Mandag aften havde Danske Bank inviteret til “Danske Byliv” i hyggelige rammer i Eksercerhuset, hvor der blandt andet var oplæg fra Borgmester Jacob Bjerregaard, som fortalte om hvordan det går i Fredericia.

Der var liv og glade dage efter fyraften klokken 17:00.. Hundredvis af fredericianere havde taget imod Danske Banks invitation til at deltage i Danske Byliv-arrangementet, der blev afholdt i Eksercerhuset.

I en afslappet atmosfære bød Danske Banks lokale filialdirektør Mette Bernsten Høyer velkommen til de mange fremmødte, der kunne forsyne sig med vin, øl, sodavand og vand.

Efterfølgende var det blevet tid til et oplæg fra Borgmester Jacob Bjerregaard, der fortalte om tilstanden i Fredericia. Borgmesteren sagde blandt andet følgende:

“Det går rigtig godt i Fredericia. Der kommer flere og flere og flere fredericianere. Hvis vi ser tilbage, så var 2017 helt vildt med befolkningstilvækst, 2018 var mere rolig, men i 2019 er det steget igen. Vi er løbet tør for byggegrunde, og udbuddet har derfor haltet lidt, men vi arbejder med at skabe flere, fordi det er et vigtigt skattegrundlag.”

“Vi har arbejdet på at blive en attraktiv erhvervskommune. Det haltede vi med for år tilbage, hvor vi i 2014 lå nummer 78 på Dansk Industris måling, og nu er vi oppe på 14. pladsen. Vi har skabt et klima, der er godt at drive virksomhed i, og det har været afgørende. De fleste har lagt mærke til, at Google bygget et nyt datacenter, der kommer ca. 20 årlige krydstogtskibe og DLG bygger nyt domicil her. Det med at skabe nye arbejdspladser skal vi fortsætte med, da det er vigtigt for os.

“Hvis vi skal kigge på midtbyen. Hvor mange kan huske Føtex i Gothersgade, da den bygning var tom? Det var et åbent sår, som jeg kastede mig over, da jeg kom til som Borgmester. Det var en udfordring med at skabe et handelsliv i byen. vi fandt en løsning på Føtex ved at flytte kommunale lejemål derhen, og så fik vi en privat investor ind. Sideløbende med det har vi arbejdet med forretningslivet og detailhandlen. Hvis vi ser på livet i dag, så var det ikke givet, at det kunne blive som det er nu. Vi kan se på målinger, at fredericianere bruger bymidten aktivt til at tage ud og spise, handle der og være en del af fællesskabet i Fredericia. I andre byer rundt omkring kan vi se, at butiksdøden hærger andre hæderkronede købssteder, hvor det kniber med at få liv. Det skal vi undgå her og holde gang i byen.”

Kim Jønsson. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Fra Det Bruunske Pakhus til Tøjhuset

Til arrangementet blev folk også informeret om en del af Fredericias kulturelle liv. Det skete med et oplæg fra Kim Jønsson fra FredericiaLIVE, som fortalte om Tøjhuset.

“Vi kom fra Det Bruunske Pakhus, der eksisterede som stillested fra 1986 til 2016. Vi var spændte på flytningen til Tøjhuset. Husene er faktisk ens, men der er bare dobbelt så meget plads i Tøjhuset i forhold til Pakhuset. Det har gjort, at vi har kunnet holde en bredere vifte af arrangementer,” sagde Kim Jønsson inden den formelle del af arrangementet blev afsluttet med et oplæg fra Ungdommens Røde Kors’ lokalformand, Anne Sofie R. Sejersen.

Anne Sofie R. Sejersen (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Anne flyttede fra lille landsby til Fredericia

Anne har været lokal formand i Ungdommens Røde Kors siden januar, men faktisk er hun ikke fra Fredericia, som hun flyttede til for nogle år siden grundet arbejde.

Helt uden netværk rev hun teltpælene op og via Ungdommens Røde Kors har hun nu skabt sig et netværk i byen. I oplægget sagde Anne blandt andet følgende:

“Jeg fik et arbejde i Vejle, fordi jeg er igang med sabatår. Jeg arbejder om natten, og en time hjem er ikke sjovt. Jeg skulle tættere på Vejle, og fandt ud af Vejle er i en drivende udviklng og dyr at bo i. Så fandt jeg Fredericia, der er billig at bo i. Der er det in mente, at min far ville blive glad, fordi han har været på samme kasserne som er på her. Jeg havde ikke noget lokalt netværk og startede på en frisk og fløj fra redden.”

Efter oplægget var der tid til netværk, hygge og mad, hvor deltagerne mængede sig, hyggede sig frem til klokken 21.

https://www.facebook.com/menyfredericia/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her