Børne- og Skoleudvalget skulle nærmest fra den ene dag til den anden finde en plan for hvordan skoler og daginstitutioner atter kunne åbne. Det krævede hårdt arbejde af politikere såvel som forvaltningen. Men det sværeste var egentlig ikke beslutningerne, det var den alternative måde de skulle træffes, fortæller Inger Nielsen (DF).

“Jeg kan starte med at sige, at Statsministeren jo overlod ansvaret til kommunerne. Det er der sådan set ikke så meget nyt i, for det gør Folketinget tit. Det er altid ude i kommunerne vi skal løse opgaverne. Det der har været det værste ved det her er, at vi ikke har kunnet mødes. Møderne har været på Google Teams – og det synes jeg er besværligt”, fortæller Inger Nielsen og fortsætter:

“Jeg synes jo godt, at vi kunne mødes. Vi har to byrådssale og et stort mødelokale, hvor vi godt kunne have mødtes på afstand. Jeg synes det er ting man ikke får stillet og der er ting man ikke får sagt under sådan nogle processer. Det er skide svært at skændes på den måde og være uenige. For vi var meget uenige om hvilken dag opstarten skulle være”.

“Jeg holdt fast i, at vi skulle følge de dage som lærerne og pædagogerne allerede havde aftalt med forvaltningen. De dage måtte være dem vi skulle starte på. Det blev også sådan, heldigvis. Men det har været en svær proces. Der går relationer tabt i det. Man får ikke sagt det kan ville sige”, siger Inger.

“Vi havde et møde med Jacob (Bjerregaard, red.) og Anne-Marie (Zacho Bore, red.). Så var der os fem fra udvalget. Jeg synes også at vi fik et godt resultat. Jeg er enormt stolt af, at vi holdt fast i datoerne, for jeg har selv to børnebørn, som har været glade i skole og glade for at begynde. Jeg synes at både lærere og pædagoger har tacklet det rigtig godt, den ros skal de have”, siger hun.

Hvilken feedback har du fået fra dine børnebørn?

“Dem talte jeg med fredag eftermiddag. De var så glade for, at skolen var åbnet igen. Det der med at se sine kammerater og lærerne igen var de enormt glade for”, svarer Inger.

KL har sagt, at man ikke forventer de største børn kommer i skole igen på denne side af sommerferien. Hvad tænker du om det?

“Det synes jeg er lidt træls. For de har også behov for at se deres lærer. Jeg har ladet mig fortælle, at videoundervisningen fra lærer til elev er startet op mange steder, men vi har stadigvæk klasser, ved jeg, hvor de endnu ikke har set deres lærer. For enten evner læreren eller videoundervisning eller andet. Men det er selvfølgelig noget vi skal have fulgt op på. Jeg ved selv hvor besværligt det er – og jeg hader det også selv. Men når det nu er på den måde tingene kan foregå på, så er det den måde tingene må foregå på”, forklarer Inger Nielsen, medlem af Børne- og Skoleudvalget.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer