I den forgangne uge er flere elever blevet testet i de fredericianske undervisningsmiljøer. I går kunne vi også fortælle, at en elev fra 4. klasse var smittet, og nu, at IBC i går kl.17.15 meddelte, at otte elever er smittet på byens handelsskole.

IBCs Rektor, Jacob Lund, er en travl mand i disse dage. Han laver alt andet end det, han normalt beskæftiger sig med. “Men det er en stor samfundskrise, og der skal man stå sammen,” siger han til AVISEN, da vi denne mandag fanger ham på telefonen om det aktuelle COVID-19-udbrud i Fredericia.

»Der er tale om syv HHX-elever og en pratikcenterelev. Fem af HHX-eleverne går i de fire hjemsendte 2.G-klasser. 2.G-klasserne blev sendt hjem efter dialog og rådgivning med myndighederne i fredags, da der var tale om undervisning på tværs af klasserne med ringe mulighed for at opspore smittekæder og nære kontakter. I to øvrige klasser har det derimod været muligt i weekenden at definere nære kontakter, og disse er kontaktet, så de kan blive testet. Det har jeg meddelt skolens elever og undervisere. Vi har efter tæt dialog med myndighederne fået klare instruktioner, at når vi kan opspore smitten, så skal vi ikke sende klasser hjem. Derfor fortsætter undervisningen som normalt i næste uge for alle andre end de allerede hjemsendte klasser,« siger Jacob Lund fra IBC.

Hvordan er det at være rektor på IBC lige nu?

»Det er en træls situation at være rektor i, fordi det handler om alt andet end undervisning. Jeg har haft mange døgn med non-stop-Corona, men jeg er ikke utilfreds. Det er sådan, det er. Vi skal som samfundsborgere tage os af det. Det er en klar samfundsopgave, at Coronaen ikke spreder sig yderligere. Det kan kun ske ved fælles hjælp. Der har været meget sjovere ting i livet, men når det er sagt, så tager ansatte og elever det godt. Vi står sammen om det her, og alle ved, at det er en krise. Det er også her, at man for alvor finder ud af, at man står sammen. Der er opbakning til vores opgave, og alle er enige i budskabet om, at vi skal passe på hinanden, så det er godt,« siger Jacob Lund.

Hvad med møder og samlinger, gør I det?

»Nej, så vidt muligt, så arbejder alle, der kan, hjemmefra. Vi har nogle vitale funktioner, som kræver, at vi er på stedet. IT og administration etc., men ellers har vi fået god træning i at være digitale de seneste måneder, så eksempelvis 2.G-klasserne undervises digitalt. Samtidig aflyser vi alle fysiske møder, der ikke er vitale. Og da jeg skulle informere eleverne i fredags om den aktuelle situation, skete det via Microsoft Teams,« slutter Rektor Jacob Lund.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer