Fredericia døgnrapport 02.01.2018

Fredericia Politikreds melder om et usædvanligt roligt nytår. De opgaver som politiet er kørt ud til betegnes som standardopgaver. Det drejer sig om berusede personer, hærværk, husspektakler og fyrværkeri til ulempe for naboer. Der er således ikke registreret nogle alvorlige færdselsuheld, ligesom de udrykninger der har været har vist sig ikke at være affødt af større ulykker eller hændelser.

En del anmeldelser vedrørende graffiti skal ses i forsikringsøjemed, vurderer politiet. Det viste sig at det område af byen hvor graffiti-anmeldelser blev modtaget godt kunne vaskes af, men i det tilfælde at forsikringen skulle have dækket det som en skade ville en politianmeldelse være påkrævet.
Politiet har været kørt ud til to voldssager henover nytåret. Den ene sag drejer sig om et internt familieforhold. Den anden hvor en person på åben gade får en knytnæve i ansigtet uden at vide fra hvem og hvorfor. Politiet vurderer at der i begge tilfælde indgår et element af beruselse.

Derudover har politiet rykket ud til en del husspektakler. Der er eksempelvis anmeldelser fra folk som er blevet trætte af at der i deres opgang fortsat spilles høj musik klokken 06 om morgenen fra en lejlighed. Der har også været anmeldelser fra folk der har følt sig generet af fyrværkeri. Her er der formentligt nogle hundejere iblandt. Endeligt har politiet kørt en del berusede personer hjem. Da man har ønsket at undgå at sætte flere end nødvendigt i detentionen, har man således sat de fulde personer af på deres hjemadresse i stedet, hvis der har været pårørende på adressen.

Indbrud på Generalen
Tirsdag morgen klokken 03.06 gik alarmen på Generalen i Prinsessegade. To betjente kørte straks derhen, og kunne konstatere at der havde været indbrud. En flise var blevet kastet igennem et vindue, hvorefter køkken- og barområde er blevet gennemrodet. Fra stedets overvågning kunne politiet straks genkende gerningsmanden, som er en lokal mand kendt af politiet i forvejen. Han kan nu forvente et besøg fra ordensmagten senere i dag.

Indbrud på Idasvej
Mellem lørdag klokken 11.00 og mandag klokken 13.15 har der været indbrud i en villa på Idasvej. Her er gerningsmanden brudt ind gennem et vindue fra havesiden med et ukendt værktøj, hvorefter hele huset er blevet gennemrodet. Da ejeren netop er kommet hjem er det endnu ukendt hvad der er stjålet.

Indbrud på Johannevej
En villa på Johannevej har haft indbrud i tidsrummet mellem søndag klokken 16.30 og mandag klokken 14.00. Her er et kældervindue blevet brudt op, hvorefter huset er blevet gennemrodet. Beboerne er her i samme situation at man endnu ikke ved hvad der er blevet stjålet da man netop er kommet hjem.

Indbrud på Skansevej
Der er ligeledes i samme tidsrum registreret et indbrud på Skansevej. Her er to vinduer i en mellemgang til ejendommen brudt op. Her er fremgangsmåden den samme, ligesom beboerne endnu ikke hvad der er blevet stjålet da de netop er vendt hjem fra nytårsfest.