Det er noget vås Cecilie Roed Schultz fra EL lukker ud da hun til Fredericiaavisen.dk udtaler: ” Jeg er bekymret. Det er jeg særligt efter byrådsmødet, hvor især Venstre og NB slog på tromme for at afskaffe dækningsafgiften. Det vil koste kommunen 32 mio. om året. Mon det er det hul de forsøger at fylde op med deres forslag om fyringer i folkeskolen?”

Jeg tror desværre at Cecilie har været lige hurtig nok til at skimme Venstres valgprogram igennem. Hun burde nok lige læse tingene igennem endnu engang, inden hun starter en skræmmekampagne på Venstres bekostning.

Lad mig slå fast at vi i Venstre ikke ønsker at afskedige lærere i folkeskolen. Det vores forslag går ud på er at bede vores lærere ansat i folkeskolen om at undervise lige så mange timer som lærere i visse af vores nabokommuner gør. Dette vil udløse en besparelse som Venstre ønsker at geninvestere i folkeskolen.

Dermed får vi mere undervisning i folkeskolen for de samme penge og vores lærere kommer til at undervise lige så meget som lærere i andre kommuner gør.

I samme åndedræt peger Cecilie på afskaffelsen af Dækningsafgiften som en finansieringsløsning, hvilket må stå for hendes egen regning. Det er i hvert fald ikke Venstres politik.

Afskaffelsen af Dækningsafgiften skal finansieres dels af statstilskud hertil og dels fra kommunens råderum. Dækningsafgiften udfases løbende over 4 år. Hvilket vil ske i takt med at flere erhvervsvirksomheder flytter til kommunen og øger skattegrundlaget. Det handler om at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet.

Med dette indlæg er det mit håb at Cecilie Roed Schultz nu ikke længere er forvirret over hvad der er Venstres politik og hvad der er hendes eget påfund.

Søren Seidelin – Byrådskandidat for Venstre

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her