Forside Fredericia Inger Nielsen: Naturen skal være tilgængelig

Inger Nielsen: Naturen skal være tilgængelig

DEL
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Fredningen af Treldeskovene har været meget debatteret, både i Fredericia og på nationalt plan. En af politikerne bag er Inger Nielsen fra Dansk Folkeparti. Inger inviterede på en kop kaffe og en snak om hvorfor det her var så vigtigt for hende.

Selvom onsdag normalt er ‘fridag’ for Inger Nielsen, så er der nok at se til. Det lykkedes dog at finde et hul sidst på eftermiddagen – så Inger inviterede på en kop kaffe og en god snak om naturen.

Lige til tiden finder jeg vejen til Erritsø, og selv er Inger kun lige nået hjem. Hun sætter en kande kaffe over, og imens kan vi tale lidt om Ingers forhold til naturen. Da jeg talte med formand for Teknik- og Miljøudvalget, Christian Bro, efter fredningsforslaget var vedtaget ytrede han en stor ros til Inger Nielsen.

Hvorfor betyder fredningen så meget for dig?

“Det er den fordi, at naturen betyder rigtig meget for mig personligt. Det er vigtigt for mig, at naturen er tilgængelig for alle. Jeg har siden barn kendt til Treldeskovene, jeg er gået der med mine kærester, jeg er gået der med min mand og børn – og jeg går der af og til med min gamle mor”, svarer Inger og fortsætter:

“Det er helt unikt. Man kan på den ene side se Lillebælt være barsk og æde sig ind og på den anden side er rolige Vejle Fjord. Jeg kan huske dengang der var stier nede ved vandet og en bro ud. Stille og roligt er det forsvundet, spist af Lillebælt”.

“Nu går vi helt anderledes inde i skoven, og den er svært tilgængelig. Min mor kan for eksempel ikke gå der mere, og det er virkelig synd. Det betyder meget at gå ture igennem skoven og opleve de to kontraster på hver sin side af skoven”, lyder det videre fra Inger.

Inger håber, at en fredning giver muligheder for fremtiden.

“Jeg er efterhånden nået en alder hvor det hedder børnebørn og indenfor en årrække også oldebørn. Jeg vil gerne være med til, at de har de samme muligheder for at komme ud i naturen”, fortæller Inger.

“Når man går rundt ude i skoven nu, så møder man skilte hvor der står ‘Privat skov’. Jeg ved godt, og jeg tror da også at mange af Fredericianerne ved, at de gerne må gå derind alligevel. Men det er bare meget naturligt at man holder sig væk fra noget der hedder privat”, fortsætter hun.

Naturen som helbredende kraft

“Det er bevist at naturen har en helbredende kraft. Stresshormonet falder eksempelvis med 16%. Det er kendt, at folk med depression, krigsveteraner og andre med psykiske lidelser har en helbredende kraft i naturen. Det samme hvis man bare har en lortedag, så hjælper en god gåtur”, siger Inger.

“Jeg hørte i radioavisen at der er flere der dør af luftforurening end sygdomme, så jeg er meget glad for at vi har naturen nu, så man kan komme ud og se den, trække vejret”, fortsætter hun.

Lærerig proces

“Derudover har det være en spændende læreproces hvordan demokrati også er. Jeg synes vi har prøvet at strække os langt og imødekomme skovejerne, men så snart vi har strukket os kom der nye krav”, fortæller Inger og fortsætter:

“Så til sidst måtte vi trække en streg. Vi har hele tiden haft dem med og orienteret, men jeg havde håbet på at vi kunne lave en fælles aftale. Men jeg anerkender deres ret for at kæmpe for deres, jeg er bare ikke enig”.

“Jeg synes debat er godt, men jeg kunne godt have tænkt mig en anden sag til debat. Det var ikke noget der kom bag på hverken mig eller Christian (Bro, red.) at der var debat. Jeg synes måske den blev lidt følelsesladet – og så er jeg ked af Kenny Bruuns udtalelse om at han er flov over byrådet”, siger Inger Nielsen.

“Det er faktisk ikke rart at sidde og høre på. Jeg synes ikke der er noget at være flov over. Det er en fuldt ud demokratisk proces, der har været så god at min partifælle Pia Adelsteen (Formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg) har stillet et lovforslag om sagen, hvor Fredericia Kommune er nævnt som et godt eksempel”, lyder det videre fra Inger Nielsen.

“Det er et stort ønske at gøre naturen tilgængelig. Undersøgelser viser, at naturen skal være tilgængelig hvis man skal ud. Faktisk synes jeg slet ikke, at der er noget at være flov over. Vi har handlet efter vores overbevisninger, at han så er uenig skal der også være plads til”, slutter Inger Nielsen.

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her
DEL