Navnet Ejby Pedersen er velkendt i Fredericia, men også ude i den store verden er der mange der kender navnet. Med en far der har dømt VM-finale og en farfar der har været dansk topdommer, så er det noget af en arv, som kun 22-årige Cecilie skal løfte.

2009 var året hvor Lars Ejby Pedersen med sin makker Per Olesen trådte ind på banen i Kroatien, til en kamp mange håndboldfans nok aldrig glemmer. Det var en VM-finale, Kroatien mod Frankrig. En kamp med mange nerver – og en kamp hvor Lars Ejby Pedersen blev truet med en bold – og prompte hev det røde kort frem. Det kræver en del at være håndbolddommer, og det ved Cecilie Ejby Pedersen godt – men hun udlever drømmen alligevel.

Vi havde aftalt at tage en kop kaffe i Fredericia, selvom vi begge er bosat i Aarhus. Solen skinner, så vi slår os ned ved et bord udenfor under parasollen. I sommervarmen er jeg på en danskvand, imens Cecilie napper en Café Latte.

Lovende håndboldkarriere blev skiftet ud

Det hele startede for efterhånden mange år siden for Cecilie. Håndbolden har været en del af hendes liv i mange år, hvor den startede i Fredericia HK. Niveauet blev højere og højere, men det samme gjorde alderen – og da hendes holdkammerater ramte alderen hvor fester og andet fylder mere end håndbolden, ja så var der pludselig ikke nok til at stille et hold.

Desuden udfoldede Cecilie sig også som håndboldtræner for nogle af de mindste i klubben, og mange af dem kommer glade løbende og giver krammere når Cecilie besøger Fredericia Idrætscenter.

“Men jeg var ikke klar til at slippe sporten, da vi ikke længere kunne stille et hold. Så jeg måtte finde en anden måde at være en del af sporten, og der virkede det meget naturligt for mig, at næste skridt måtte være dommergerningen”, fortæller Cecilie.

Datoen 27. september 2015 blev en dato der indtil nu har forandret Cecilies liv markant. Det var denne dato hun tog sit dommerkort, og derfra er det kun gået én vej: Frem.

Startede med de små – nu dømmer hun nogle af de største

Man starter, som med det meste, med de mindste når man begynder som håndbolddommer. De mange timer der har været lagt i hallen som spiller, de fortsætter som dommer. Lørdage og søndage med en række kampe for de mindste håndboldtalenter kan være lange, men samtidig også lærerige.

Men det tog ikke længe for Cecilie at komme op i rækkerne, så hun kun begynde at dømme de lidt sværere kampe, med både voksne og unge elitehold.

Hendes første år foregik som medlem af Fredericia-Vejle Dommerklub, hvor især makkeren Mathias bød på mange gode oplevelser. Sammen havde de en rejse mod at dømme de lidt større kampe. Men i 2017 flyttede Cecilie til Aarhus for at læse Jura ved Aarhus Universitet, og ved årsskiftet til 2018 skiftede hun sit medlemskab i Fredericia-Vejle ud med Aarhus, og dermed måtte hende og Mathias sige farvel som makkere – og så fandt Cecilie sin nye makker, Stine, med hvem hun også nu er nået næsten helt til tops med.

De er rykket op i ‘Elitegruppen’, der som navnet antyder er gruppen for elitedommere i Danmark. Det er altså her man finder de bedste dommerpar i landet, blandt andet Martin Gjeding og Mads Hansen, der flere gange har været kåret som Verdens Bedste Dommere. Det er altså en prominent klub, som Cecilie og Stine nu er blevet en del af.

“Det er stort, selvfølgelig er det det. Jeg har længe gået med en drøm om, at vi skulle komme i Elitegruppen, men at det nu er virkelighed er lidt surrealistisk. Men jeg glæder mig helt enormt, og Stine og jeg har et tæt og godt samarbejde, så jeg tror vi kan drive det langt”, siger Cecilie.

“Til at starte med skal vi dømme kampe i 1. division damer, vi havde et par testkampe før sommerferien, og her blev vi fundet gode nok. Det er jeg mega stolt af. Men nu venter en udfordrende sæson, og en sæson hvor vi bliver presset til det yderste hver gang. Men det er kun godt, for på den måde bliver vi bedre”, fortsætter hun.

I Danmark har vi mange rigtig dygtige dommerpar, men når man spørger lidt ind til hendes drømme, så sætter Cecilie janteloven lidt til siden, og sætter barren endnu højere end at dømme i de to ligaer i Danmark.

“Jeg vil gerne dømme internationalt”, lyder det med et stort smil fra Cecilie.

“Jeg vil gerne blive så god en dommer, at jeg kan få lov til vise internationalt, hvor gode dommere vi har i Danmark. Jeg vil gerne dømme slutrunder og Champions League, det er klart”, fortæller hun.

I far og farfars fodspor

Ejby Pedersen-familien har i årtier nu været en del af den danske dommerstand indenfor håndbold. Farfar Anton startede, og han opnåede at blive dommer i den bedste danske række, ligesom han også var både regelfortolker og dommerformand.

Efter ham fulgte Lars, Cecilies far, der nåede helt op på den øverste hylde, hvor han, som tidligere nævnt, dømte VM-finalen i 2009.

Selv kender jeg Cecilie ret godt, og ved at hun ofte har sagt, at hun altså ikke er hverken sin far eller sin farfar, nej, hun er derimod Cecilie.

“Jeg skal ikke sammenlignes med hverken min far eller min farfar. De er nogle helt andre profiler som dommere end jeg er, så det vil i virkeligheden ikke være en fair sammenligning”, siger Cecilie, men fortæller samtidig, at mange genkender navnet.

“Det er altid positivt, når folk genkende mit efternavn. Det er det håndboldfamilien kan, ofte har folk en god situationsfornemmelse, at det falder efter kampen, hvor de spørger pænt om nu også jeg er Lars’ datter eller Antons barnebarn. Så på den måde er jeg glad for, at de to har gjort navnet flot ære, men jeg vil være min egen, og skabe min egen karriere”, lyder det fra Cecilie.

Far er den største støtte – og kritiker

Med en far der har været der hvor Cecilie drømmer om at nå hen, ja så har man også en god sparringspartner derhjemme, men samtidig også en kritiker.

“Min far er den mest skeptiske omkring alt det her, det er han uden tvivl. Det er ham der siger til mig, hvis han synes det går for hurtigt, og at nu skal vi passe på”, siger Cecilie og fortsætter:

“Men samtidig er han også min største støtte. Han bakker mig op 110%, det ved jeg. Han er en rigtig god sparringspartner, og han hjælper mig altid med gode råd, når jeg har brug for dem”.

Anderledes at være kvindelig dommer

Som dommer skal man lægge øre til meget – men er det værre at være kvindelig dommer i forhold til at være mandlig dommer?

“Det er det, uden tvivl. Det taler vi også om i dommergruppen, at der er lidt mindre plads til fejl hos os kvinder end hos mændene, så når Stine og jeg går på banen, så skal vi levere hele tiden, der er ikke plads til at lave de samme fejl, som nogle af vores mandlige kollegaer kan slippe afsted med”, forklarer Cecilie.

“Man tager i høj grad sin personlighed med ind i det her, hvis ikke man gør det, så tror jeg ikke man kan blive en god dommer. Det handler om at skabe en god kommunikation fra starten af, at man får opbygget et respektfuldt forhold”, fortsætter hun.

“Men det er også svært at sammenligne vores måde at håndtere tingene på i forhold til vores kollegaers måde. Alle mennesker forskellige, og alle mennesker håndterer de samme situationer forskelligt. Jeg vil eksempelvis aldrig kunne tale som Mads Hansen gør til ligaspillerne, men jeg kan finde min egen måde at gøre det på”, siger Cecilie og fortsætter:

“Det hele handler i virkeligheden om, at Stine og jeg skal kende hinanden ud og ind, og at vi ved hvordan hinanden reagerer i forskellige situationer. Vi skal bakke hinanden op, og hjælpe hinanden til at udvikle os som dommere, udvikle vores kompetencer i forhold til dialogen med trænere og spillere”.

Tiden flyver i godt selskab, og inden vi havde set os om var der gået halvanden time, og kalenderen bød på nye opgaver. Men det er nok ikke sidste gang, at vi i Fredericia hører til Cecilie – for hun er på vej mod toppen, og her får man også en del TV-tid som dommer.

http://bit.ly/metteblomsterberglecture
Klik her