Mandag og tirsdag afholdes deres dimission på IBC Fredericia-Middelfart. I alt er der seks afslutningsklasser, og dimissionerne var delt op klassevis som følge af Corona-restriktioner.

Det var ikke som det plejer. Langt fra. 3.B. fra IBC Fredericia-Middelfart var mandag klokken 10:00 til dimission i auditoriet, hvor de skulle have deres eksamensbevis. Undervejs var der flere virtuelle indslag, ligesom hele seancen blev livestreamet til dem, der ikke kunne være til stede fysisk på skolen.

3.B. havde gaver med til lærerne. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Normalt plejer det at være en begivenhed med alle afgangseleverne, og mange pårørende til de nyudklækkede studenter, men grundet Corona blev det ikke sådan. Netop Corona var også et tema i rektor Jakob Lunds tale.

“Vi var faktisk i fare for ikke at kunne gennemføre en dimission indtil for nogen tid siden. Da vi sad her for omkring år siden, da I var startet her på skolen, var der ingen, der havde forventet I skulle afslutte jeres skolegang via Microsoft Teams. Der er flere måder I er pionere på. I er de første, der afslutter HHX efter reformen i 2017, og I har banet vejen for kommende studenter. Og hvad er det så I har taget til jer? Det er SWOT-analyser, arbejde med CSR, stile og ikke mindst NOVA samt fredagscaféen,” sagde Jakob Lund blandt andet.

“Vi har forsøgt at guide, skubbe, presse og motivere jer. Ja, vi har også givet skideballer, men vi har i endnu højere grad rost og jublet, når noget er lykkedes for jer,” sagde Jakob Lund.

I forbindele med 3.B’s dimission blev der uddelt to legater, et for at være en god elev og et boglegat fra Middelfart Sparekasse. Den gode elev tilfaldt Muriel Michere Kristensen, og boglegatet gik til Kathrine Kjeldgaard Kirk Larsen.

Se her flere billeder:

Skriv et svar