Inger Nielsen blev valgt til Byrådet første gang ved kommunalvalget i 2009. Siden har hun med få års undtagelse, været blandt de 21 folkevalgte i Fredericia Kommune, hvor hun igennem alle årene har stået frem på vegne af borgere med sager, der giver knubs.

Inger Nielsen har været politisk aktiv i mange år, mange husker nok hendes periode som lokalformand for Socialdemokratiet i Erritsø, men hendes byrådskarriere startede i 2009, da hun stillede op for Det Konservative Folkeparti og blev valgt ned hele 423 stemmer. Hun fik næstflest stemmer i partiet, og sikrede sig en plads i byrådet.

– Det var stort at blive valgt. Jeg husker det stadig. Det var et mærkeligt valg. Det var faktisk flytningen af Fredericia Skibsværft, der fik navnet; værftsagen, der fik mig til at stille op, siger Inger Nielsen, der blev valgt ved valget, hvor det socialdemokratiske styre måtte afgive magten til Venstres Thomas Banke. 

– Efter en uge med lange forhandlinger blev Thomas Banke borgmester. Det var noget mærkeligt noget. Mads Lund (Dengang medlem af byrådet for Borgergruppen red.) ville have det hele, og det var noget værre noget. Til sidst fandt de ud af det, og jeg havde egentlig opgivet, at det skulle være Thomas. Jeg blev ringet op, mens jeg var på arbejde og blev spurgt om jeg kunne komme. Det kunne jeg da. Så jeg kørte ud til Karetmagervej, hvor Peder Hvejsel arbejdede, husker Inger Nielsen. 

– Der havde de fundet en løsning og jeg kunne tiltræde den løsning. Jeg var lykkelig. Forhandlingerne om posterne begyndte efter en tid, hvor socialdemokratiet altid havde siddet på det meste og havde de givet en eller anden post fra sig, var det med forventning om loyalitet. En sen aften var det vores tur til at møde Banke og Lund, og jeg var beskeden og sagde, at jeg ville sidde i arbejdsmarkedsudvalget, og så spurgte Mads om jeg ikke ville være formand for udvalget. Der blev jeg tavs.

Efterfølgende tog Inger Nielsen hjem til manden, Dennis Nielsen. Det var midt om natten, da hun vækkede ham og sagde, at hun var blevet tilbudt posten som formand for udvalget. Dennis sagde, at hun skulle sætte betingelser, og de skulle opfylde nogle krav for, at hun skulle sige ja, et af kravene var, at de skulle bakke hende op i udvalget.

– Jeg ville have opbakning, hvis nogen var efter mig, og det fik jeg politisk. Der var embedsmænd, der var mere loyale over for Socialdemokratiet – end mig, og jeg måtte have en ny direktør. Karen Heebøll og Mogens Bak Hansen kom til efter halvandet år. Det var godt. Vi kiggede på det hele, og fik det til at køre. Vi lykkedes med at rette op på økonomien. Fire år efter, gik jeg af. Det kørte ikke perfekt, der var plads til forbedringer, men vi havde rettet økonomien op, og vi havde skaffet fleksjobbene, siger Inger Nielsen.

Tiden med de blå partier ved magten i byrådet i Fredericia bød på en del omkonstitueringer, og det endte også med et borgmesterskifte undervejs.

– Det var meget skørt, rent ud af sagt. Jeg kan godt lide Thomas Banke, men den hetz Socialdemokratiet førte, bragte ham ud af kurs. Det var grusomt. De konservative forsvarede ham, og jeg kunne ikke se, hvem der skulle overtage, men man kan naturligvis ikke have en borgmester på stoffer. Jeg synes dog stadig, at man skulle have givet ham en chance for at komme ud af misbruget. Det gjorde man ikke. I dag synes jeg, at vi har været meget large med Socialdemokratiets borgmestersag, det var man ikke dengang, siger Inger Nielsen.

Ved valget i 2013 blev Inger Nielsen ikke genvalgt. Hun fik 173 stemmer, selvom det var noget mindre end i 2009, så blev hun igen nummer to på partilisten, men det rakte ikke til en plads i byrådet, da partiet kun fik et mandat. Inger Nielsen endte dog med at komme i byrådet senere igen, da Jean Brahe døde. Undervejs havde Inger Nielsen meldt sig ud af Det Konservative Folkeparti. Hun havde dog bevaret pladsen som førstesuppleant, og selvom man forsøgte at finde andre løsninger, så kendte hun de juridiske paragraffer, der afgjorde, at pladsen var hendes. 

– Jeg vidste godt, at Jean var syg, men ikke så syg. Jeg havde et venskab med ham, og drak kaffe med ham flere gange i løbet af vores politiske tid. Jeg var ked af, at han døde så hurtigt, men selvom mange brokkede sig, så havde jeg ikke tænkt mig at melde mig ind hos de konservative igen, da de havde behandlet mig som en lort. Jeg var træt af mænd, der altid troede, de vidste bedst, siger Inger Nielsen.

Da Inger Nielsen kom tilbage i byrådet, måtte hun høre på kritikken, da hun havde taget pladsen uden at være i partiet. Hun var samtidig skiftet til Dansk Folkeparti, hvor hun følte sig velkommen.

– Det lagde sig hurtigt med uroen, da jeg ikke gik i debat med dem. Jeg måtte finde mig i at høre på dem, der følte de vidste bedre end mig. Jeg stod fast på mine rettigheder. Det tog Jacob Bjerregaard tre måneder, før han accepterede, at jeg kom i byrådet, og det var på grænsen til usmageligt, synes jeg. Han ville slippe af med mig, da han hellere ville have konservative ind, siger Inger Nielsen og fortsætter:

– Der har altid været uro i politik. Sådan er det, folk kriges både internt og eksternt. Jeg har været vant til det hele vejen igennem. Når man stikker næsen frem, må man finde sig i slag, selvom man har ret. Jeg var med i Socialdemokratiet engang og foreslog, at vi skulle have Syddansk Universitet her til byen, der blev jeg grint baglæns ud af lokalet. Nu sidder jeg i uddannelsesudvalget, hvor vi kæmper for at få uddannelser til byen. 

Ved valget i 2017 stillede Inger Nielsen op for Dansk Folkeparti. Også her opstod der intern uro. Dog ikke mod Inger Nielsen. Det skete, da Karsten Byrgesen stillede op og var blevet partiets spidskandidat, men da det kom til valgaftenen, fik Susanne Eilersen flere stemmer end Byrgesen, inden havde krigen mellem 1 og 2 på listen været voldsom. 

– Jeg havde luret, at der var nogle gnidninger mellem Byrgesen og Susanne. Det slog igennem den aften, hvor der var opstillingsmøde. Der var to-tre stemmer imellem dem. Den ene langside var linet op med Byrgesens tilhængere. Han havde regnet med, at løjtnanterne blev valgt til byrådsvalget, men jeg blev skudt ind foran dem og jeg snuppede derfor pladsen på listen. Vi havde et gruppemøde efter valget, som Susanne indkaldte til, hvilket hun i øvrigt var fuld berettiget til. Hun havde dobbelt så mange stemmer som ham, og Byrgesen fik ikke gennemført noget. Men vi nåede ikke så langt, for han meldte sig ud, siger Inger Nielsen og fortsætter:

– Karsten tog alle vælgermøderne selv, og det var ikke, fordi der var mange. Vi andre så på. Det var også et mærkeligt valg. Bjerregaard var byens stjerne. Alle bukkede for ham, og Dronning Margrethe ville nok have været misunderlig. Han lod sig hylde som solkongen – han var Fredericias Ludvig den 14. Det var rædselsfuldt at opleve, fordi de kun så facaden, nu har de så oplevet bagsiden, siger Inger Nielsen, der på egen krop oplevede bagsiden:

– Jeg har været til mange kammeratlige samtaler med ham, og han truede DF med at tage alt fra dem, hver gang jeg udtalte mig, ringede han til Susanne. Nu sker det ikke mere, heldigvis, siger Inger Nielsen.

Inger Nielsen har igennem alle årene i byrådet ikke været bleg for at tage sager op. Alt lige fra familie- og byggesager har hun kigget efter i sømmene, og det er der en særlig grund til.

– Jeg hader uretfærdighed, og det stammer fra min barndom. Jeg er vokset op i en fattig familie i 50’erne. Min far lærte mig, hvad der var retfærdigt og uretfærdigt, og den arv kan jeg ikke smide over bord. 

Jeg har lært, at jeg ikke kan redde hele verden. Jeg kan måske redde lidt i Fredericia ved at påpege nogle ting. Det gælder både familieområdet og byg- og planområdet i disse måneder. Jeg hader, når folk bliver behandlet uretfærdigt, men jeg må erkende, at i det kommunale system dækker alle over hinanden og man må bruge pressen til sagerne, hvis man skal flytte noget. Familieafdelingen og by- og plan er med fuld presse på. Ellers virker det ikke. Det er sørgeligt.

De sager jeg har engageret mig i, har jeg gået op i 110 procent. I by- og plansagen på Egebækvej har man givet afslag til andre bygherrer to gange tidligere, og nu kan alt pludselig lade sig gøre. Det undrer mig, siger Inger Nielsen og fortsætter:

– Når man får sager, skal man sætte sig ind i, hvilke sager det er og hvad formålet er. Det skal man også over for journalisterne, hvor jeg fortæller formålet med, hvad jeg vil. Når jeg har meddelt det, så beder jeg om sagsindsigter, hvor jeg får en masse interne notater. Der er fejl kan jeg sige efterfølgende. Når man gennemser de mails, der er på sagerne, er det interessant, hvad der kommer frem. 

Man kan udrette noget for mennesker, der er blevet dårligt behandlet. Det kan jeg godt lide at hjælpe med.

Inger Nielsen håber det bedste for demokratiet i Fredericia, og hun vil gøre sit til, at der er retfærdighed til.

– Jeg håber altid, at jeg kan blive lidt bedre. Håbet kan man ikke tage fra mig, slutter Inger Nielsen.

Skriv en kommentar