Fredericia Håndboldklub tæller i alt 450 medlemmer, omkring de 350 er under 18 år. Det gør klubben til en af de største klubber i Trekantområdet. Vi har talt med flere af ungdomsspillerne om at løbe på banen i den røde trøje.

Fredericia Håndboldklubs ungdomsafdeling kører derudad. Tirsdag og torsdag træner U11-drengene, og det bliver orkesteret af den ansvarlige træner, Bo Jensen, der har Karsten Bording, Hanne Holm, Allan Nielsen, Cilas Darmer som trænerkolleger, mens Britta Jensen er holdleder. Flere af trænerne har selv en hæderkronet håndboldfortid i FHK-trøjen, ligesom nye træneraspiranter er en del af teamet og kulturen, der udvikler fremtidens talenter, men først og fremmest, så har U11-drengene det godt, når bolden kastes.

På banen fik Bo Jensen sat gang i det hele, og der blev blandt andet leget en omgang tik, lavet spurtøvelser og efterfølgende kom håndbolden i hånden på spillerne, da de lavede den klassiske øvelse med at kaste til hinanden to og to. 

Magnus Kjærgaard (tv) og Dominik Darok. (Foto: AVISEN)

To af spillerne på holdet er Dominik Darok og Magnus Kjærgaard, som vi talte med inden træningen gik igang. Vi lagde ud med at spørge, hvorfor de startede til håndbold.

»Min storebror spillede, og derfor startede jeg. Jeg synes, at det er fedt at spille og man lærer noget nyt,« siger Magnus.

Bo Jensen holder styr på U11-drengene. (Foto: AVISEM)

2020 har været et specielt år med Covid-19, men der har håndbolden i FHK været med til at holde drengenes hverdagshumør oppe. De elsker sporten og det betyder noget at kunne mødes i et fælleskab som dette i Fredericia Idrætscenter.

»Det er rigtig godt, at vi har kunnet spille stadigvæk. Det har været dejligt, og man savner virkelig at komme til træning og kamp, når man ikke må spille grundet Corona. Så vi er virkelig glade for, at vi kan spille igen,« siger Dominik.

De to spillere ser op til blandt andet Mikkel Hansen, men de er også at finde på lægterne, når ligaholdet løber på banen. For det er klart, at de selv drømmer om en dag at trække den røde seniortrøje over hovedet og fighte for Fredericias plads på det danske håndboldlandkort.

»Jeg ser dem spille så tit som muligt. Det er fedt, når de spiller. Der er gang i den, Ultras larmer og man ser en masse fede detaljer på banen,« siger Magnus, mens Dominik nikker med henvisning til, at han har det på samme måde som sin kammerat.

Trine Smidt Holm (tv) og Rebecca Raben Sørensen. (Foto: AVISEN)

Gode trænere

I hal 6 træner U11-pigerne om mandagen, og onsdag går det løs i både hal 2 og 6. Det hele er orkesteret af årgangsansvarlig Helle Secher-Kiib, og som trænere finder Stine Ladegaard Jørgensen, Nicolai Lyngaa og Rikke Vangsgaard i teamet, mens Birgitte Smidt Holm er holdleder. Flere af spillerne på holdet har spillet håndbold i mange år – og de er vilde med det.

Selvom træningen om onsdagen starter allerede klokken 16:00, så kommer flere af pigerne allerede fra omkring klokken 15:45. To af dem er Rebecca Raben Sørensen og Trine Smidt Holm, som vi talte med. Vi startede med at spørge dem, hvorfor de spiller håndbold.

»Jeg startede fordi, at min far og farfar har gået til det, og så sagde nogen af mine venner også, at jeg skulle starte. Det er en tradition og vi har det godt i klubben,« siger Rebecca, der startede for tre måneder siden, og bliver suppleret Trine:

»Jeg synes, at det er sjovt at spille håndbold. Jeg har spillet i godt 8 år. Det har været spændende. Vi lærer meget undervejs og så er det godt at spille kampe. Samtidig får mange venner fra hele byen,« siger målmanden Trine.

Nicolai Lyngaa ser til og vejleder U11-pigerne så øvelsen bliver udført korrekt. (Foto: AVISEN)

Rebecca har på trods af de få måneder med håndbold allerede lært en del, fortæller hun.

»Jeg har lært rigtig meget, og jeg føler, at jeg er blevet god til det, selvom jeg kun har spillet i få måneder. Det må være nogle gode trænere,« siger Rebecca og smiler.

Hvad ser I af håndbold I jeres fritid?

»Jeg ser da lidt håndbold, men det bliver nok mere fremadrettet, siger Trine, mens Rebecca pga. sin korte tid som håndboldspiller ikke har set det særlig meget.

På halgulvet er der nu kommet flere og de to piger løber derfor ind til holdkammeraterne og modtager en fællesinformation om dagens træning, der er delt i to til at starte med. Den ene del løber ind i hal 6, hvor de skal spille en træningskamp mod et drengehold, mens de resterende blev i hal 2, hvor de trænede i halvanden times tid.

Håndboldtalentmassen og fælleskabet spirer i klubben, der har stolte håndboldtraditioner. Målet er for de mindste at blive bedre, men også det gode kammeratskab, men hvem ved måske er en af spillerne den næste Nielsen, Stoklund, Frederiksen eller Burgaard. ■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer