Tre lokale købmænd er gået sammen og taget konceptet Facebook Live-salg til sig. Kappels Vinhandel, Fredericia Isenkram og Ranch Svendsen har de to forgangne onsdage holdt livesalg i vinhandlen og hos isenkræmmeren, og i dag er turen kommet til smykke- og ureforretningen

Hvad gør man i en speciel tid? Sådan har de fleste butikker tænkt, og med de tekniske muligheder der er i dag med, at man kan gå live på forskellig sociale medier med simple midler, så er den bold blevet sparket i luften. Man ser virksomheder, der udelukkende er drevet til at facilitere sådanne ting. 

Kappels Vinhandel, Fredericia Isenkram og Ranch Svendsen er gået sammen om at afholde liveevents, og de tre butikker forsikrer, at der vil komme mere af den slags i fremtiden. Det hele startede onsdag d. 7. april klokken 20:00 i Danmarksgade hos Kappels Vinhandel, der dannede rammen om livesalget, og d. 14. april var turen kommet til Fredericia Isenkram. I dag er turen kommet til Ranch Svendsen, hvor det kommer til at gå løs klokken 20:00.

– Det er vigtigt, at det ikke kun går ud på salg, og det hele skal hele tiden være en balancegang mellem promovering vs. salg, siger Dennis Kappel.

De tre butikker har gjort det på den måde, at den butik, hvor livesalget afholdes fra, sender det på Facebook. De to øvrige butikker deler opslaget.

– Vi har alle sammen fået ekstra likes på vores sider ud af det, og på den måde er det også en bonus. Sociale medier er kommet for at blive, siger Dennis Kappel.

Genåbningen af Danmark er i fuld gang, men de tre købmænd ser stadig muligheden for at lave livesalg via Facebook.

– Der er butikker, der har fået det som en del af deres kerneforretning. For mit eget vedkommende kan jeg ikke leve af det, men det er et rigtig godt supplement. Jeg får vist varer frem på en anden måde til mange kunder, og får fortalt, hvordan man kan bruge varerne. Det er ikke altid, at man kan nå det til hver enkelt kunde, der går og kigger i butikken. Vi plejer at have omkring 200 med, og på den måde når det bredt ud, siger Daniel Huusmann fra Fredericia Isenkram.

I første omgang var planen, at der skulle afholdes tre liveevents, men med den succes de tre butikker har haft, kommer det til at fortsætte.

– Nu skal vi lige finde ud af formatet om det bliver hver uge, hver 14. dag eller hver måned fremover, men vi kommer helt sikkert til at fortsætte med det. Det vi hører er, at folk sidder og ser det på deres tv, ligesom når de sidder og ser X-Factor om fredagen. Det er fascinerende synes jeg, siger Søren fra Ranch Svendsen.

Dagens livesalg starter klokken 20:00 og kommer til at foregå via Ranch Svendsens Facebook-side.

1 1 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer