Jeg er sikker på, at vi alle sammen har såret nogen gennem tiden. Måske ikke bevidst, men det er uundgåeligt, at vi nogle gange kommer til at sige eller gøre noget, som gør andre mennesker kede af det. I mange tilfælde skylder vi en undskyldning for vores rolle i konflikten, men nogle af os kan være så ringe til at undskylde, at vi faktisk får ødelagt mere, end vi får repareret. Hvordan gik det lige til?

Sidste søndag skrev jeg om gaven ved at undskylde. Hvorfor vi gør noget godt for den sårede part, os selv samt relationen, når vi giver en undskyldning.

Den kan du læse her https://dittewinkel.dk/gaven-ved-at-undskylde/

Denne søndag skal det handle om, hvorfor en dårlig undskyldning kan være værre, end ingen undskyldning.
Hvis du tilhører den gruppe af mennesker, der ikke kan finde ud af at give en oprigtig undskyldning, så skal du træde varsomt, når du forsøger, for ikke at komme til at fucke mere op end udgangspunktet. Det der nemlig mange gange sker, når vi forsøger at overlevere en undskyldning er, at vi ikke har lyst til at ligge os faldt ned og eje vores ansvar, men i stedet vil vi gerne forsvare vores handlinger eller redegøre for vores synspunkt. Dette er sådan set også helt okay, så skal du bare ikke starte med at sige ”undskyld”, når du i virkeligheden ønsker at give en forklaring.

En dårlig undskyldning graver nemlig såret fra den oprindelige episode endnu dybere. Du er måske blevet uendeligt knust af noget i dit liv – det kan være utroskab fra din partner, det kan være en kontrovers med en søskende i voksenlivet, eller det kan være en uberettiget fyring fra din arbejdsplads. Noget livsomvæltende, der har givet dig ar på sjælen. Og den tillid du nærer til, at det andet menneske vil se din smerte og sige oprigtigt ”undskyld”, er forsvindende lille.


Alligevel håber du til det sidste, at de vil anerkende dit tab, og en dag rækker de måske ud. Det du håbede på, ville blive en validering af dine følelser, bliver i stedet til en ”undskyld, men jeg gjorde det så godt jeg kunne”, eller ”jeg er virkelig ked af, at du blev så gal. Jeg havde ikke regnet med at du var så nærtagende.” Og det er altså ikke en undskyldning, men nærmere en retfærdiggørelse af handlingen eller i værste fald endnu en fornærmelse oveni den oprindelige.

Lad mig slå én ting fast: Hvis du ikke har tænkt dig at eje en undskyldning, så lad være med at forsøge at give den. Du kan risikere at gøre mere skade end gavn. Hvis du derimod ønsker at forklare dig eller retfærdiggøre dine handlinger, så kald det det i stedet, så hverken afsender eller modtager er i tvivl om, hvad der skal foregå.

Dette skal naturligvis også ses i lyset af, hvor stor skade vi har forvoldt. Hvis jeg er kommet til at spilde rødvin udover din nye kjole, vil jeg selvfølgelig undskylde og tilbyde at betale for regningen fra renseriet. Skulle jeg være kluntet nok til at komme med en sidebemærkning om, hvordan det var din egen skyld, fordi du dansede for tæt på mig, ville det nok ”kun” afstedkomme en rynken på næsen.
Hvis der derimod bliver gjort noget mod dig, som knuser din verden, fordi en af de vigtigste personer i dit liv har handlet på din bekostning, så skal jeg virkelig bruge nogen tid på at overveje, hvordan jeg kan undskylde på den mest kraftfulde og oprigtige måde. Og det er okay, hvis det kan tage dage, uger eller måneder før jeg er klar til det. Men hellere hold et halvhjertet forsøg tilbage indtil den er helt på plads, så jeg får tid til at iscenesætte de bedste odds for mig selv, for dig og for vores relation til at lykkes igen.


Næste uges klumme kommer til at handle om, hvordan en oprigtig undskyldning ser ud. Hvad den skal, og ikke skal, indeholde.
Du kan med fordel besøge min hjemmeside www.dittewinkel.dk hvis du ønsker at læse mere om min praksis eller om min som parterapeut og sexolog.

Leave a Reply