Klima er et af de helt store politiske temaer. Dette gælder også for Inger Nielsen, der har ladet sig inspirere i hendes valgkamp.

– Det er ikke tilfældigt, at jeg står i naturen på min brochure. Billedet er taget i Hannerup Mose, som betyder meget for mit liv, og mit annoncebillede er taget i naturområdet ved Egebækvej. Derfor er de 17 verdensmål en naturlig del af mit liv. Særligt går jeg op i verdensmålene om rent vand (nummer seks), livet i havet (nummer 14) og livet på land (15), siger Inger Nielsen og uddyber, hvorfor det lige netop er de tre emner, der interesserer hende:

– Rent vand tager man som en selvfølge. Vi kan åbne vandhanen og får drikkeklar vand, der fosser ud, men det bliver det ikke ved med, hvis vi ikke passer på og beskytter det. Flere og flere kemikalier bliver opdaget i vandet, heldigvis er der ikke noget alarmerende i vores område, men vandet er ikke kun til os. Det er til fremtidige generationer, og det er dit og mit ansvar. Vi skal derfor starte med at spare på vandet, rejse skov og sikre nuværende og kommende drikkevandsområder, siger hun.

Klapning i Trelde
Inger Nielsen er en af dem, der har råbt vagt i gevær i forbindelse med Kolding Marina-sagen, hvor Kolding Byråd vil klappe slam ved Trelde Næs.

– Lad mig slå fast, at jeg siger nej til klapning af Koldings slam ved Trelde Næs. Livet i bæltet fra Fredericia til Aabenraa i syd vil forsvinde. I Fredericia har vi protesteret uden held, og der skal muligvis en folkelig opstand til i form af en underskriftindsamling før, at Kolding Byråd vil tage emnet op om det de hælder ud ved smukke Trelde Næs. Plastik er et andet problem i vores farvande. Udover at dræbe fisk og andre dyr, er det også skadeligt for mennesker. Lad os starte med ikke at smide plastik og andet i havet, siger Inger Nielsen og slutter med at komme ind på livet på land:

– Naturen betyder meget for mig, og en gåtur i naturen kan rykke ens humør til at blive bedre. Vi har i Danmark fire årstider, og der er noget i dem alle. Naturen skal være tilgængelig for alle, og der skal etableres stier, hvor også handicappede og dårligt gående kan færdes på samtidig med, at de nyder naturen. Når vi fælder et træ, skal der plantes et nyt, og sammen skal vi passe på naturen.

Skriv en kommentar