I aften kl. 20.35 er det præcis 76 år siden at danskerne kunne høre radiospeaker Johannes G. Sørensen meddele, at de tyske tropper i flere lande heriblandt Danmark netop havde overgivet sig. Befrielsesbudskabet er nok den radiosekvens, der vækker de største følelser hos mange danskere.

I aften ærer vi de mennesker, som kæmpede imod besættelsen og for de mennesker, som gav deres liv i kampen. De gav det ultimative for at vi kan leve frit i dag. De ofrede sig for, at vi i dag har friheden til at sige “Aldrig mere nazisme”! Dette markeres ved at sætte tændte lys i vinduet.

I aften vil du derfor kunne opleve politikere lægge billeder på deres sociale medier af deres levende lys i vindueskarmen. Politikerne vil være de samme, som aktivt kæmper for at sende syrere tilbage til et smadret land velvidende, at flere vil dø af det. Det vil være de samme politikere, som mener at man skal sortere visse etniciteter fra, når der søges om boliger og det vil være de samme politikere, som mener at børn, skal straffes for deres forældres gerninger.

De samme politikere vil på den ene side tænde lys for at mindes imens de på den anden side vil kæmpe for at Danmark samarbejder med lande som Rwanda og Syrien, som lader hånt om menneskerettighederne, bare for at slippe for indvandrere og asylansøgere. De samme, som tænder lys, vil være de ledende i den dæmoniserende tale om andre mennesker og de er de første til at dele landet i “dem og os”.

I aften vil vi tænde vores lys i vinduerne og skænke alle, der ofrede deres sikkerhed og deres tilværelse for friheden en kærlig og taknemmelig tanke. Men vi vil samtidig også tænke på de politikere, som med den ene hånd vil tænde lys imens de med den anden hånd gør alt, for at nedbryde den frihed, vores bedsteforældre gav deres liv for at beskytte.

Æret være deres minde

På vegne af bestyrelsen i Enhedslisten Fredericia
Andreas Bjerring Tobiassen
Marsvænget 24
7000 Fredericia
Kasserer og kandidat til kommunalvalget

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer