Elbiler er på vej frem. Det har fået VW til at gå all-in. De har nu produceret en ren elbil, den første VW af sin slags, der er produceret fuldt ud til el – og ikke bare er en elmotor i en almindelig bil. Størrelsen svarer udvendigt til en Golf, hvor den indvendigt minder mere om en Passat. Og så koster den ikke en bondegård. Det har fået mange til at bestille bilen allerede før den er landet hos VW Fredericia.

“Med ID.3 begynder en ny, dynamisk æra i universet for elektrisk mobilitet. Elektrificerende præstationer møder banebrydende design og hverdagsanvendelige rækkevidder. For mennesker, der er på udkig efter forandringer. Fremtiden er klar”, lyder det fra Volkswagen omkring deres første skud på en rendyrket elbil. Tidligere har man lavet elbiler på de populære Up og Golf-modeller, men denne er den første af sin slags, fortæller Direktør for VW Fredericia, Henrik Kjærgaard.

“Vi mangler kun at få bilerne, for vi har allerede en del forudbestillinger på dem allerede”, fortæller Henrik. Følger man en smule med i VW’s salg, så har medierne flere gange kunnet berette om udsolgte biler allerede før de er landet i Danmark. Blandt andet var der en længere restordre på T-Roc modellen – en melding der kom lang tid før bilens ankomst til Danmark.

“Jeg tror det er fordi folk ved hvad de får når de køber en Volkswagen. Jeg oplever, at der er en stor tillid til vores brand og den kvalitet som vi i mange år har slået på. Man ved ligesom hvad med får når man køber en bil hos os. Det virker som om, at det ligger højt på folks ønskeliste at købe en bil hos Volkswagen fremfor mange andre mærker. Det er mange års hårdt arbejde, men vi kan stå fuldt ud på mål for det vi sælger”, forklarer Henrik Kjærgaard.

Volkswagen satser stort på elbiler. ID.3 er den første af sin slags, men flere er på vej, fortæller Henrik. “Vi står overfor et kæmpe stort marked”, forklarer han. “Vi har allerede lanceret en E-Up og en E-Golf. Men den her bil er den første der er produceret alene til el og ikke bare er en almindelig bil med en elmotor. Alt i den her bil er skabt til strøm. Det er en af styrkerne hos VW, at vi har muligheden for at udvikle fremtidens biler”, siger Henrik Kjærgaard.

“I starten handlede det for kunderne meget om, at rækkevidden slet ikke var dækkende for det behov de havde. Men det er udviklet voldsomt siden de første modeller kom på markedet. Der er kommet meget realistiske batterier, der dækker det behov som vores kunder har behov for”, forklarer Henrik.

“Samtidig udvikler vi også flere hybridbiler, plug-in hybrid. Det er for mange en mellemvej inden de er klar til at tage skridtet videre til en fuld elbil. Der er mange der overvejer en elbil, men ender på mellemvejen. Hybridbilen giver et godt indblik i hvor mange muligheder der er med en elbil og hvad den kan, men samtidig kan man undgå hovedbekymringen i kilometerbegrænsningen”, fortsætter han.

Der er flere bilmærker der forsøger sig i elbiler, men fælles for dem alle er, at priserne er svære for mange at sluge. Det bliver ikke et problem med ID.3, fortæller Henrik. “Den starter på en pris på 280.000 kroner – og størrelsen er som en Golf. Til sammenligning koster en Golf 245.000 kroner, og alene det at der er automatgear i ID.3, så får du mere værdi der end i en Golf – og dertil kommer gratis service i 5 år. Så faktisk er den ikke meget dyrere end en Golf – og fordi motorrummet ikke er nær så stort som almindelige biler, så er den indvendige størrelse tæt på en Passat. Så man får meget bil for pengene”, siger Henrik.

Normalt ville jeg gerne have haft et billede af Henrik ved siden af den omtalte bil, men det eneste han kan klare er den lille model, der står pænt på hylden. “Bilerne er jo allerede solgt, så vi har kun den her tilbage”, lyder det med et grin fra Henrik.

Leave a Reply