Fattigdom hjælper ikke mennesker i arbejde, heller ikke flygtninge og indvandrere. Integrationsydelsen er stadig en hæmsko for integrationen.

– Integrationsydelsen virker ikke.

Så kort og kontant er meldingen fra socialrådgivernes formand, Mads Bilstrup, efter Rockwool Fonden i går offentliggjorde en undersøgelse om den lave ydelse indført i 2015.

Undersøgelsen viser, at integrationsydelsen har fået lidt flere mandlige – men ingen kvindelige – flygtninge i arbejde. Sammenlignet med de flygtninge, der ankom før 2015 og fik den højere kontanthjælp, var lidt flere af de nyankomne mænd på integrationsydelse i job ti måneder efter deres ankomst. Alligevel mener socialrådgivernes formand ikke, at integrationsydelsen lever op til sit navn.

– Effekten på beskæftigelse er så ringe, at den isoleret set er ligegyldig. Hvis det var sådan, at fattigdom i sig selv fik mennesker i arbejde, ville langt flere af flygtningene jo komme i job, også kvinderne, siger Mads Bilstrup, der ikke mener, at det giver mening at se isoleret på beskæftigelseseffekten.

– Vurderet i sin helhed er integrationsydelsen kontraproduktiv. Både denne og tidligere undersøgelser viser en række negative konsekvenser ved de meget lave ydelser, blandt andet øget fattigdom og øget kriminalitet. Det hjælper jo ikke integrationen, siger Mads Bilstrup med henvisning til Rockwool Fondens undersøgelser af den forhenværende starthjælp.

Undersøgelserne af starthjælpen viser blandt andet, at færre børn af flygtninge på starthjælp kommer i daginstitution end flygtningebørn af forældre på kontanthjælp, de klarer sig dårligere i skolen og tager kortere uddannelser. Desuden var beskæftigelseseffekten af starthjælpen stort set forsvundet efter fem år.

– Nu har politikerne i efterhånden rigtig mange år forsøgt at presse folk – både danskere og udlændinge – i arbejde ved at øge fattigdommen, men det hjælper ikke. Det ville være dejligt, hvis deres fokus nu blev rettet mod det, vi socialrådgivere ved virker: et system der stiller rimelige og meningsfulde krav, men også giver plads til det enkelte menneskes individuelle behov og ønsker for sit liv.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer