Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, Hendes Majestæt Dronningen, blev Danmarks Dronning i 1972. I dag er det 80 år siden, at hun blev født på Amalienborg som datter af Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid.

Da Hendes Majestæt Dronningen kom til verden den 16. april 1940, var det ugen efter, at tyskerne havde besat Danmark. Det blev opfattet som et lyspunkt i den svære besættelsestid. Hun er opkaldt efter sin mormor Margareta og har også arvet Margaretas kælenavn Daisy.

Prinsessen blev døbt i Holmens Kirke den 14. maj. Hun fik navnet Margrethe efter sin mormor, prinssese Margaret af Storbritannien, Alexandrine efter sin farmor, prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, og Ingrid efter sin mor. Hendes farfar Kong Christian den 10 var også konge af Island, da hun blev født, hvorfor hun også fik det islandske navn, Þórhildur.

Det lå ikke i kortene, da hun blev født, at hun skulle være Dronning af Danmark, idet Tronfølgeloven indtil den 27. marts 1953 foreskrev, at det var en mand, der skulle arve tronen. Med ændringen blev der indført betinget kvindelig arvefølge, og H.M. Dronning Margrethe 2. blev ved tronbestigelsen den 14. januar 1972 Danmarks første regent i medfør af den nye Tronfølgelov. Tronfølgeloven blev i øvrigt ændret igen i 2009, således, at det ældste barn (uanset køn) arver tronen. På sin fødselsdag i 1958 blev Tronfølgeren Prinsesse Margrethe optaget i Statsrådet, og Tronfølgeren ledte herefter statsrådsmøderne under Kong Frederik 9.’s fravær.

Skoletiden

Dronningen gik i folkeskolen fra 1946 til 1955. Det skete på Zahles Skole, heraf som privatist på Amalienborg fra 1946 til 1949. I 1955 blev hun sendt på kostskole i Hampshire på North Foreland Lodge, England​. I 1959 blev hun nysproglig student fra Zahles Skole (privatist), og fra 1960-1965 studerede hun på universiteter i Danmark og i det øvrige Europa.

I 1960 tog Dronningen filosofikum på Københavns Universitet, og i perioden 1960-1961 fulgte Dronningen studier i arkæologi (Diploma in Prehistoric Archaeology) ved University of Cambridge. Dronningen læste statskundskab ved Aarhus Universitet i perioden 1961-1962, ved Sorbonne i 1963 og ved London School of Economics i 1965.

Dronningen var også aktiv i Forsvaret, da ​​hun gjorde frivillig tjeneste ved Kvindeligt Flyverkorps i perioden 1958-1970 og modtog i denne periode en alsidig uddannelse i korpset. Udover tilknytningen til det danske forsvar har Dronningen en særlig tilknytning til enkelte enheder i det britiske forsvar. I 1972 blev Dronningen Allied Colonel-in-Chief (æresoberst), The Queen’s Regiment, senere Princess of Wales’s Royal Regiment. I 1997 overtog Dronningen hvervet som Colonel-in-Chief i The Princess of Wales’s Royal Regiment.

Voksenlivet

​Den 10. juni 1967 blev Tronfølgeren gift med Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, som ved brylluppet blev Prins Henrik af Danmark. Vielsen fandt sted i Holmens Kirke, og bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot. Med Prins Henrik fik hun ​H.K.H. Kronprins Frederik André Henrik Christian, født den 26. maj 1968, og H.K.H. Prins Joachim Holger Waldemar Christian, født den 7. juni 1969.

To et halvt år senere døde Kong Frederik den 9. og Margrethe efterfulgte sin far den 14. januar 1972. Dronnigen blev ved denne lejlighed den første kvindelige monark i Danmark siden Margrethe den 1, der regerede Danmark fra 1376 til 1412. I dag er hun den monark i Danmark, der har siddet næstlængst kun overgået af Christian den 4.

Gennem årtier har Dronningen varetaget sine opgaver med stor dedikation. Hun har repræsenteret Danmark udadtil og været et samlingspunkt indadtil. Sammen med sin afdøde mand og børn har hun ligeledes lagt mange timer i at hjælpe dansk erhvervsliv i udlandet. Derudover har hun gennem årene modtaget mange statsbesøg med udenlandske statsoverhoveder, hvor særligt besøget af den Sydafrikanske Præsident Nelson Mendala står stærkt i hukommelsen. Han fik i øvrigt den fornemmeste danske orden i 1996; Elefantordenen.

​Som statsoverhoved medvirker Dronningen ved regeringsdannelser og det er efterhånden blevet til mange regeringer siden 1972. Efter rådgivning fra repræsentanter for de politiske partier opfordrer Dronningen den partileder, der har flest mandater bag sig i Folketinget, til at søge en regering sammensat og udnævner denne efter dannelsen. Desuden står Dronningen formelt i spidsen for regeringen, hvilket indebærer at føre forsædet i Statsrådet, hvor de vedtagne love underskrives og dermed sættes i kraft. Statsministeren og udenrigsministeren møder regelmæssigt til referat hos Dronningen for at orientere om den seneste politiske udvikling. 

Desuden giver Dronningen med korte mellemrum offentlig audiens, hvor borgere kan møde frem for at takke for embedsudnævnelse, tildeling af dekorationer, fortjensttegn eller lignende.

Dronningen er gennem årene blevet kendt for sine nytårstaler, hvor alle danskere i hjem og udland følger med, når hun fortæller om året der gik og kommer. Det er gennem årene også blevet til taler, der skabte debat. Dronningen er også kendt for at sige sin mening uden at være politisk, og da hun i forbindelse med Coronakrisen gik på TV for at advare og fortælle danskere, at de skulle tage det seriøst sagde mange – nu siger Dronningen noget, vi må lytte til.

Hermed slutter der sig om Dronningen en stor respekt, og selvom hun for første gang i sin regeringstid delte vandene med sin udtalelse om klimaet i Politiken, da hun sagde: »Det er ganske givet meget væsentligt og vigtigt at være opmærksom på. Men altså … at panikke er en meget dårlig måde at tage fat på problemer på. Det går ikke. Det skal man ikke«. Dronningen blev nok ikke formidlet helt fair, da flere medier efterfølgende kogte suppe på historien og fik venstreorienterede klimaaktivister, kunstnere og journalister til at kaste grus på hendes image, mens de mere højreorienterede roste Dronningen for sit mod til at sige sin mening.

Ved siden af sit hverv som Danmarks monark, så er Dronningen også kendt for sin kunstpassion. ​Dronningen har siden 1970 beskæftiget sig aktivt med en række kunstneriske udtryksformer; maleri, kirketekstiler, akvareller, grafik, bogillustrationer, découpager, scenografi og broderi. En stor del af disse værker har været vist på udstillinger i Danmark og i udlandet. Dronningens kunst er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Aarhus Kunstmuseum ARoS og Kunstmuseet Køge Skitsesamling (skitser til kirketekstiler).

Tillykke med dagen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer