En time og fem minutter efter Lillebælt Halvmarathon blev skudt i gang løb hollandske Geert Jan Wassink over mållinjen.

Han gennemførte de 21,0975 kilometer i tiden 1:05:47 efter en tæt dyst med danske Thijs Nijhuis, der kom ind som nummer to.

“Jeg er rigtig glad for sejren. Det var et meget hårdt løb, for jeg er ikke vant til at løbe i bakker i, der hvor jeg kommer fra,” siger Geert Jan Wassink.

Engelsk sejr hos kvinderne

Godt otte minutter efter den første herre løb engelske Hannah Walker over målstregen i tiden 1:14:25. Hun blev fulgt af sin landsmand Victoria Knight på andenpladsen.

Det var første gang Hannah Walker løb i Danmark. Selvom hun løb hurtigt, og ruten var hård, så nåede hun at nyde udsigten fra Den Nye Lillebæltsbro.

“Inden start virkede stigningen op mod broen frygtindgydende, men da jeg først begyndte at løbe opad, var det ikke så slemt. Jeg følte, jeg havde kontrol over løbet. Det er en smuk rute, og jeg havde overskud til at nyde udsigten fra broen,” siger Hannah Walker.

På tredjepladsen kom danske Louise Batting fra Århus 1900 i tiden 1:16:16.

De 3 hurtigste løbere til Lillebælt Halvmarathon

Mænd

1) Geert Jan Wassink, Holland, 1:05:47

2) Thijs Nijhuis, Viborg Atletik og Motion, 1:06:27

3) Cameron Milne, Skotland, 1:06:39

Kvinder

  1. Hannah Walker, England, 1:14:25
  2. Victoria Knight, England, 1:14:42.
  3. Louise Batting, Århus 1900, 1:16:16

Se alle resultaterne fra Lillebælt Halvmarathon her: https://www.sportstiming.dk/event/4345/results