Tirsdag aften besøgte Venstres Næstformand, forhenværende Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg, Fredericia. I Erritsø Idrætscenter skulle hun tage medlemmer af Venstre og andre interessede med ind i de politiske tanker til det kommende Politiforlig.

Der var mange mennesker på plads i Erritsø Idrætscenter, herunder en række politifolk, der ikke alle var kommet for at passe på aftenens hovedperson Inger Støjberg. Flere stillede kritiske spørgsmål til Støjbergs oplæg, men det er vel i virkeligheden også det politik handler om? At udvikle hinandens synspunkter.

Støjberg indledte aftenen med at fortælle om Venstres tanker omkring Politiforliget. Hun fortalte en historie om en landbetjent, men denne opgave er ikke nødvendigvis den vej man igen skal gå for dansk politi.

“Jeg er ikke sikker på, at vi skal have landbetjentene tilbage i samme form. Men jeg er ret sikker på, at vi skal kigge på det nære politi, og det at man er sikker på at politiet kommer når man ringer efter dem”, forklarede Inger Støjberg blandt andet i sit oplæg.

Inger Støjberg var alene på scenen, men hun holdt publikum i hånden gennem sit oplæg om Venstres syn på politiforliget. (Foto: Fredericia AVISEN).

“Der er ingen tvivl om, at mange politibetjente bliver stillet overfor en helt anden type og langt hårdere opgaver end tidligere. Det betyder også, at der er betjente der tager skade i tjeneste. Der har vi en enorm forpligtelse til at tage os af dem. Vi har bedt Politiet om at passe på os, og de betjente der tager skade i tjeneste har vi, undskyld udtrykket, en forbandet forpligtelse til at passe på efterfølgende”, sagde Inger Støjberg, inden hun fortsatte:

“Det er rent faktisk sådan, at når man tager en politibetjent er de ikke ligestillet med eksempelvis soldater der har været udsendt. Det er også folk der er blevet bedt om at passe på os, og dem har vi heldigvis været bedre til at få fat på. Det mener jeg også at vi skal gøre overfor vores politibetjente”.

Man var ikke i tvivl om hvem der skulle holde oplæg i Erritsø Idrætscenter. Roll-ups med billeder af den tidligere minister var placeret flere steder i lokalet. (Foto: Fredericia AVISEN)

“Jeg kan næsten ikke være i mig selv over, at nogen den ene dag klapper og roser politiet for en hurtig og effektiv indsats, men at de den anden dag ikke vil være med til at give dem de redskaber der skal til”, slog Inger Støjberg fast i hendes fremlæggelse af behovet for overvågning.

“En af de ting der er et svært dilemma, især når man er liberal, er spørgsmålet om overvågning, herunder ansigtsgenkendelse. Det tror jeg også vi kommer til at diskutere i det her Politiforlig. Jeg bryder mig ikke om at blive overvåget, det tror jeg ikke der er ret mange der gør. Det skal man så stille over for, at da terroristen, Omar El Hussein, begik sin helt forfærdelige terrorhandling, blev fanget i løbet af 14 timer. Det gjorde de af én eneste grund: at der var overvågning”, forklarede Støjberg.

Der var plads til både alvorlige miner og smil, da Inger Støjberg gik på scenen. (Foto: Fredericia AVISEN)

Fra salen blev der fortalt, at inddragelse af politifolkene er altafgørende i processen omkring det nye politiforlig. “Det er jeg meget enig i”, lød det først fra Støjberg, inden hun fortsatte:

“Det er blandt andet derfor, at jeg er på den tur her, for at tale med jer. Jeg søger efter politifolk, ikke landmand søger kærlighed, men politiker søger politifolk, til at få den direkte fortælling og de råd der kunne komme derfra”.

Der blev også spurgt ind til det faktum, at antallet af forbrydelser ikke går ned, fordi straffene ikke er hårde nok. Har vi den rigtige straf?, lød spørgsmålet.

“Der er flere årsager til at vi straffer. Det er både for at retlede det menneske der har begået en forbrydelse, men det er også for at sikre andres retsfølelse. At man ikke bare kan begå kriminalitet uden at få en straf”, forklarede Venstres næstformand, inden hun fortsatte:

“Jeg ville kunne have afskaffet alt kriminalitet i morgen. Det kunne man nemt gøre. Man kunne jo bare beslutte, at alt er lovligt, så har vi ingen kriminalitet”, til store grin i salen.

Der var fuldt hus til arrangementet. (Foto: Fredericia AVISEN)

Lokalformand: Fantastisk med besøg fra ledelsen

Formand for Venstre i Fredericia, Anders Vikke, glæder sig over besøget fra en af partiets frontfigurer, et besøg han selv efterspurgte hos hovedpersonen.

“Det betyder en del. Vi vil gerne give vores medlemmer muligheden for at få spændende oplevelser. Allerede da hun blev valgt som næstformand sad jeg sammen med hende til hovedbestyrelsesmødet, og fortalte jeg gerne ville have hende til Fredericia. Efterfølgende spurgte de selv om de måtte komme forbi, og det måtte de selvfølgelig!”, siger formand for Venstre i Fredericia, Anders Vikke, til Fredericia AVISEN.

“Der var mer end 80 tilmeldte, men vi måtte stille flere stole frem, fordi der kom endnu flere end det. Det er super godt, og jeg er meget stolt af det store fremmøde der var”, fortsætter han.

Normalt når top-politikere tager ud i landet er det for at sælge en politisk idé, men denne gang var det anderledes, siger Anders Vikke.

“Hun var ude og samle inputs til hvad de skal tage med tilbage. Det er et super initiativ. Normalt fortæller de os hvad vi skal, denne gang går det omvendt. Der var også flere politifolk med, der kom med inputs til hvad de skal have med i tankerne”, siger han.

“Jeg synes også, at vores medlemmer og flere politifolk gav hende gode inputs med tilbage. En af de ting jeg hæftede mig ved var behovet for et mere lokalt politi, hvor betjentene har et lokalt kendskab. Inger lyttede interesseret, og det er virkelig dejligt, at der bliver lyttet inden man handler”, slutter Anders Vikke.

https://lecture.dk/event/michael-teschl-6-2-2020/

1 KOMMENTAR

  1. Ja det er jo meget godt, med vit Inger Stöjberg.
    Men hun er jo bastet og bundet, i dette förvirede ligegyldige parti.

    Ud af det ligegyldige parti Stöjberg.
    Du er al for värdifuld för åt blir det.
    Gå till Vermund, det reste håb vi har.

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her