Antallet af medlemmer i idrætsforeningerne i Fredericia Kommune rykkede sig ikke synderligt i 2021. På landsplan gik foreninger under DIF og DGI samlet set frem, men der er stadig langt til medlemstallet før pandemien.

Corona-restriktionerne for idræts- og foreningslivet varede længere og var mere omfattende i 2021 end i 2020. Alligevel viser 2021-medlemstallene for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI en fremgang på 12.101 medlemmer. Dermed har idrætsforeninger under DIF og DGI nu 2.228.776 medlemmer tilsammen.

I Fredericia Kommune lykkedes det at komme helskindet igennem corona-året uden de helt store udsving. Her var der en lille fremgang på 26 medlemmer fra 2020 til 2021, så der nu samlet er 19.018 medlemmer i kommunens 84 idrætsforeninger under DGI og DIF.

Idrætsforeningerne i Fredericia Kommune har oplevet fremgang inden for blandt andet fodbold, senioridræt og udendørs idræt som kano og kajak. Det er også værd at bemærke, at foreningerne er lykkedes med at få de unge mellem 13-18 år tilbage i foreningslivet, så det nu er flere end halvdelen af kommunens unge, der er medlem af en idrætsforening.

Glæde over udviklingen

Efter en årrække med fremgang og historiske 2,3 millioner medlemmer i 2019, mistede DIF og DGI knap 90.000 medlemmer på landsplan i corona-året 2020. Nu er lidt af det tabte hentet ind igen, og den opadgående medlemskurve glæder DIF, som sender kredit til de frivillige.

– Først og fremmest glæder vi os over, at frafald er vendt til fremgang trods endnu et år med corona. Der er stadig tabt terræn at genvinde i forhold til 2019-tallene, men vi er på rette vej. Her må vi igen sende en stor tak til de mange frivillige, som har gjort en stor forskel og et fantastisk arbejde ude i landets foreninger i et svært år for idrætten, siger DIF-formand Hans Natorp.

Den holdning deler DGI, og endnu flere medlemmer skal bydes indenfor i fremtiden.

– Det er vigtigt for vores fysiske og mentale helbred at dyrke idræt. Derfor glæder vi os over, at det ser ud til, at udviklingen er vendt i Fredericia Kommune og at flere er kommet tilbage til idrætsforeningerne. Vi vil selvfølgelig arbejde videre, så vi får alle de tabte medlemmer tilbage i fællesskaberne og gerne også endnu flere end før corona, siger formand for DGI Sydøstjylland Dan Skjerning.

DIF og DGI kvitterer samtidig for, at kommunerne har understøttet foreningslivet økonomisk og ydet andre former for hjælp.

Samarbejdet med kommuner, idrætsforeninger og andre partnere fortsætter, og med udsigten til at COVID-19 bliver en mindre faktor i de kommende år, forventer DIF og DGI en stigning i fremtidens medlemstal.

Udvalgsformand trækker i arbejdstøjet

For formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia, Peder Tind (Venstre), er det sød musik i ørerne, at der ikke er tilbagegang, når man ser på situationen.

– Kigger man på delen med corona, foreningsliv og fællesskaber er det godt. Jeg noterer mig især, at de unge er vendt tilbage til foreningslivet. Ser man på det har vi et godt udgangspunkt til vores fremadrettede arbejde, og vi er i udvalget helt klar til at trække i arbejdstøjet, siger Tind.

Tallene er blevet fremlagt efter, at der blev afholdt Idrættens Topmøde i Fredericia i lørdags, hvor temaet var netop at få inputs fra foreningerne og forskellige aktører i forbindelse med idrætslivet i Fredericia, hvor man vil have flere til at være aktive.

– Vi har et rigtig stort potentiale. Jeg er også meget optaget af Sundhedsprofilen, da vi er udfordret på den front. Vi skal have flere aktive, og derfor var det en god dag vi havde sammen med foreningerne, forklarer Peder Tind.

Udvalgsformanden nævner, at eksempelvis gymnastikforeningerne har haft det svært, og de skal nu hjælpes videre.

– Vi havde en god oplevelse til topmødet, hvor der var et stort engangement, og vi fik inputs. Nu skal vi understøtte de foreninger, som har haft det svært. Vi kommer til at evaluere på dagen, og så trækker vi for alvor i arbejdstøjet efterfølgende, slutter Peder Tind.

Fakta om medlemstal

Det samlede medlemstal for DGI og DIF på 2.228.776 unikke medlemmer er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlem af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2021 og et medlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.