Kunder hos Imerco i Danmarksgade vil i den kommende tid opleve, at butikken er under renovering, men det går ikke ud over åbningstiderne.

Hvad foregår der? Det spørgsmål har butikschef Danny Sandberg fået en del gange på det seneste, da der er håndværkere inde i butikken.

Han har beroligende svaret, at der er en fornyelse i gang af lokalet på hjørnet af Vendersgade og Danmarksgade, der i mange år har huset isenkræmmere.

“Vi er i gang med at renovere butikken, der får en kæmpe make-over. Vi har mange stamkunder, der er kommet her i mange år, og de har været vant til, at der altid har set ud som der gør nu, men nu skal der ske noget nyt,” siger Danny Sandberg til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Vi får nyt gulv, ny belysning og der bliver nymalet. Vi rykker rundt på hele butikken, og kommer til at give mere luft mellem varerne. Eksempelvis kommer vi til at flytte vores område med køkkengrej ned mod indgangen. Vi forsøger at rykke det hele 180 grader rundt så man som kunde får det indtryk, at det hele er nyt,” siger Danny Sandberg.

Renoveringen af Imerco er i fuld gang. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Håndværkerne er pt. i gang i den bagerste del af forretningen, og sådan vil det løbende foregå i forbindelse med fornyelsen af Imerco.

“Vi kommer til at holde en “nyåbning” i slutingen af marts, men vi kommer ikke til at holde lukket på noget tidspunkt. Om nogle uger vil man komme til at skulle gå ind omme fra Vendersgade og det skal vores kunder være opmærksomme på,” siger Danny og kommer ind på, hvad han håber, at få ud af ændringerne:

“Vi samler begge kasseområder i frontbutikken og gør butikken mere åben og lyst. Vi ønsker at møde vores kunder på gulvet og skabe en dialog, i stedet for bag kassen” forklarer han

I den kommende tid kører Imerco et stort udsalg på omkring 500-1000 udegående varer. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

I forbindelse med renoveringen har Imerco startet et stort udsalg på restvarer.

“I perioden, hvor vi renoverer, giver vi vores kunder mulighed for at få 20 -60 % rabat i butikken. Vi har lavet et stort restområde hvor der kan spares 50, 60 og 70% rabat på mange varer. Hvis der er noget fredericianerne elsker, så er det tilbud” slutter Danny med et smil.

Det er endnu ikke klarlagt, hvornår renoveringen af Imerco er færdig. Butikschef Danny Sandberg forventer, at det vil ske senest i slutningen af marts.

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her