Fredericia AVISENS kulturredaktør er en passioneret fodboldfan og han elsker at køre på udebane og stå i fanafsnit og synge med. Men mandagskampe gør det svært for fans at nå frem og endnu sværere at nå hjem i god tid hvis man har børn med.

Jeg holder med AGF, men denne historie kunne være med et hvilket som helst Superligahold. Jeg skulle en tur til Hobro og se den første kamp i sæsonen med med kampstart klokken 19.00.

En del af at gå til fodbold er at kunne møde ligesindede og gerne kunne komme i god tid og finde en parkeringsplads, en pølse og en kold øl. Jeg kender de fleste stadions i Superligaen og ofte kræver det god tid at komme helt frem til stadion. Med en kampstart i Hobro på klokken 19.00 så ville det nok kræve 2 timer at nå frem. Jeg ville være helt sikker, så vi kørte 16.20, en kammerat og jeg.

Kø ved Vejle

Et færdselsuheld på Vejlebroen satte hurtigt en stopper for festlighederne og først klokken 17.11 kunne vi komme videre på motorvejen. Vi kunne se på køreplanen, at vi snart var mere end presset. Vi havde sat tid af til at tanke og lige få en kop kaffe på vej derop, men i stedet blev det et stressende stop.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Der var meget vejarbejde på vejen mod Hobro og ankomsttidspunktet begyndte at vidne om at vi bare skulle få fundet en hurtig parkering og gå mod stadion.

Parkering er ofte en vanskelig sag Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Der er ikke mange stadions i Danmark der har ordenlige parkeringsforhold og specielt når man skal der fra. Det kan sagtens tage en 30 minutter at komme igennem en Superliga kø.

DS Arena i Hobro. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Vi ankommer og er nået frem til fanafsnittet 5 minutter før kampstart, vi fans fra AGF fylder hele bagtribunen bag det ene mål. Der er lang kø foran øl- og pølseboderne, så vi kan ikke nå at proviantere.

Samlet har fans fra AGF valgt at boykotte stemningen i første halvleg som en protest mod mandagskampe. Desværre går det ud over stemningen og opbakningen til det hold man elsker, men det er et statement mod VIASAT som er tv-udbyderen, der presser på for tv-venlige kampe.

Det gør at det bliver en fesen stemning, folk snakker meget højt på hele afsnittet, nærmest som før en koncert. Selvom der ingen stemning er, så løber Hobro tør for både øl og pølser. Man kunne selvfølgelig have valgt at blive hjemme, men så går det både ud over ens eget hold og den klub man besøger mister indtægter.

Flot vejr og grønt græs i Hobro. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Ved starten af anden halvleg synges der løs igen, et par gange gjalder det i kor, “Vi hader, vi hader, vi hader VIASAT”. Desværre kan man ikke bebrejde mandagskampe det dårlige spil, men det er ikke nogen prangende forestilling.

Kampen ender 1-1 og der er ikke det der ligner optræk til ballade, sammen går AGF og Hobro fans mod de mange parkerede biler. Det tager lidt tid at komme ud fra villavejene og frem til motorvejen.

Nu går turen hjem klokken nærmer sig hastigt de 22.00, normalt plejer jeg at have min søn med, havde det været i skoletiden ville han ikke kunne komme med, da det er for sent. Vi fik ikke noget at spise på stadion så vi vælger Burger King ved Randers syd. Her har samtlige fodboldfans også fået samme ide, det tager 42 minutter før end vi kommer gennem køen og vi får vores mad.

Da vi igen rammer fæstningsbyen så er vi tættere på midnat end klokken 23.00.

Mine største sager når det kommer til at afskaffe mandagskampe er, at det er svært at nå frem i tide, ikke alle har fri klokken 15. Man er alt for sent hjemme igen på en hverdag hvor man skal på job bagefter. Børnene skal i skole dagen efter og sidst men ikke mindst bliver det nogle pressede og stressede ture, frem for fodboldture med masser af kærlighed og tid.

http://www.detskerifredericia.dk/indhold/fyn-rundt-2019