Fredericia Idrætsråd er for alvor kommet i fokus. I starten af april havde de arrangeret Idrættens Topmøde med Nikolaj Jacobsen som det helt store trækplaster. Formanden for rådet, Tony Brazil, fortæller at der hele tiden arbejdes på at tale foreningens sag særligt i politiske sammenhænge.

Fredericia Idrætsråd blev etableret i 2019, og deres mål er at nyttiggøre synergier og ressourcer på idrætsområdet, styrke udviklingen af idræts- og bevægelsesstrategier, skabe øget involvering fra alle idrættens aktører og få mulighed for at påvirke idrætspolitiske områder og spørgsmål.

En af de ting, som der arbejdes med i samarbejde med Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Byråd er, at Idrætsrådet gerne ser, at der ansættes en til kultur- og idrætskonsulent.

– Vi kan understøtte det med midler, men det bliver ikke os der kommer til at ansætte direkte, slår Tony Brazil fast.

Det er dog Tony Brazils formodning, at der kommer til at ske noget på den front.

– I andet halvår af 2022 vil der nok blive slået noget op. Vi har givet tilsagn til, hvor meget vi vil støtte med, og så er resten op til kommunen, og de er lydhøre. Peder Tind (formand i Kultur- og Idrætsudvalget, red.)) har også sagt, at han gerne ser en ansat, siger Brazil.

Der er bundersøgelser, der viser, at idrætslivet i Fredericia halter, og det er blandt andet noget af det, som en ny konsulent skal være med til at understøtte.

– Der er udfordringer, og der skal gøres noget ekstra for at komme udover det. Det kræver, at der er funktioner, der kan understøtte det. Vi skal sikre, at der er løbende undersøgelser, forklarer Tony Brazil

Både formanden og næstformanden i Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind og David Gulløv, har sagt ja til at repræsentere politikerne i idrætsrådet.

– Det gør, at de kommer tættere på os, og det sender et signal om, at vi vil det her. For os er det vigtigt at repræsentere bredden. Uanset om det er selvorganiseret, foreningsidræt eller hvad der er det vigtigste, at folk dyrker noget. Det er lidt samme værdier som mit arbejde hos Idræt i dagtimerne, siger Tony Brazil.

Tony Brazil kommer med et eksempel fra sit eget liv med, hvad foreningsidræt kan, som det uorganiserede som eksempelvis fitness ikke kan.

– Der er samhørighed og fællesskab. Jeg spiller selv floorball, og vi har alle ”farmaver”, men vi har et fantastisk kammeratskab. Gennemsnitsalderen er 35 år, og man spiller i et tempo, hvor alle kan være med. Vi har også den vigtige tredje halvleg, hvor vi hygger os. Det gør, at man kommer afsted, og det er der, at foreningerne kan noget

Til Idrættens Topmøde var der omkring 75 deltagere, heraf var 35 foreninger i Fredericia Kommune repræsenteret. Det var vigtigt for Idrætsrådet og politikerne, som dermed fik input til fremtidens arbejde, og det var sådan en succes, at det kalder på en tradition.

– Vi er enige om, at vi fremadrettet skal lave dialogmøder. Det behøver ikke være et stort setup med Nikolaj Jacobsen som foredragsholder, men det kan være et visionsarbejde, frivillighedspolitik eller lignende vi har oppe. Vi er enige om, at det topmøde vi lavede godt, må komme hvert år. Det kan også være afgrænset i tid, men hvor vi har fagligt indhold og kan bruge hinanden til de her dialoger. Vi vil, at det skal være en fast dag om året, siger Tony Brazil.

Næste punkt rent idrætspolitisk i Fredericia bliver den 11. maj, hvor der er inviteret til visionsdag i Fredericia Kommune, der skal have lavet en ny vision frem mod 2032.

– Der kan man byde ind til idræt og bevægelse, men det er bredt. Vi vil snævre det ind til en ny idrætspolitik og lave handleplaner, der tager udgangspunkt i politikken. Det vigtige for os er, at vi holder os i helikopteren. Vi skal understøtte det og være talerør ind i den politiske kontekst, siger Tony Brazil og slår fast:

– Idrætsrådet er ikke kun placeret i Fredericia Idrætscenter, som mange har troet. I de seneste to år har vi været rundt i lokalområderne.

Fredericia Idrætsråd har følgende medlemmer:

Formand:  Tony Brazil (udpeget af det daværende Sundhedsudvalg)

Næstformand: Alex Falkenstrøm (valgt i Bredstrup, Pjedsted og Egum)

Jacob Falkenby (valgt i Erritsø, Snoghøj og Sandal)

Elna Schakmann Mathiasen (valgt i Taulov, Skærbæk og Herslev)

Andreas Thoustrup (valgt i Trelde, Egeskov og Bøgeskov)

Lisa Mikkelsen (udpeget af Børne- og Skoleudvalget)

Ib Østergaard (udpeget af Kultur- og Idrætsudvalget)

Torben Eriksen (udpeget af Business Fredericia)

Peder Tind (politisk representation)

David Gulløv (politisk representation)

Kasper Findahl (konstitueret koncernchef for idræt)

Sekretær: Lars Brønserud (idrætskonsulent, kultur og idræt)