Højskoleforstander Simon Axø fra Testrup Højskole kommer i Eksistenscaféen i Erritsø Sognehus med sit bud på, hvordan Corona-virussen påvirker os og vore prioriteringer:

“I dit korte liv er det meste spildt”.
Sådan lyder det provokerende fra Poul Henningsen i en kendt revyvise fra 1941.

Simon Axø skriver, at sætningen anfægter os, fordi vi i stigende grad optimerer, vurderer og planlægger vores liv og tænker, at vi på den måde netop kan undgå at livet ødsles væk.

Men hvad nu hvis vores trang til livsplanlægning i sig selv er spild af tid? Og hvilken indflydelse har Corona- virus haft på vores opfattelse af livsplanlægning?

Vi har alle oplevet, at livet måske slet ikke kan dirigeres: Corona-virus vendte på meget kort tid op og ned på manges liv! Den egentlige livsplanlægning handler måske netop om at være opmærksom på dette vilkår?

Simon Axø siger desuden, at i en tid (med eller uden Corona-virus), hvor alt skal foregå på den halve tid, er det en kunst at kunne prioritere, gøre sig umage og føle sig tilstrækkelig på én og samme tid. Hvordan prioriterer vi vores liv i en epoke, hvor vores tid også er blevet en knap resurse?

Kan det overhovedet lade sig gøre og skal vi?
Er det en kunst man kan lære – og i så fald, hvordan gør man?

I sit foredrag kommer Simon Axø også ind på, hvordan man kan insistere på at ville noget betydningsfuldt med sit liv uden at forfalde til illusionen om, at man kan lave en drejebog for tilværelsen.

Arrangementet er med i Eksistenscafe med målgruppen 35-65-årige. Erritsø kirke indbyder til Eksistenscafe, hvor vi tager emner op, som særligt vedrører denne gruppe. Efter oplægget fra Simon Axø, spiser vi sammen og afslutter med debat om emnet.

Tilmelding nødvendig.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer