Den vrede mand kaster sin kælighed på fæstningsbyen.

Hvad mener du om Fredericia? Hvorfor bor du her egentligt og er du glad for at bo i Fredericia?

De ovenstående tre spørgsmål burde alle mennesker vel egentligt stille sig selv en gang imellem uanset, hvor de måtte bo.

Jeg vil tro, at hvis jeg var kandidat til byrådet, ville det være de første spørgsmål, jeg ville stille mig selv, og alle de borgere, jeg mødte på min vej. Jeg kan kun tale på egne vegne, så i denne uges klumme sætter jeg lidt ord på, hvorfor jeg personligt synes Fredericia er en fed by at bo i. 

Jeg skal til at starte med at erkende, at jeg inderst inde godt ved, at Fredericia nok ikke er den pæneste by i Danmark. Hvis man eksempelvis kommer ind til Fredericia via motortrafikvejen, så møder øjet en lidt rodet blanding af halvforladte industribygninger, et kæmpe raffinaderi, et bryggeri så stort, at det har sin egen godstogsterminal, midt imellem de smukkeste hyggelige landsbyer og flotte pæne villaveje. Det samme billede gør sig vel i bund og grund gældende næsten lige meget, hvilken vej man tager ind til Fredericia. Jeg kunne i samme åndedrag nævne at støjen fra store veje er ret markant i bydelene ude ved broerne og motorvejen. Mon ikke også du sidder og har et par ting på tungen, som ikke er de fedeste?

Sikke dog en klaphat, ham Frank der kan jo slet ikke lide Fredericia, tænker du måske nu. Det er helt forkert at tro det, jeg er faktisk indædt fan af vores lille perle, og midt i alt det mindre kønne ser jeg også en skønhed og herlighedsværdi de fleste andre byer ikke kan matche.   

Min bedre halvdel og jeg stod fornyelig og skulle finde ny bopæl til os og vores horde af børn. Vi kiggede på mange løsninger sommeren over, også udenbys må jeg skamfuldt indrømme, men i sidste ende valgte vi naturligvis at blive boende i Fredericia og har nu fundet vores egen lille oase i et gammelt slidt hus fra 1854 ude i Erritsø. For de fleste ville det jo nok være noget gammelt billigt lort med lavt til loftet, men for os er det drømmestedet, vores sted i livet taget i betragtning. 

Hvad er det så der gør, at Fredericia blev det naturlige valg for os? 

Nu bliver resten af klummen nok forholdsvis subjektiv i og med jeg er vokset op i Fredericia, er stor fan af hele byens håndboldhold, og ikke mindst, at det meste af min familie bor her, men det må jeg så tage balladen på. 

Jeg ville hurtigt kunne skrive en del forskellige ting om, hvor skønt her egentligt er, jeg kunne også hurtigt bruge resten af klummen på de ting. der er lige til højrebenet, du ved, Lillebælt og Østerstrand, Hannerup og rådyrene, Trelde Næs og alle de skønne landsbyer, der er hele vejen rundt om fæstningen. Men det ville nok blive lidt kvalmende og turistforeningsagtigt. Jeg har i en tidligere klumme allerede nævnt, at jeg synes vi har et fantastisk kulturliv, og mange andre ting, så det er heller ikke noget, du skal trækkes med at læse om igen.  

Jeg laver i stedet en kort opsummering af nogle få af de mange ting, jeg ellers synes er fedt ved Fredericia.

Vi er lige i smørhullet, når vi taler beliggenhed, vi er ganske enkelt forgyldt. Inden for at par timers kørsel, når vi det meste af Danmark og også Nordtyskland.

Jeg er vild med det aktive foreningsliv i Fredericia, der er næsten ikke den sportsgren, man ikke kan gå til. Alt lige fra skak til yoga, eller for den sags skyld andre forskellige fritidsinteresser, er der dannet en passende forening til. Du, eller en du kender, er næsten helt sikkert medlem af en eller anden forening.   

Som den store børnefamilie vi er, kan jeg naturligvis ikke komme udenom Madsby Parken. Madsby Parken er vel en af de bedste gratis legeparker i Danmark, udover gynger og sandkasser er der også mooncars og Tarzanbane, man kan sejle i robåd for et beskedent beløb, man kan klappe geder og se skildpadder, man kan holde fødselsdag og grille ja og meget mere. Fedt sted med andre ord.

Jeg synes også, vi har et godt messecenter, hvor vi kan komme til alverdens forskellige messer, med alt fra biler til Danmarksmesterskabet for håndværkere.  

Fredericia Shopping gør, i samarbejde med kommunen og de lokale butikker, en kæmpe indsats for at bevare et aktivt byliv i midtbyen. Der er, by night med musik og længe åbent, forskellige aktiviteter året rundt og ikke mindst julemanden, der hvert år ankommer med tonsvis af flødekarameller. 

Vi har 6. julifejringen, som både er meget farverig, men også understreger, at vi fredericianere er dybt forankrede i, og stolte af byens historie. 

Netop historien om Fredericia er nok det, jeg i sidste ende finder mest fascinerende. Vi kan spadsere en tur på Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg, hvor vi kan se kanoner, byporte og voldgrave. Voldgravene må vi i øvrigt skøjte på om vinteren, hvis frosten rammer hårdt nok. Det er lidt blæret, synes jeg. Jeg må naturligvis ikke glemme, at man også kan få en gratis guidede tur på voldene, sådan en har jeg været på. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse. Vi kan ovenikøbet, i en del af de historiske bygninger inde for voldene, se kanonkugler og granater muret ind i murene. Det gjorde man i sin tid som en slags beskyttelse mod fjendes bomber, en overtro der opstod i forbindelse med krigene mod tyskerne i 1849 og 1864. Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at besøge Fredericia bymuseum, skarpt efterfulgt af en tur til den historiske Miniby, hvis man ellers har lyst til at få et dybere indblik i Fredericias historie samt se den flotteste miniature version af det historiske Fredericia. 

Vi kan udover det også være stolte af, at Fredericia blev et fristed for alle religioner og folkeslag, mange efternavne og vejnavne i Fredericia, bærer den dag i dag stadig præg af udenlandsk klingende navne. Et af Fredericias sloganer, ”Byen for alle” er ikke en ny ting.

Hvis vi her til slut går lidt længere tilbage i tiden, lad os sige 1000 år før Frederik den III i 1650 ville gøre Fredericia til Danmarks hovedstad, kan vi vel også godt prale lidt af, at den befæstede vikingegård, man har fundet ude i det sydlige Erritsø.

De seneste års udgravninger har resulteret i, at arkæologer nu mener at det har været en strategisk vigtig overkongefæstning. Man har fundet bevis for, at der har været en bosættelse helt tilbage fra den tidligere vikingetid. Det tyder dermed på, at den strategiske placering har gjort området særligt attraktivt over mange århundrede. Stednavne som Kongsted, ‘konges sted’ og Herslev, ‘stedet hvor hæren er’ underbygger i hvert fald den teori ifølge forskerne. Det bliver spændene at følge med i, hvad de ellers finder derude i udgravningerne.

Jeg siger ikke, at vi ikke har vores udfordringer her i Fredericia, men det har man altså også i de fleste andre byer, sådan vil det altid være når man samler mange forskellige mennesker i en by. 

– Det jeg siger er, at jeg elsker at bo i Fredericia. 

Summen af alle de fede ting, kombineret med en skøn natur, en enestående historie og et fedt kulturliv, overstråler med længder de negative ting forbundet med at bo her. Når man så krydrer det hele med en beliggenhed, der har gjort hele området attraktivt siden folkevandringstiden, så er Fredericia i mine øjne ikke er den grimme ælling, men den smukkeste svane.

Hvad synes du om Fredericia?

Skriv en kommentar