Søndag aften kulminerede en uges akutindsamling til de katastroferamte områder i og omkring det borgerkrigshærgede Syrien med indsamlingsshowet ’Hjælp nu!’, der blev samsendt på DR1 og TV 2 i tæt samarbejde med 12 nødhjælpsorganisationer.

I løbet af aftenen leverede DR og TV 2’s korrespondenter øjenvidneberetninger om situationen i Mellemøsten, og hjemme i Danmark var en række kendte danskere på scenen og i callcenteret for at støtte indsamlingen. Opbakningen fra både private, virksomheder og fonde var stor, og da værterne for indsamlingsshowet – TV 2’s Cecilie Beck og DRs Kåre Quist, præsenterede det samlede resultat, var der indsamlet 86.271.606 kroner.

Kommer til at gøre stor forskel

“Vi er vildt glade for, at danskerne har støttet med godt 86 millioner kroner. Det er virkelig overvældende, og danskerne har endnu en gang vist, at de er klar til at hjælpe, når der er brug for det. Det er penge, som kommer til at gøre en kæmpe forskel for de syrere, som i dag lever i faldefærdige bygninger, ofte ikke kan få mad og står over for den femte vinter, siden krigen startede. Så vi vil bare sige tusind tak til de rigtig mange danskere, der har støttet ’Hjælp Nu!’ Det er vi meget glade og taknemmelige for, og vi vil straks gå i gang med at få de her penge ned til de syriske flygtninge og fordrevne,” siger Andreas Kamm, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Fordeles til 12 organisationer
Pengene fra indsamlingen bliver nu fordelt til de 12 organisationer, der er med i indsamlingen, og organisationerne omsætter herefter hurtigst muligt pengene til nødhjælp i områderne i og omkring Syrien. Der bliver både arbejdet for at afhjælpe de umiddelbare humanitære behov som følge af krigen. Det vil sige mad, vand, lægehjælp, et tag over hovedet og adgang til uddannelse. Men der bliver også investeret i projekter, der kan være med til at sikre de syriske flygtninge og fordrevne en fremtid – hvor de kan være i stand til at klare sig selv.

Fakta om katastrofen
Syrien-krisen er nu inde i sit femte år. Der kommer flere og flere flygtninge hver dag, FN’s nødhjælpskasse er tom, og der har aldrig været mere brug for hjælp end nu. De lande, der har taget imod flygtninge, er nu ved at bukke under for presset.

Op mod fire millioner mennesker har indtil nu søgt beskyttelse i nabolandene, og over 7,5 millioner internt fordrevne lever under frygtelige vilkår inde i Syrien – alene i år har en million syrere måttet forlade deres hjem. Mange af dem søger over grænserne og lægger yderligere pres på nabolandene.

Fødevarehjælpen, som gives til de allersvageste flygtningegrupper, er allerede skåret ned til et minimum eller helt skåret væk, så hver eneste krone kan gøre en forskel.

Yderligere information: Der er oprettet et indsamlingssite på http://www.hjaelpnu.nu/. Danskerne kan støtte indsamlingen med 150 kroner frem til den 1. oktober ved at sende en SMS med teksten ’HJÆLP’ til 1234. 12 forskellige nødhjælpsorganisationer får del i de indsamlede midler: Dansk Flygtningehjælp, UNICEF Danmark, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, ADRA Danmark, Red Barnet, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, SOS Børnebyerne, CARITAS Danmark, Mission Øst og Dansk Folkehjæ