Klagerne er væltet ind, efter det kom frem, at bar-kæden Old Irish Pub ville åbne i Gothersgade i Fredericia. Så meget, at Bevillingsnævnet fald til patten og kun gav Old Irish Pub lov til at holde åben til 02 – i stedet for til klokken 05, som de havde ansøgt om.

Om Old Irish Pub er tilfreds med den bevilling, så de åbner i Fredericia, må tiden vise.

Men ser man på klagerne – som Fredericia Avisen har fået aktindsigt i – er der en overdimensioneret frygt for, at Fredericia får sin version af Aalborgs Jomfru Ane Gade omkring Ryes Plads. Man kan rolig sige, at overdrivelsen fremmer forståelsen!

Halløj! Vi snakker om en ny 05-bevilling. I området er der i forvejen Zwei Grosse Bier Bar, Generalen og “Den Engelske”. Sidstnævnte dækker i øvrigt halvdelen af Ryes Plads med udeservering til klokken 02. Så beboerne er jo vant til, at der er fest og farver i området – også til klokken 05.

De samme tre restauratører har også underskrevet den fælles klage, som beboerne i området har indgivet til Bevillingsnævnet!

Bylivet er jo også en vigtig del for studerende. Og da byrådet vil gøre Fredericia til en stærk uddannelsesby, kræver det jo også, at de unge mennesker har flere steder at vælge imellem, når de vil feste. Ellers frygter man jo, at de vil søge til andre byer.

Det samme kunne man også frygte, at Old Irish Pub vil gøre.

Fredericia – byen for (næsten ) alle.

Følgende erhvervsdrivende har indgivet klage til Bevillingsnævnet:
Fred Asia House, Zoffman Optik, USO Modetøj, Tipscentret, Generalen, Cafe Mair’s, Estate Peter Møller, One /Q-tip, Chili Børnetøj, Bog & idé, Billund Boghandel, “Den Engelske”, Iris Blomster, Butik Smagløs, Den Gyldne Ovn samt Zwei Grosse Bier Bar.