Forside Fredericia Innovationspris til Bent Urup fra Fredericia

Innovationspris til Bent Urup fra Fredericia

DEL
Bent Urup. (Foto: Patent Nord )

Bent Urup fra Aqua Partners i Fredericia kåret til modtager af Patent Nords Innovationspris 2016. Innovationsprisen blev overrakt til Bent Urup, som i samarbejde med virksomheden Krüger A/S, har udviklet det banebrydende miljøvenlige landbaserede RAS2020 fiskeopdræts anlæg.

RAS2020 fiskeanlægget muliggør, at man kan producere fisk stort set overalt, da udledningen kan tilpasses de gældende miljøkrav, og samtidig har anlægget et meget lille behov for tilførsel af frisk vand.

RAS2020 er et nyt innovativt cirkulært design, der med stor fleksibilitet gør det muligt, at producere en lang række kommercielle arter af fisk. Anlægget fylder væsentligt mindre end traditionelle landbaserede anlæg som følge af det unikke design, og et avanceret kontrolsystem der styrer alle vigtige parametre som eksempelvis ilt, pH, CO₂ og temperatur. Teknologien tilgodeser derfor i højere grad fiskens naturlige behov.

I Hanstholm bygges pt. Nordeuropas første RAS2020 opdrætsanlæg til sushifisk. Opdrætsanlægget bruger kun 1 % af den mængde vand per ton produceret fisk, som kræves i traditionelle dambrug på land. Den markante vandbesparelse skyldes at RAS2020 kontinuert recirkulerer, renser og genbruger vandet.

Teknologien er patentanmeldt og varemærkebeskyttet i store dele af verden, hvor der er et stort eksportpotentiale.

Prisoverrækkelsen foregik hos Krüger A/S i Søborg d. 19. april 2017 i forbindelse med at repræsentanter fra den Malaysiske regering deltog i et møde hos Krüger for at høre mere om teknologien.

Innovationsprisen er indstiftet af Patent Nord i år 2011, og uddeles en gang årligt til en person eller en virksomhed, som i et bemærkelsesværdig omfang har udviklet nye innovative produkter og effektivt patent-beskyttet de nye produkter til glæde for hele det danske samfund.

Mere info om Innovationsprisen her: http://patent-nord.dk/index.php/innovationsprisen

Bent Urup fortæller om RAS2020 fiskeanlægget. (Foto: Patent Nord )
Hans Harding (Patent Nord) med grå habitjakke, og Bent Urup (sort habitjakke), begge forrest ved podium. (Foto: Patent Nord )
DEL