Forside FC Fredericia Hvad vil det sige at være fan?

Hvad vil det sige at være fan?

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISENs kulturredaktør kommer med en beretning om at være fan af et hold, og hvorfor du skal svinge med de sort/røde faner, når de lokale hold spiller bold.

Lad mig slå det fast med det samme, jeg er fan af flere ting og hold, men det altoverskyggende for mig er AGF. Det var noget, jeg blev, fordi min far, i en ung alder, tog mig med på Aarhus Stadion, som det hed dengang. Det har holdt fast lige siden og man kan sige, at jeg har scoret hattrick, fordi min søn er blevet en ligeså dedikeret fan som jeg, måske større.

Besøg på Fredensvang. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Når man er fan af et hold som AGF, der ikke har vundet noget særligt i mange år, så er det med at finde kærligheden til klubben på andre måder end at løfte trofæer og spille europæisk fodbold. Det er at følge med på de sociale medier, besøge klubhuset og se holdet træne en gang i mellem, også vigtigst af alt; at følge holdet på hjemme- og udebane.

På hjemmebane i Aarhus. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Der er sket meget med fankulturen, siden jeg i firserne sad som 10-årig på stadion med min far. Der var, når der var topkampe flag og sange, det eneste som rigtigt kunne få folk med, var når man var uenige med dommeren. Så råbte næsten alle: “Ove Hust, Ove Hust”, eller spontane råb som “dommeren har lort i lommerne”. Jeg husker, at min far ikke gav mig lov til at få et flag eller en spilletrøje, men det blev der rodet bod på, i takt med, at jeg selv blev voksen. Min far og hans kammerat Jan tog mig med på mange udebaneture, det var helt nordpå til Aalborg og hele vejen til djævleøen. Der blev kørt og fløjet mange kilometer, men vi viste aldrig farver, vi kørte som neutrale fans, der klappede, når AGF scorede og slog os på lårene, når modstanderne scorede.

Et lille udpluk af mine mange trøjer og halstørklæder. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Da jeg voksede op og selv fik min gang i Aarhus, begyndte jeg at komme på stadion med jævnaldrene og flyttede stadionplacering til der, hvor de mest dedikerede AGF fans stod. Så var det på med den hvide trøje og vi lærte de sange, som alle gjaldede i kor. Det var også dengang i halvfemserne, hvor vi igen kunne vinde noget. I 1996 vandt vi pokalfinalen og det gav et kæmpe boost.

I mine øjne gik fankulturen derefter ind i en sort periode, hvor næsten alle større klubber ikke kun se sig fri for at have brodne kar. Højrefløjsbøller gjorde sit indtog og blandede både racisme, frygt og slagsmål ind i en festlig fankultur. Fankulturen er blevet så stor, at der er mange nuanceringer i det miljø omkring den, og de personer som ødelægger det for andre er få og kan ikke ødelægge den stemning, som den brede fanskare giver til holdet.

For ikke at fylde det med sorte skyer og enkelt personers dumheder og brede hooligankultur ud, vil jeg fortælle hvilken fanfraktion, jeg støtter og hvordan jeg oplever et stemningsafsnit i 2019.

Billede fra Ceres Park fanafsnit.

Efter jeg selv blev far, trådte jeg lidt tilbage i hierarkiet og nu sad vi sammen og så fodbold igen på de almindelige pladser dog tæt på fanafsnittet. Men vi havde de hvide trøjer på og der gik ikke mange kampe, før sønnike selv bad om et flag. Han fik et flag, som jeg aldrig fik, og sjovt nok begyndte min far selv at købe merchandise til barnebarnet. Der gik så en række år, før min søn selv ville stå med fanafsnittet, det har vi gjort lige siden. Vi mødes dog med bedstefar før og efter kampen.

På fanafsnittet er det næsten obligatorisk at have den hvide trøje på, det lige meget om, det er en trøje fra fordums tid, bare den er hvid. Man står op og man synger med på de sange, som bliver udstukket i megafon. Der er flag, der er røg og ofte en stor tifo, som skal skræmme modstanderne ud af Ceres Park. Det er et samspil med spillerne under opvarmning, hvor hver spiller har en signatursang, som man synger, og de kvitterer med at løbe ud mod os. Det er en højlydt opbakning for holdet og en til tider chikane mod modstanderholdet. Der er aldrig ballede på afsnittet og man kan sagtens have børn med, de ord der måtte råbes underkampen, hører de også på YouTube eller andre steder, her er man bare sammen om at høre det og kan snakke om det bagefter. Man føler, at man er en del af noget større, og det at gå fra stadion efter et nederlag skulder ved skulder med hvidklædte fans, gør det nemmere at køre hjem til Fredericia.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Nu til sagens kerne. Jeg har set en del kampe på Monjasa Park og er blevet glad for de rødblusede, men det har været meget tamt at komme på stadion. Jeg er bevidst om, at der er forskel på Danmarks andenstørste by og det at spille i den bedste række, men nu er der kommet en fanfraktion kaldet Red Pride. Efter at have accepteret navnet, som klinger meget skidt, når man som jeg kender AGFs historik og den sorteste plet på vores historie – “White Pride”, så mødte sønnike og jeg op for at tage temperaturen på fankulturen.

Foto: Michael Nielsen – Mphoto

Det tidligere udebaneafsnit på Monjasa Park er blevet til stemningsafsnit, der er lavet trommepodie og Red Pride har fået mulighederne for at gro. Vi mødte op med vores halstørklæder og jeg var imponeret over, hvor godt der blev bakket op om den nye fanklub. Ved kampstart var der konfettirør, creperuller, flag og så var der trommelyde og klapsalver. En god start på en forhåbentlig voksende fangruppering til FC Fredericia.

Foto: Michael Nielsen – Mphoto

Det så godt ud og der blev også prøvet flere sange af, dog med mindre effekt, men det skal nok komme. Til stor morskab for os, der stod i stemningsafsnittet, var den første slagsang, der lykkedes, da fanklubformanden slog trommen an, med det korte råb, “svin” – dden seance blev gennemført gentagende gange efter en grim tackling fra udebaneholdet. Bagefter sagde formand Søren Christensen med et stort smil på læben, “Det gik da meget godt, måske I skal skrive teksten ned”.

Foto: Michael Nielsen – Mphoto

Der bliver selvfølgelig råbt med et ordforråd a la en neandertaler i en fangruppering, men der kan sagtens være børn med. Der var en god stemning og det er lidt ligesom foråret, megafonen som lå ubrugt og de afprøvede slagsange, skal nok komme i brug og springe ud, når solen skinner. Denne første hjemmebanekamp i år blev et svendestykke med et lykkelig udgang. FC Fredericia vandt 1-0 og spillerne med Jonas Dal i front kunne tiljubles foran Red Pride.

Foto: Michael Nielsen – Mphoto

Red Pride har brug for flere medlemmer. Fortsætter FC Fredericia med at vinde og måske rykker op bliver det stort. Hvis Red Pride får lidt flere medlemmer kan de sagtens agere en god 12. mand i fæstningen kaldet, Monjasa Park. For spillerne er det også det ekstra krydderi, der kan give et boost til de svære kampe om fastholdelse af tabellen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

thansen Arena er hjemmebane for FHK her har man den 8. mand i HK Ultras, der er over 200 medlemmer som bakker håndboldholdet op.

Jeg har selv oplevet HK Ultras flere gange i thansen ARENA, og jeg har stor respekt for, at håndboldklubben kamp efter kamp samler så mange mennesker, særligt i BLOK H, hvor jeg også har bemærket, at flere møder op i røde trøjer i god tid. Det er fedt. Under kampene kunne det dog være fedt med mere sang og mere larm, som jeg har hørt, at denne fanklub kunne i fordomstid. Når jeg ser på HK Ultras i dag, er der gode momenter, og særligt, når hjemmeholdet er presset, hører man dem. Det har nok været lidt en walkover i år – de har mest bare skullet klappe. Jeg var ikke selv med i Tønder, men det forlyder fra Sportsredaktøren, at her var “Ultras tilbage”. Det vil jeg også glæde mig til at opleve i ARENAEN, måske næste år, hvor chancen for liga lige nu er stor.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Jeg er imponeret, når jeg ser billedet fra Tønder, hvor man skræmmer hjemmeholdet, men hvorfor ikke gøre det samme i thansen ARENA? Jeg kan se et kæmpe potentiale i HK Ultras, hvis nogen gider at tage dirigentstokken og få styr på noget fællessang. Ligeledes kommer folk tidligt til håndbold, hvilket giver mulighed for “fanzone-tid”, så folk er i stemning til kampstart. En fanzone er også muligheden for at hverve nye medlemmer med festlige tiltag, det samme kunne FC Fredericia.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Man skal se denne artikel som en positiv opmuntring til vores to fyrtårnesfangrupperinger, Red Pride og HK Ultras. En ting jeg dog ikke forstår er, hvorfor der ikke er en fast bod, når begge klubber spiller, hvor man kan se og erhverve sig fangear. Men mon ikke det kommer ved oprykning

Men min opfordring lyder, alle mand, dem der kan, syng og flag for FCF og FHK.

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her