Efter den 11. september 2001 ændrede man fundamentalt på indstillingen til overvågning af borgere i den vestlige verden. Det er nu over 20 år siden, men den kurs man lagde har i samspil med den teknologiske udvikling gjort det muligt for staterne at indsamle og opbevare uendeligt store mængder af data om borgerne. At der løbende har været tale om en politik, der har været i åben konflikt med de demokratiske spilleregler, landenes grundlove og borgernes interesser, er ofte blevet tilsidesat med den forklaring, at det er nødvendigt.

Paradoksalt nok er det ikke staternes myndigheder, der selvstændigt registrerer informationerne. Det gør de naturligvis også i et omfang, eksempelvis indenfor sundhedsdata, men de vitale data kommer fra brugerne selv. Det drejer sig om alle de informationer som forbrugerne helt frivilligt indtaster og afleverer til de sociale medier, teleselskaberne, cloudtjenester og mange andre teknologitjenester. Hertil skal ligges et betydeligt forbrug af strengt privat kommunikation, hvor beskeder skrevet mellem to eller flere personer på tjenester som Messenger, ikke alene kan læses af Facebook, men også opbevares så myndigheder kan få adgang til dem. Det samme er tilfældet med sms-beskeder, der kan hentes hos teleselskaberne, som på et ulovligt grundlag, er blevet påtvunget at opbevare teledata af den danske stat.

Spørgsmålet om staternes adgang til overvågning af borgerne deler vandene. Langt den største del af befolkningen lader til at være uinteresserede i at deres gøren og laden registreres. De bruger flittigt de nye teknologier i dagligdagen, og stiller få spørgsmål til hvad deres data anvendes til. Men udviklingen er gået stærkt, og det fortsætter den med at gøre. For bagved hele informationsteknologien ligger der også mange arbejdspladser og en stor økonomi, der fylder meget i det samlede billede. De mange datatjenester er også blevet en betydningsfuld del af samfundets infrastruktur, hvor mange virksomheder og staten er afhængig af teknologien.

Virksomheder som Microsoft, Google, Amazon og Meta har profiteret kraftigt af at udvikle informationsteknologiske løsninger, hvor brugernes adfærd og færden kan registreres ned til mindste detalje. De redskaber de har skabt kan lave præcise beskrivelser af en persons interesser og potentielle ønsker, hvilket er enormt værdifuldt for deres kunder. Og kunderne er alle de virksomheder, der producerer varer og tjenester. Markedsføringen er blevet meget personlig og målrettet, og mulighederne for at målrette reklamerne har været ubegrænsede i en lang periode. Men i midten af 2010’erne begyndte udviklingen at vende. Forskellige aktivister og bevægelser har både ført retssager mod de store amerikanske virksomheder, ligesom EU har påbegyndt en begrænsning af mulighederne for at opbevare data om borgerne.

De fleste brugere kender det primært fra den forstyrrende meddelelse om at de skal godkende anvendelsen af cookies. Det drejer sig helt konkret om at de digitale tjenester gemmer relevante oplysninger om besøg på hjemmesider og konkrete funktioner i en såkaldt cookie-fil. For mange internetsider er det i praksis umuligt at have ret mange brugerfunktioner, hvis en sådan mulighed for at opbevare data ikke er tilstede. Men cookie-funktionen er mere symbolsk end reel, når det kommer til eksempelvis de sociale medier. For her er det en nødvendighed, at man indtaster mange personlige oplysninger for overhovedet at give tjenesten relevans og anvendelighed. De data bliver opbevaret i enorme databaser og datacentre.

Kompleksiteten i teknologierne stiger løbende. På IT-området har lovgivning generelt været bagud i forhold til udviklingen. Det har ofte betydet at datavirksomhederne har haft frit spil til at udvikle deres produkter og tjenester, indtil myndighederne langsomt og meget senere er kommet ind med forsøg på regulering og lovgivning. Men det har haft en betydning, at verdens største og mest succesfulde teknologivirksomheder er amerikanske. For indtil man gjorde dette til et politisk problem, var det acceptabelt at sende og opbevare personfølsomme data fra eksempelvis EU-borgere i USA. I takt med at infrastrukturen er blevet så vital for samfundsøkonomien, har man grundlæggende ønsket at ændre på lovligheden af dette.

Her spiller den overvågningsmæssige debat også ind. Med Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvågning og spionarbejde i de europæiske lande blev der skabt stærke, politiske argumenter for at stoppe USA’s metoder, selvom det i praksis er sket i tæt samarbejde med landene selv. For atter har den 11. september 2001 haft den største gennemslagskraft, så reelt er der ikke sket meget på området. Men på den symbolpolitiske front er forandringen tydelig. Den er dog mest fokuseret på virksomhederne bag informationsteknologierne, fordi de netop er amerikanske, men især fordi de i løbet af få årtier har udkonkurreret de gamle medier og magtstrukturer.

Alliancen mellem gammelmedierne og politikerne er tydelig. I leder efter leder køres der hetz mod ”de amerikanske techgiganter”, der beskyldes for at stå bag stort set alt ondt i vor tid. Det følges op med redaktionelle valg om alle skadevirkningerne af sociale medier. Og løsningen er ifølge denne alliance at beskatte de amerikanske virksomheder og give pengene til gammelmedierne. Alt dette sker under en argumentationsparaply, man har døbt ”den demokratiske samtale”.

Men Robin Hood-skatten af amerikanske virksomheder vil sandsynligvis være i strid med de samhandelsaftaler, man har med USA. Samtidig vil indskrænkningerne af informationernes frie bevægelse åbne op for at nye platforme vokser. Og det kan gå stærkt. Rigtig stærkt. Industrien har set tjenester forvandle sig til giganter på ganske få år. For brugerne søger derhen hvor de bliver underholdt, og her hjælper hverken gammelmediernes alliancer med politikerne, Robin Hood-skatte eller påtvunget indhold man finder bedre egnet, end det brugerne selv ønsker. 

I de tidligste dage af internetrevolutionen i starten af 1990’erne, hvor teknologien var yderst begrænset, var den mest betydningsfulde effekt den enkeltes mulighed for at blive hørt uden et redaktionelt filter. Informationerne kunne med andre ord strømme frit. Det lå også i de første regelsæt for anvendelsen af ”World Wide Web”, at man stræbte efter informationsfrihed. Men hvor det dengang primært var oplysning til læsning, altså dedikerede hjemmesider med information, er det knap 30 år senere en integration med hverdagslivet. I 2022 kan selv et køleskab have brug for internetadgang og informationsudveksling.

Selvom fronterne nu er skåret op og informationsteknologierne trues af lovgivning, hvor politikerne søger at få kontrol over udviklingen, så er de amerikanske techgiganter ikke uden muligheder for at forsvare sig selv. For nylig brugte Facebook den simple trussel at de måtte lukke dele af deres tjenester ned, hvis deres forretningsmodel blev skadet på grund af ny lovgivning. Og det våben kan vise sig at være effektivt. For kommunikationen via Facebook er blevet en del af hverdagslivet for mange borgere. Men mere betydningsfuldt er også, at virksomhedernes økonomi gør dem i stand til at udfordre gammelmedierne og politikernes forsøg på at stjæle fra deres omsætning med juridiske sager, lobbyarbejde.

Skærer man dog alt fedtet fra, så handler det hele om hvor vidt der skal være en form for statskommunisme, hvor staten bestemmer hvad borgerne må se af film og serier, læse af artikler og tale med hinanden om. Eller om der skal være frihed til at se, høre og sige det man vil. Når informationsteknologierne således trues af lovgivning, så vil der sandsynligvis komme begrænsninger i praksis og hverdagsanvendelsen. Men i det samme øjeblik indholdet og det sociale engagement mister sin virkelighed, vil mange brugere søge andre steder hen, og dermed også de indtjeningsmuligheder der er.