Søndag aften stod det på braget mellem AC Milan og S.S. Lazio. To hold, der igennem tiden er blandt de største historisk i italiensk fodbold, men stemningsmæssigt havde vi ikke rigtig nogen formodning om, hvad vi skulle forvente.

Igennem tiden har der spillet flere danske spillere på de to mandskaber. For AC Milan har Jørgen Leschly Sørensen, Brian Laudrup, Thomas Helveg, Martin Laursen og Jon Dahl Tomasson repræsenteret Rossioneri, som AC Milan kaldes i folkemunde. Tidligere har danskerne John Hansen, Carl Aage Præst og Michael Laudrup repræsenteret den italienske hovedstadsklub.

Ingen af os har nogen præferencer inden for italiensk fodbold, men San Siro har altid været på en liste over stadions vi har skulle se. Inden det bliver moderniseret eller revet ned ville vi derfor se det, og valgte derfor denne kamp mellem AC Milan og Lazio uden for den danske fodboldsæson for at få stillet lidt fodboldabstinenser, og samtidig gøre en lille tur ud af det.

Efter at have været inde ved Domkirken i de tidlige eftermiddagstimer drog vi ved 15-tiden afsted mod San Siro. Vi tog metroen fra den nærliggende station ved Domkirken, og skulle undervejs foretage et skifte på stationen Zara. Efter et par dage i Milano, havde vi fundet ud af det simple metrosystem, så skiftet foregik gnidningsfrit. Efter ca. 20 minutters kørsel i metroen nåede vi endestationen San Siro, hvorfra der blot var 500 meter ud af lige vej for at komme til stadion. Inden vi kom så langt, var vi nær kommet i problemer med et par gadesælgere, som mente vi skulle have et hjemmelavet AC Milan-armbånd, som lignede noget enhver med bare lidt fingertikke kan lave. Efter først at have afvist med den klassiske ”No, no!” begyndte sælgerne at sige ”for free” til os, og uden vi nåede at reagere begyndte de at give os det på, og forlangte bagefter et symbolsk beløb. Vi nægtede at betale dem, og tog derfor armbåndene af, og så blev der fyret nogle mindre pæne gloser afsted efter os, men vi har virkelig ingen tolerance over for den slags og gav dem ingen penge, og gik videre.

Da vi kom ud af selve metrobygningen kunne vi til vores ærgrelse se, at det var meget tåget, hvilket gjorde det svært at tage ordentlige billeder. Da vi ankom til stadion var der et hav af boder med fanudstyr og mad som det hører sig til. Vi havde dog ikke købt billetter hjemmefra, da vi hellere ville have en rigtig stadionbillet frem for noget e-ticket, som man printer hjemmefra. Efter at have fundet billetboden, hvor vi fik billetter til øvre del af den ene langside, som så viste sig at være rent turistland, gik vi rundt om stadionet for at finde vores gate. Vi har alle tidligere været til fodbold i andre lande, men aldrig har vi oplevet så skarp kontrol med billetter. Da vi købte billetten skulle vi vise pas for at få navn på billetten, og i indgangen skulle vi igen vise pas for at sikre, at navnet på billetten matchede med vores identitet. Sikkerhedskontrollen var dog peanuts i forhold til hvad vi har prøvet andre steder.

San Siro er selvsagt stort med en kapacitet på omkring de 80.000, og vi var derfor lidt forvirrede over, hvordan vi kom op på vores pladser. Efter at have gået et marathon op af trapperne lykkedes det os at komme på plads, og straks kunne vi se, at vi var kommet i turistland. Det væltede rundt med folk, der var på Facetime og flashede stadion til vedkommende i den anden ende af kameraet, og folk tog billleder i stor stil.

Panorama af San Siro. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

Selvom vores placering var på øvre langside var udsynet rigtig fint. Vi kunne nemt se alt der foregik på banen, bortset fra når de, for os, irriterende øl/vand-sælgere forsøgte at få folk til at købe noget ved at gå rundt imellem stolerækkerne, hvor der ingen plads var.

I turistland på San Siro. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

Det var også tydeligt for os, at der er et lidt anstrengt forhold mellem AC Milan og Lazio. Straks da Lazio bragede op for deres første sang blev de mødt af en massiv piften, og det var ikke kun fra den berømte Curva Sud, at det kom piften. Lazio må virkelig have følt sig på udebane, men det gjorde de nok ikke så meget under kampen.

Den italienske fankultur har generelt lidt et knæk siden starten starten af 00’erne, hvor de var førende i Europa, men grundet restriktioner og høje billetpriser, er det en lidt udvandet kultur, men som dog er på vej frem igen. I udebaneafsnittet var der eksempelvis omkring 1.000 Lazio-fans, selvom der er ca. 570 km fra Rom til Milano, hvilket særligt med tanke på de to klubber igen mødes den 31. januar i pokalturneringen, er ret imponerende.

Lazios fans på den øvre del af tribunen. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

Selve kampen faldt ud til AC Milans fordel. Hjemmeholdet kom foran 1-0 efter et kvarters spil, men Lazio udlignede kort tid efter. Kort tid før pausen kom AC Milan foran igen, og her kom et af dagens højdepunkter. Hele stadion gik amok til Kernkraft 400, hvor de hoppede og dansede, som var de på natklub.

Selvom der ikke var nogen mål i anden halvleg, var det en fed oplevelse. Der var virkelig knald på intensitetsmæssigt, hvilket smittede af på tribunerne, hvor folk levede sig med, selv på de turistede pladser.

AC Milans Curva Syd. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

Efter kampen brød stadion ud i vild jubel, men overraskende var det, at Lazios fans efter et par minutters stor jubel brølede og overdøvede hele San Siro. Det gav stor credit i vores bog, selvom vi ikke helt fangede, hvad det var de råbte.

Vi havde ingen idé om det ville være crowded eller ej i metroen, så vi lod bare folk gå ud før os selv, og vi kunne derfor i fred og ro tage de billeder vi ville tage. 5-10 minutter senere bevægede vi os ud i tågen, og kunne se tilbage på en kamp, der faktisk var fed, selvom der er mange fordomme om italiensk fodbold er kedelig. Stemningsmæssigt har vi alle dog oplevet vildere, blandt andet er det danske derby mellem Brøndby IF og F.C. København langt vildere stemningsmæssigt, hvor det er meget mere organiseret end det var i denne kamp på San Siro.

Da vi nåede hen til metroen tænkte vi straks ”åh nej.” Der var massiv kø for at komme ind i selve bygningen. Metroen på San Siro-stationen har sluser, som lukkes, når personalet vurderer, at der ikke skal lukkes flere ind. Det var ret smart, men vi tænkte, at det ville tage lang tid før vi så kunne komme ind. Vi stod sammen med 4-500 mennesker og ventede på at komme ind, men allerede efter fem minutter blev det vores tur til at komme igennem slusen og videre ned i metroen. Det skal italienerne have stor ros for, det er virkelig et effektivt system, som mange kan lære af.

Efter en dag i turistland på San Siro er krydset sat ud for det ikoniske stadion, men vi vil bestemt ikke udelukke at komme tilbage en anden gang.

Arrivederci, Milano.