Fredag morgen havde Social- og Beskæftigelsesudvalget inviteret pressen til et statusmøde omkring misbrugsindsatsen i Fredericia. Konklusionen var at det gik fremad, men at der fortsat er et arbejde forude.

De forrige år var Fredericia på landkortet som en by med store morfinproblemer, hvor misbruget var ude af kontrol. Byrådet med Social- og Beskæftigelsesudvalget i spidsen har gjort en indsats for at rette op på tingene, herunder er der afholdt borgermøder og afsat midler til området.

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Peder Tind (V), havde indkaldt til et møde med pressen for at der var mulighed for at stille spørgsmål til indsatsen, udover at man kunne give nogle konklusioner på de hidtidige erfaringer.

»Jeg er glad for at I er mødt op. Vi kunne også bare have sendt en pressemeddelelse, men vi synes at området er så vigtigt, at vi gerne vil afsætte tiden til at komme hele vejen rundt om eventuelle spørgsmål. Hele byrådet har et stort fokus på problemerne. Men det er et langt sejt træk og ikke noget man bare arbejder på et halvt års tid. Vi får få klager på området, og det tror jeg skyldes at vores analyser bygger på borgerinddragelse. Men jeg vil gerne rose medarbejderne og det civile samfund for den kæmpe indsats, de gør«, sagde Peder Tind indledningsvist.

Herefter præsenterede Rusmiddelcentret deres indsats.

Ifølge misbrugsanalysen fra 2018, der blevet leveret i 2019, var der behov for forebyggende arbejde og mere økonomi, da den viste at der var store udfordringer på området.

John Nyborg (A) fra Social- og Beskæftigelsesudvalget forklarede, at man under forhandlingerne i 2019 fandt det nødvendigt at tilføre området midler. Det blev til 5 millioner kroner.

»Vi kan være med til at bakke op omkring udviklingen af den her indsats. Rusmiddelcenteret har fået en økonomisk forøgelse på 29%, og det er især opgraderingen af den forebyggende indsats og herunder ungebehandlingen, vi har ønsket os. Sundhedspersonalet er blevet fastansat, og vi er på vej i den rigtige retning«, sagde John Nyborg.

Indsatsen er blevet forbedret (Foto: AVISEN)

Men også det civile samfund er trådt til og har deltaget i en forbedret indsats mod narkotikaproblemer. Det forklarede Peter Østergaard Kristensen, præsident for Lions Klub i Fredericia.

»Det vi indsamler går ubeskåret til støttearbejde. Lokalt er vi nok mest kendt for vores julearbejde og så Lions Fredericia Pris som vi uddeler i januar måned. Men i 2019 har vi haft 18 støttende opgaver, som vi har doneret penge til. Vi har selvfølgelig ikke lige så meget som det offentlige at dele ud, men noget bliver det nu alligevel til. Der går meget igennem vores system. Nu går vi ind og støtter med 10.000,- kroner i forhold til den kommende workshop i september. Jeg vil godt takke Peder Tind for at holde det her møde, og få at have interesse for civilsamfundets indsats, så vi kan komme indover opgaverne«, sagde Peter Østergaard Kristensen.

Civilsamfundet bidrager (Foto: AVISEN)

Medarbejderne fra indsatsen forklarede, at de har brugt pengene på at stabilisere driften. Man har i en årrække oplevet en stigende tilgang af borgere der søgte behandling. Samtidig har problemerne ændret karakter, i det flere unge er gået fra at have et hashmisbrug til et decideret morfinmisbrug. Det har været svært at finde gode læger til området, men nu har man fået to. Samtidig har man deltaget i et udviklingsprojektet, Move, som er en evidensbaseret metode, der også rulles ud i 2/3 af landet nu. Indsatsen handler om at komme ind så tidligt som muligt og få hjulpet borgerne. Her har man brug for medarbejdere der kan spotte de unge med problemer.

Ligenu er man i gang med at lave en fælles misbrugspolitik på tværs af alle ungdomsuddannelserne i Fredericia. Man tager ud på stederne og fortæller om alkohol og stoffer, og det feed back der kommer er positivt. Men det er også muligheden for at tale med folk anonymt, i det man kalder for en fremskudt rådgivning, der skal gøre det mere ufarligt for den enkelte at henvende sig. Opgaven er at få misbrugerne inkluderet i fællesskabet og ikke ekskluderet.

Et andet problemfelt har været de pårørende. Efter sommerferien har man startet to hold for pårørende op, hvor man forsøger at støtte og give hjælp. Der har været en stor efterspørgsel efter et sådant tilbud, og nu er det etableret. Også Inger Nielsen fra Dansk Folkeparti var meget optaget af om de pårørende fik den nødvendige støtte:

»Vi har lagt rigtig mange penge ind i det, og det er meget slemt at være pårørende til stofmisbrugere. Folk ender med at give op. De skal hele tiden spekulerer på, om de får det dårlige budskab. Hver gang det ringer på døren. Det er lange og tragiske forløb, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at støtte op«, slog Inger Nielsen fast.

Men hun mener også at der er behov for at se på problemerne i en helhed. Rusmiddelcenteret oplyste at omkring 70% af misbrugerne i forvejen har sager hos eksempelvis Familieafdelingen eller har psykisk sygdom. Dansk Folkeparti har i forbindelse med budgetforhandlingerne ønsket en tilbundsgående undersøgelse af Familieafdelingen. Dette for at få undersøgt et stigende antal henvendelser fra borgere med alvorlige sager, hvor borgerne ikke føler sig godt behandlet. På lige fod med en tidligere undersøgelse af Jobcentret, ønsker Inger Nielsen at få svar på en lang række spørgsmål om driften af Familieafdelingen.

»Der skal være en god dialog mellem Familieafdelingen og borgerne, så folk ikke er bange for at søge hjælp og rådgivning. Vi skal tænke i helhedsløsninger, så vi kan støtte op på den rigtige måde og i rette tid«, siger Inger Nielsen.

I en undersøgelse foretaget af SFI i 2018 lå Fredericia på en topplacering i Danmark over socialt belastede kommuner på det sociale område og børns trivsel. Set i sammenhæng med de ofte dårlige, sociale vilkår hos stofmisbrugerne, ønsker hun at Fredericia Kommune får en Familieafdeling, der er i stand til at forebygge og rådgive i samarbejde med de andre områder, kommunen arbejder med. Her er det især de positive resultater med at have en fremskudt og anonym rådgivning, hvor misbrugerne kan henvende sig i tryghed, der inspirerer til at man skal skabe mere tillid mellem borgere og forvaltning i de svære sager.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer