Forside Danmark Ingen tiltale i sag om overtrædelse af miljølovgivningen

Ingen tiltale i sag om overtrædelse af miljølovgivningen

DEL
(Foto: www.politi.dk )

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har måtte opgive at rejse tiltale mod tre personer i en sag om overtrædelse af miljølovgivningen.

De tre personer var sigtet for at have overtrådt lovgivningen ved at have læsset store mængder affald af i Helle-Biltoft Plantage ved Varde. Og sagen var genstand for bred medieomtale i begyndelsen af 2017.

Chefanklager Lisa Dissing oplyser, at anklagemyndigheden har måtte opgive at rejse tiltale mod de tre personer, fordi man mangler nogle afgørende beviser i sagen.

– Vi ved, hvem affaldet tilhører. Men politiets efterforskning har ikke kunnet klarlægge, hvem der har efterladt det i naturen. De sigtede har nægtet forholdet. Og anklagemyndigheden har derfor vurderet, at der ikke vil kunne føres tilstrækkelig bevis ved en retssag, hvorfor sagen er afsluttet, uden at der er rejst tiltale, forklarer hun.

Chefanklageren pointerer i denne sammenhæng, at afgørelsen på ingen måde er en billigelse af, at det er i orden at bryde for eksempel miljølovgivningen.

– I alle sager foretager anklagemyndigheden en grundig vurdering af, hvor stærke beviser, der er, på baggrund af efterforskningen. Og konkluderer vi, at beviserne ikke er stærke nok til, at de kan føre til dom i en retssal, må vi frafalde sigtelsen. Det er jo spillereglerne i et retssamfund, siger Lisa Dissing.

DEL