på at sige tak til dem.

Endelig har jeg stor ydmyghed i forhold til nogle af de indsigter, corona har givet mig. Vi har sat tempoet ned – både privat og forbrugsmæssigt. Ingen butikker var åbne i marts, da min mand havde fødselsdag. Så gaver blev der ingen af, men i stedet arrangerede jeg en surprise-fødselsdag for nærmeste familie i maj – uden gaver. Det blev det faktisk kun hyggeligere af.

Maj: Arbejderkampdagen går også online. Villy Søvndal og jeg bruger facebook-live – Villy fortæller røde røverhistorier, spiller på sin guitar, og vi får da både holdt taler og drukket den ikoniske Aksel Larsel øl, som SF lavede til sit 60 års jubilæum.

Jeg lærte at sætte pris på gåture i naturen igen. Der er ikke den sti i omegnen, Clara og jeg ikke har betrådt. Ved et tilfælde fandt vi Syvårssøerne, som vi har besøgt igen og igen. Og vi har såmænd også planlagt en nytårstur derud 2. januar.    

Juni: Vi har forhandlet samtykkelov uden de store resultater i foråret, og mange af kvindeorganisationerne holder hver dag vagt udenfor Christiansborg for at få en ny voldtægtslovgivning baseret på samtykke. Juni bliver dog en god måned for nogle af mine beslutningsforslag: Jeg får ja til en ny stalkingparagraf – efter 11 års nej fra skiftende justitsministre. Det er også en stor sejr for mig, da et enigt folketing stemmer ja til mit beslutningsforslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forbedre forholdene for udsatte børn.

Jeg synes, der er al mulig grund til at udtrykke håb på indgangen til 2021. Vaccinen er på vej, og med det, vi har kunne gøre sammen, klarer vi også at gå de sidste skridt sammen. Det er ikke ovre endnu, men vi kan se et lys for enden af tunnellen.

Juli: Endelig sommerferie. Det meste af Europa er gået i gult. Vi tager campingvognen med til Harzen og kører impulsivt videre til Italien. Begge steder har man allerede mundbind, så vi er tilvænnet, da det kommer sidst i august i alle transportmidler. Mundbindet bliver en tro følgesvend på mine togture mellem Kolding og København.

Således opmuntret ønsker jeg alle et godt nytår og et fantastisk 2021.

Jeg har udvalgt 12 fotos til dig, som fortæller lidt om mit politiske 2020 – de første er vist ovenfor og de sidste her.

Godt Nytår

August: Udvalget for Øer og Landdistrikter, som jeg er formand for, besøger Årø og Mandø. Begge steder holder vi borgermøder med afstand og lytter til udfordringerne med at bo på en ø. Begge øer har oplevet svulmende mange turister gennem sommeren. Det har bragt indtægter med sig, men også en oplevelse af ikke at kunne betjene alle ordentligt, fordi der var så mange. Vi noterer os forslag og ideer, hvis næste sommer også kræver en stimulipakke med gratis færger.
September: Jeg har kæmpet for voldtægtsofres rettigheder siden 2010, så det er stort, da vi endelige lander en aftale om en ny samtykkelov. Her er hele holdet på vej fra justitsministeriet og ned til det berømte pressemøde, hvor vi bliver afkrævet eksempler på ”nydende lyde” som kan udgøre et samtykke til sex. Jeg bedyrer, at dette kun er første skridt, og at loven skal understøttes af nye særlige enheder hos politiet til området, for at det kan løfte kvaliteten af sagsbehandlingen. Det ender jeg med at få, da vi lander politiforliget.
Oktober: På folketingets åbningsdag fremlægges lovkataloget, og minsandten om ikke det stalkingforslag, som ministeren lovede mig, er i. 11 års kamp er slut. Nu skal det blive lettere at gribe ind i de sager.
November: I november forhandler jeg stadig politiforlig, så det sprøjter. Jeg besøger SSP i Vejle, som netop har modtaget en pris for deres forebyggelsesarbejde. Inspirationen omsætter jeg senere i politiforliget, så der skal igangsættes et arbejde, som skal bane vejen for en egentlig SSP-lov og det lykkes mig at sikre uddannelse til lokalbetjentene, der bliver den nye krumtap i nærpolitistationerne, som vi opretter en del af med det nye forlig.
December: Søren Pape tager fotoet, som besegler aftalen om politiforliget. Min største sejr er uden tvivl, at vi får de særlige enheder til partnervold, stalking, voldtægt og æresrelaterede forbrydelser. Området trænger til et løft, og jeg sender Kirstine Holst en venlig tanke den aften. Hun introducerede mig for ideen, men det var Lisbeth Jessen fra Danner, der endte med at udforme den. Bagefter fejrer de røde retsordførere aftenen på mit kontor med en mokai.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer