Med inspiration fra TV-eksperten, Morten Bruun, har Fredericia AVISEN været rundt på alle stadions i Fredericia Kommune.

Med hashtagget #herermistadion fik Morten Bruun startet en dille på Twitter. I disse Coronatider er der et tomrum for mange, og det inkluderer blandt andet fodbold og derfor fandt den populære TV-ekspert, der blandt andet var med til at vinde EM med Danmark, på en måde til at få stillet lidt af abstinenserne.

Der er ikke 22 mand på banen, men bare det at være ved et stadion og lade minderne og tankerne flyde var for mange befriende. I skrivende stund er der på Twitter under hashtagget nu blevet taget billeder af over 500 stadions i Danmark.

På Fredericia AVISEN er vi også fodboldhungrende. Vi har derfor været rundt ved alle fodboldklubber i kommunen, og det var et sjovt gensyn, når man som flere af os, har en fortid på banen for et af byens fodboldhold.

Første stop på vejen var et sted, hvor vi kommer tit, nemlig Monjasa Park. Det er det eneste rigtige fodboldstadion i Fredericia Kommune, og efter indvielsen i 2006 ser vi frem til, at stadionet udvikler sig yderligere efter, at det er kommet i puberteten.

Turen gik videre mod Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening, hvor opvisningsbanen går under navnet Covia Arena. Der er tale om en breddeklub, som kun har to seriehold, hvoraf det ene er med i sammenslutningen Fredericia KF. Klubbens eneste eget seniorhold hører hjemme i Serie 3.

Et hyggeligt klubhus ligger lige op til Covia Arena.

Næste stop på vejen blev i Trelde, hvor TGIF Fodbold hører hjemme ved Bøgeskovhallen, som er noget mere kendt land for os på redaktionen. Efter at have kigget lidt rundt kunne vi se, at opvisningsbanen gemte sig omme bagved. Et par forfaldne reklameskilt var alt, hvad der var af reklamer ved banen.

Fra Trelde gik turen mod mere kendt land, nemlig KFUM Parken, hvor Jutlander Bank Park er opvisningsbanen foran det chamerende klubhus. Fredericia KFUM er moderklubben til FC Fredericia, som selvsagt er det bedste hold med en KFUM-licens. Ser man bort fra det er KFUMs bedste herrehold i Serie 2 og Fredericia KF, der er klubbens damehold, spiller i Jyllandsserien.

Madsby Enge var næste destination. Der spiller KFUMs rivaler, Fredericia fF på Spar Nord Park, der er klubbens bane 1 foran klubhuset. I en del år var F’erne en del af overbygningen FC Fredericia, men de sprang ud. Siden har der været et samarbejde på ungdomssiden, som gør, at man fra U17 spiller i FC Fredericia-regi. Det bedste hold i F’erne spiller i Serie 1.

Udsigten fra terassen ved klubhuset i F’erne.

Via Vejlevej gik turen nu mod Taulov, hvor TSIF hører hjemme ved siden af Elbohallen på Tingvejen. Opvisningsbanen i Taulov var et chamerende syn. Bandereklamerne var ikke af nyere dato og udskiftningsboksen var også old school. TSIF’s bedste hold spiller i Serie 4.

Sidste stop på vejen var Erritsø Stadion, som vi kørte til via Kolding Landevej. For helhedsoplevelsens skyld er det ærgerligt, at klubhuset ikke længere ligger i forlængelse af opvisningsbanen, men de gamle barakker havde aftjent deres værnepligt og blev derfor forståeligt brækket ned. I stedet har EGIF Fodbold nu klubhus ved Erritsø Idrætscenter så det hele fremstår som en helhed på den anden side af jernbanen med EGIFs forskellige sportsgrene. Det bedste hold hos EGIF spiller i Serie 2.

Efter at have besøgt Fredericia Kommunes syv stadions blev abstinenserne, i hvert fald for en stund, stillet og vi kom i godt humør, og nu ser vi frem til, når fodbolden igen kommer til at rulle på de fredericianske og danske fodboldstadions.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer