FHK indleder i dag pokalturneringen. Det sker på udebane mod nummer to fra 3. division pulje 1, Hjørring Håndbold.

De tidlige pokalrunder har sin charme. De store hold kommer ud i de mindre haller, hvor de ikke kommer til dagligt, og de små hold får en på opleveren, når det sker.

Præcis det er tilfældet, når FHK i dag møder Hjørring på udebane i femte runde af Santander Cup. Hjørrings vej til fjerde runde er kommet via en sejr mod VIF Mors (3. division) på 41-15, og selvom der er tale om et 3. divisionshold, så har Hjørring flere spillere i truppen, som har gjort sig på højere niveau.

Det har dannet grundlaget for, at holdet indtager andenpladsen i deres 3. divisions pulje, hvor de har fire point op til topholdet Aalestrup. Hjørring trænes af den tidligere Hjallerup-træner, Jakob Voldly, der var med til at rykke nordjyderne op i 1. division for nogle år tilbage. Siden har Voldly trænet Vendsyssels 1. divisionskvinder inden han overtog roret i Hjørring.

I marken skiller flere spillere sig ud. Det drejer sig specielt om Nicolai Leth Klinge, der har en fortid i Bundesligaen hos Tusem Essen, og også keeperen Jonas Skjøth med fortid i Frederikshavn og Team Vesthimmerland, samt Cornelius Stenderup Larsen med fortid på Hjallerups 1. divisionshold, er spillere, der har prøvet at spille på et højere niveau end i 3. division.

Det ændrer dog ikke på, at FHK er tårnhøje favoritter til opgøret, og alt andet end en sejr vil være en fredericiansk fiasko. Især når holdkortet kommer til at bestå af det bedst mulige hold på dagen.

“Vi kommer med vores førstehold, og det er der flere årsager til. Der er vinterferie og det gør, at vi ikke har mulighed for at tage spillere nede fra med. I forhold til Nordsjælland-kampen har vi Anders Sell og Marcus Rahbek med igen,” siger FHK-træner Jesper Houmark.

Ude af truppen er Nikolaj Mehl, Rasmus Thiemer-Jensen, Jesper Lindgren og Jimmi Andersen. Sidstnævnte er stadig skadet, og de tre andre spares grundet småting. Skaden til Andersen gør, at Nick Knudsen igen er med i truppen.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Fraværet af Mehl gør, at muligheden for at bringe den unge komet Kristian Olsen i ekstra i spil, men det bliver ikke tilfældet.

“Han har et maks og det samme gør sig gældende med Rasmus Jensen. Det kan man ærgre sig over i nogle kampe, men vi respekterer anvisningerne vi har fra vores fys,” siger Jesper Houmark og kommer ind på, hvad han ellers vil bruge kampen mod Hjørring til:

“Vi skal prøve lidt forskellige ting af, og så er det en kamp, hvor vi kan belønne Anders Sell for sin flid med at give den gas til træning hver gang. Han vil komme til at spille en del, det fortjener han,” siger Houmark.

En torsdag aften klokken 18:30 over 250 kilometer væk, og det i kølvandet på tirsdagens kamp i Hillerød mod Nordsjælland. Det lyder ikke som den fedeste kop the.

“Det er sådan det er. Hvis jeg skal være hård ved os selv, så har vi med vores geografiske placering midt i landet ikke nogen lange ture. Vi har sæsonens længste ture indenfor to dage, men det overlever vi nok,” slutter Jesper Houmark.

Kampen mellem Hjørring og FHK spilles klokken 18:30 i Hallen, Park Vendia.

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her