Kender du en kulturel aktør eller en ildsjæl, der har gjort en stor indsats for kulturlivet i Kolding Kommune? Så er det nu, du skal indstille dem til årets kulturpriser.

Hvem har gjort noget særligt for kulturlivet i Kolding, skabt noget nyt, eller på anden måde været med til at fremme kulturen i Kolding i det forgangne år?

2020 har været hårdt præget af COVID-19, med mange aflysninger og begrænsninger til følge. Men året har også vist, at aktørerne i Koldings kulturliv har været idérige, tænkt ud af boksen og fundet nye veje for at få kulturelle oplevelser ud til borgerne.   

Alle borgere i Kolding kommune kan nu indstille kandidater til de fire kulturpriser frem til d. 14. marts.

Gå ind på hjemmesiden www.kolding.dk/kulturpris for at indstille dine kandidater.

Kulturudvalget vil udpege vinderne i løbet af foråret og priserne bliver uddelt når omstændighederne igen tillader det

De fire priser, der kan indstilles til er:

Årets Kulturelle Aftryk

Årets Kulturelle Aftryk hylder den mangfoldige kultur i Kolding Kommune. Det er en anerkendelse af events, initiativer, og projekter, der henvender sig til den brede målgruppe, og som har sat et særligt kulturelt aftryk. 

Modtageren af Årets Kulturelle Aftryk er en person, gruppe, forening eller organisation, der arbejder på frivillig basis i Kolding Kommune. Vinderen modtager 10.000 kroner.

Årets Kulturelle Highfive

Denne pris hylder kulturelle eksperimenter og kulturelt entreprenørskab. Årets Kulturelle Highfive anerkender igangsætterne, og den gives til de nytænkende events, initiativer og projekter, der kan inspirere, vise nye veje og som har potentiale til at udvikle kulturen i Kolding Kommune.

Årets Kulturelle Highfive gives til en entreprenant person, gruppe, forening eller organisation, der arbejder på frivillig basis med kulturelle tiltag i Kolding kommune.  Vinderen modtager 10.000 kroner til at igangsætte nye kulturelle tiltag.

Årets Ildsjæl

Årets Ildsjæl er en ærespris. Prisen er en hyldest til det lokale kulturelle engagement og tildeles en kulturel aktør – en ildsjæl – som har ydet en betydelig, flerårig og frivillig indsat for kulturen i Kolding Kommune.

Årets Ildsjæl er en publikumspris, og vinderen findes via sms-afstemning til prisuddelingen og modtager en bronzestatuette kreeret af den lokale kunstner Erik Valter.

KulturKolding-prisen

Prisen fejrer det ekstraordinære og den gives til en institution, et initiativ (udstilling, event e.l.), en forening, en virksomhed eller en person, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det forgangne år. Prisen kan gives til både amatører og professionelle kulturaktører.

Fakta:

–       Indstilling af nominerede er åben fra 15/2-14/3

–       Priserne uddeles senere på året, når omstændighederne tillader det.

–       Læs mere på www.kolding.dk/kulturpris

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer